Sønderborg: Mange unge har udfordringer med at få tid til både skole, idræt og et socialt liv ved siden af. Nogle unge bruger over 70 timer om ugen på skole og idræt alene. Det er 15 timer mere om ugen end for bare ti år siden. Det vil vi på Sønderborg Statsskole nu forsøge at hjælpe med at håndtere.
Fra august 2021 lancerer gymnasiet derfor et nyt tilbud til unge, der dyrker idræt på et højt niveau. Tilbuddet er rettet mod unge, der er seriøse med deres sport, træner mange gange om ugen og befinder sig iblandt eliten eller lige under.
På Sønderborg Statsskole vil eliteidrætsudøverne blive samlet i én klasse i et tre-årigt-forløb, hvor der vil blive mulighed for morgentræning to dage om ugen. Klassen får desuden tilknyttet idrætsmentorer, som kan hjælpe med både mental- og fysisk træning.
En stor fordel
Rune Overlund Sørensen, elev på Statsskolen og håndboldspiller i SønderjyskE:
- At gå i en klasse med andre, som dyrker idræt på samme niveau, ville have været en kæmpe fordel. Man ville være sammen om både sport og skole, og ville kunne hjælpe og støtte hinanden.
Sønderborg Statsskole begynder her i december opførelsen af ny idrætshal med træningscenter og kunststofbane.
- På statsskolen har vi et stort fokus på idræt. Udover skabelsen af det nye eliteidrætstilