Annonce
Sydjylland

Statsministeren gæstede Esbjerg: Jeg vil lade mig inspirere af EfB

JydskeVestkystens chefredaktør, Mads Sandemann, tog imod Lars Løkke Rasmussen, da han fredag eftermiddag ankom til restaurant Den Røde Okse i Esbjerg. Foto: Ludvig Dittmann
Da Mette Frederiksen (S) i sidste uge gæstede Esbjerg, bragte JydskeVestkysten oppositionslederens udtalelser fra A til V. Nu gælder det statsministerens ABC. Fredag var det nemlig Lars Løkke Rasmussens (V) tur til at aflægge byen et visit, og det bød på en snak om alt fra kagefejringer og Robin Hood til mulig bronzeregn.

Brødtekst

Annonce

A for asfalt

Sandemann var også dagens ordstyrer, og han krævede blandt andet statsministeren svar på, om Syd- og Sønderjylland kan se frem til at modtage flere statslige arbejdspladser. Foto: Ludvig Dittmann

Cirka 70 JydskeVestkysten-læsere var fredag eftermiddag mødt op på restaurant Den Røde Okse i Esbjerg for at opleve Lars Løkke Rasmussen (V). En mandlig tilhører præsenterede sig som ingeniør og gjorde statsministeren opmærksom på, at han hver dag oplever masser af tung trafik på den danske asfalt. Han foreslog, at man aflaster vejene ved at udbygge og elektrificere jernbanenettet, således at man også imødekommer problemerne med lave lønninger til udenlandske lastbilchauffører.

Men asfalten med tilhørende lastbiler er kommet for at blive, mente Lars Løkke Rasmussen. En jernbane er nemlig ikke lige så fleksibel som lastbilerne, idet den ikke kan bringe gods direkte til enkelte adresser.

- Vi har lagt en helt konkret plan for at udbygge vejnettet. Det næste bliver så at farve asfalten grøn. Der findes asfalt, der skaber mindre friktion, så bilerne eksempelvis kører længere på literen. Fra 2030 skal alle nye biler ligeledes være grønne, sagde statsministeren.

B for bronzemedaljer

47-årige Anne Mette Hede Jensen mener, at det er borgernes pligt at bakke op om valgkampen og demokratiet. Derfor var hun til stede fredag. Foto: Ludvig Dittmann

Lars Løkke Rasmussen understregede ved sin ankomst, at han havde glædet sig til at komme til Esbjerg. Dels fordi byen ifølge ham repræsenterer det, der er brug for i Danmark - arbejdspladser og initiativ - og dels på grund af byens fodboldhold, der står overfor en afgørende kamp om bronzemedaljerne i Superligaen. Det gjorde holdet sig fortjent til, da de søndag scorede i sidste minut og dermed vandt over FCK.

- Hvis I får bronzemedaljer, er det den bedste comeback-historie i lang tid. Det vil jeg lade mig inspirere af. Vi kæmper også for de blå, sagde statsministeren med henvisning til, at såvel hans eget parti som hele blå blok står til en gedigen vælgerlussing i meningsmålingerne.

For at blive i fodboldverdenen understregede Løkke, at intet dog er afgjort, før kampen er fløjtet af.

C for Carl Holst

En række af JV's læsere greb chancen for at købe Lars Løkke Rasmussens nye bog "Befrielsens Øjeblik", hvori han blandt andet inviterer Mette Frederiksen til at danne en SV-regering. Foto: Ludvig Dittmann

Ordstyrer Mads Sandemann fremhævede fredag Carl Holsts omdiskuterede bog, der udkom for nyligt, hvori han beskriver Venstre som et dysfunktionelt parti efter formandsopgøret i 2014. Mads Sandemann ville vide, hvordan Løkke vil igen vil gøre Venstre til et sammentømret parti.

Lars Løkke understregede, at uenigheder i Venstre ikke bunder i formandsopgøret, men at det er en naturlig - og ifølge ham positiv - del af partiets kultur, at man kan være uenige om de beslutninger, der er truffet. Løkke beskrev fredag Venstre som et liberalt parti, der går ind for det frie valg. Men partiet har ifølge ham været nødt til at gå imod sine intuitive principper i en række sager - herunder maskeringsforbuddet - fordi den praktiske virkelighed tilskynder det.

- Jeg er glad for at tilhøre et parti, hvor man tænker sig om og går ind i en debat frem for lydløst at acceptere tingene, sagde han.

F for fejring

Sundhedsreformen har fået skyld for at centralisere sundhedsvæsnet. Det afviste Løkke fredag, idet han påpegede, at der kommer flere sundhedshuse og akutberedskaber ud i landet. Foto: Ludvig Dittmann

I sin nyligt udkomne bog "Befrielsens Øjeblik" skriver Lars Løkke Rasmussen, at han ikke har fejret regeringens udlændingestramninger. Det står i kontrast til udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg (V), der har været i vælten for at have fejret en række udlændingestramninger med kage.

- Det er et temperamentsspørgsmål, hvordan man udtrykker sig, sagde Lars Løkke Rasmussen fredag, hvorefter han understregede, at han ikke vil fejre antallet, men effekterne af stramningerne.

Han pegede blandt andet på, at Danmark har det laveste antal asylansøgere i ti år, og at langt flere af dem, der kommer til Danmark, er klar til at tage et arbejde end tidligere. Han opfordrer til, at man ikke skærer alle udlændinge over én kam, fordi der er forskel på, om man kommer som flygtning og har behov for beskyttelse, eller om man kommer til landet, fordi græsset er grønnere her.

H for handicap

Foto: Ludvig Dittmann

En af de borgere, som i sidste uge var mødt op i Musikhuset i Esbjerg for at stille Mette Frederiksen spørgsmål, var ligeledes til stede fredag for at konfrontere Lars Løkke Rasmussen.

Spørgeren, der repræsenterer Udviklingshæmmedes Landsforbund (Ulf), lod statsministeren vide, at de handicappede føler sig overset og tilsidesat af politikerne under valgkampen. En påstand, som Løkke ikke kunne genkende.

- Vi har vedtaget en lov, der sikrer nul diskriminering. Når vi taler om at styrke kernevelfærden, handler det om, at vi skal gøre alt, hvad vi kan, for dem, der har det største behov, sagde han.

Under hashtagget #enmillionstemmer står mennesker med handicap og psykiske lidelser lige nu frem på de sociale medier for at skabe mere fokus på emnet i valgkampen. Det har Lars Løkke Rasmussen noteret sig, og derfor har han aftalt med landsformanden for Ulf at mødes inden valgdagen den 5. juni for at tale om tingene, fortalte han fredag.

I for indflytning af arbejdspladser

Cirka 70 JydskeVestkysten-læsere var mødt op for at opleve statsministeren i Esbjerg. Foto: Ludvig Dittmann

Udflytningen af statslige arbejdspladser til provinsen har været til stor debat i den seneste valgperiode, fordi regeringen har sat sig som mål at flytte 8000 arbejdspladser fra København og ud i landet. Blandt andet er Landbrugsstyrelsen rykket ind på Augustenborg Slot. Fredagens ordstyrer Mads Sandemann påpegede med et glimt i øjet, at man her i landsdelen ynder at kalde manøvren indflytning af statslige arbejdspladser, hvorpå han krævede statsministeren svar på, om endnu flere arbejdspladser vil blive flyttet ud, hvis han genvinder magten.

- Jeg kan ikke love en tredje runde. Men jeg kan love, at vi vil have øje på det, hver gang der bringes en ny institution eller andet i spil, sagde Lars Løkke Rasmussen og pegede på sundhedsreformen som et eksempel.

Her er der lagt op til, at der skal etableres en national overbygning, som har ansvaret for, at tingene bliver gjort på samme måde i hele landet. Denne nationale enhed agter statsministeren at placere i Aarhus frem for København.

K for klima

Et stort hold medlemmer af Venstres Ungdom bakkede fredag Lars Løkke Rasmussen op, da han ankom til Den Røde Okse. Det foregik blandt andet med slagsange. Også Venstre-kvinden Ulla Tørnæs, der stiller op i Esbjerg, deltog i arrangementet. Foto: Ludvig Dittmann

Klimaudfordringer er på alles læber i valgkampen, men ifølge Lars Løkke Rasmussen griber alt for mange til de lette løsninger.

- Mange kalder på en reaktion uden tanke på, hvordan bæredygtighed og velstand skal gå hånd i hånd, sagde han og understregede, at man ifølge ham ikke kan tale klima uden også at tale økonomisk vækst.

L for lejlighedssang

I slutningen af arrangementet kunne læserne stille statsministeren spørgsmål. Foto: Ludvig Dittmann

Lars Løkke Rasmussens nye bog "Befrielsens Øjeblik" vakte opsigt, fordi statsministeren i bogen bejler til Mette Frederiksen om et regeringssamarbejde. Fredag fortalte han, at han længe har gjort sig tanker om en SV-regering, og at han besluttede sig for at nedfælde tankerne i en bog, fordi han ellers frygtede at blive beskyldt for at have digtet en lejlighedssang.

Han lagde ikke skjul på, at ideen om en SV-regering bunder i frygt for yderfløjene - herunder Stram Kurs og Nye Borgerlige, der henholdsvis ønsker at forbyde islam og melde Danmark ud af internationale konventioner.

- De krav kan jeg aldrig lægge mig ned for, slog han fast.

O for optimering

En tilhører i salen fortalte om, hvordan hun til daglig arbejder med at optimere processer i private virksomheder. Hun ville vide, hvordan statsministeren har tænkt sig at sikre, at pengene også rækker længere i det offentlige.

Lars Løkke Rasmussen gav spørgeren ret i, at der er alt for store forskelle på, hvor effektivt pengene bliver brugt fra børnehave til børnehave og fra plejecenter til plejecenter. Han pegede på, at regeringen har forsøgt at imødekomme udfordringen gennem sin sammenhængsreform, der blandt andet stiller krav til bedre offentlig ledelse og til at udnytte digitaliseringen og nye teknologier bedre.

- Det er ikke sexet, og ingen gider høre om det i en valgkamp, men det er helt nødvendigt at finde svar på dit spørgsmål, sagde statsministeren.

Han understregede dog, at der bliver flere og flere børn og ældre i Danmark, hvorfor alle problemer ikke kan løses ved at effektivisere. Det er årsagen til, at han har lovet 69 milliarder kroner til velfærd under valgkampen.

P for pølser og håndbajere

Inden arrangementet var 47-årige Anne Mette Hede Jensen i baren for at hente et glas vin. Hun mener, at demokratiet skal fejres, og at både politikere og vælgere har et ansvar for det. Derfor var hun blandt tilhørerne fredag.

- Det er da mega hyggeligt at troppe op og lægge øre til. Jeg regner også med, at vi skal have håndbajere og røde pølser på valgdagen. Det er betydningsfuldt og vigtigere end nogensinde at diskutere demokratiet, sagde hun.

Anne Mette Hede Jensen har tidligere arbejdet sammen med Lars Løkke Rasmussen i hans fond, Løkkefonden, der har til formål at hjælpe utilpassede drenge. Hun afslører dog, at hun hverken er medlem af hans parti eller stemmer på ham.

R for Robin Hood

Det lyder ikke som det mest sexede, men den såkaldte udligningsordning har været et brandvarmt emne både før valget og vil med al sandsynlighed også blive det efter. Groft sagt tager ordningen i bedste Robin Hood-stil penge fra de rige kommuner og giver til de fattige, således at landets 98 kommuner har mulighed for at tilbyde sine borgere et lige velfærdsniveau på trods af forskelle i skattegrundlag og befolkningssammensætning.

Lars Løkke Rasmussen pegede på, at systemet i dag er præget af en række skævheder, og at der derfor er hårdt brug for en reform. Samtidig understregede han, at det er et sprængfarligt emne at beskæftige sig med som politiker, fordi man får samtlige af landets borgmestre på nakken.

- Det kan jeg sige med sikkerhed, for jeg har prøvet det før. Jeg kunne ikke bevæge mig nogle steder i kommunalt regi. I kommunerne nord for København havde man et billede af, at der kørte en pengetransporter hen over Storebælt. Da jeg så kom herover sagde man, at pengetransporteren ikke var lastet tungt nok, sagde han og opfordrede til, at den nye regering tager fat på opgaven som noget af det første.

I 2018 forsøgte politikerne forgæves at nå til enighed om en reform af systemet, og ifølge Lars Løkke skyldtes det, at man allerede dengang var alt for tæt på valget. Ingen ønskede at gøre sig upopulære.

S for slagsange

Foran restaurant Den Røde Okse mødte Lars Løkke Rasmussen en hær af tilhængere. Iført blå jakker, Venstre-logoer, blå regnslag og trafikskilte med teksten "skatte STOP" sang medlemmer af Venstre Ungdom slagsange, da deres formand trådte ud af sin bus.

- Danmark har brug for en borgerlig, liberal regering igen, lød det på rytmisk vis.

Også Venstre-kandidaten Ulla Tørnæs, der er opstillet i Esbjerg, var mødt op til arrangementet.

U for ulighed

En tilhører krævede svar på, hvordan statsministeren forholder sig til, at der lever tusindvis af fattige børn i Danmark som følge af lave sociale ydelser.

Lars Løkke Rasmussen understregede, at han ikke nødvendigvis køber de statistiske modeller, som begrebet fattigdom er knyttet op på. Han fortalte om, hvordan han og hans hustru levede på en sten, da de fik deres ældste søn. Hun på SU, han der brugte alle parrets penge som formand for Venstres Ungdom.

- Jeg er sikker på, at vi ville ryge ind i den definition, men det er gået nogenlunde endda, sagde statsministeren og argumenterede for, at det bedste, man kan gøre, er at give børnenes forældre mulighed for at komme i beskæftigelse.

- Vi har lavet et kontanthjælpsloft, en integrationsydelse og skattelettelser for dem med små indkomster, så det bedre kan betale sig at arbejde. Mange børn, der har forældre på kontakthjælp, har det ikke længere, sagde han.

Lars Løkke Rasmussen i Esbjerg

  • Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) talte fredag eftermiddag foran cirka 70 potentielle vælgere på restaurant Den Røde Okse i Esbjerg
  • Dagens ordstyrer var JydskeVestkystens chefredaktør Mads Sandemann, der udfordrede Løkke på emner som sundhedsreformen, udflytning af statslige arbejdspladser, omstridte fejringer af udlændingestramninger og Danmarks høje skattetryk.
  • Arrangementet er en del af JydskeVestkystens live-koncept, JV Direkte, hvor avisen inviterer læsere til at møde kendte personer med relevans for Syd- og Sønderjylland.
  • JydskeVestkysten arrangerer JV Direkte-arrangementer cirka 30 gange om året forskellige steder i landsdelen.
  • I marts var avisen blandt andet vært for en direkte duel mellem Pernille Vermund (NB) og Kristian Thulesen Dahl (DF), som blev livetransmitteret på både DR og TV 2 News. Det var også tilfældet, da Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen (S) onsdag tørnede sammen i direkte duel i Aabenraa.
  • Mette Frederiksen besøgte ligeledes Esbjerg tirsdag i sidste uge.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Naturligvis har bro følger

Før etableringen af den faste forbindelse over Storebælt var den ingen ende på bekymringerne. Fisk, fugle og pattedyr ville blive truet, måtte man dengang forstå. Efter hensynet til samfundets interesser samt følgerne for flora og fauna blev holdt op mod hinanden, blev bro og togtunnel alligevel bygget. Som bekendt gik verden ikke under. Nu foreligger en rapport om de naturmæssige konsekvenser af en bro mellem Als og Fyn. Vurderingen blev udarbejdet i januar, men er først nu offentliggjort. Forklaringen på forsinkelsen er ukendt, men måske har Vejdirektoratet slet og ret skammet sig over konklusionens banalitet. Broen vil medføre uoprettelig påvirkning af natur og dyrelivet både i anlægs- og driftsfasen. Naturen vil blive påført skader, der ikke kan gøres om, vurderer specialisterne således. Og ja, det er givetvis korrekt. Sådanne konsekvenser ligger i anlægsarbejders natur. Selv en mindre cykelsti forandrer landskabet for bestandigt. Musereder bliver ødelagt, frøer fordrevet og regnormene kan ikke længere komme op. Men skulle man af den grund undlade at sikre børns liv og førlighed på skolevejen? Svaret giver vist sig selv. Naturligvis er sammenligningen sat på spidsen og konsekvenserne af et brobyggeri ulig større end følgerne af en cykelsti. Men der kan alligevel drages nogenlunde ens konklusioner. Fordele og ulemper skal afvejes. Vi skal passe på vores miljø – ikke mindst når der er tale om et sårbart område som farvandet mellem Als og Fyn. Vil byggeri og drift have katastrofale konsekvenser for naturen, må planerne opgives. Broen skal heller ikke etableres, hvis det ikke giver overordnet mening økonomisk og samfundsmæssigt. Til gengæld skal der bygges, hvis hensynet til vores fælles bedste taler for det, og der ikke er udsigt til virkelig alvorlige skader på omgivelserne. Vi må ikke ende samme sted, som vores naboer mod syd, hvor naturklager kan forsinke etableringen af vigtig infrastruktur i år eller nogle gange ligefrem årtier.

Annonce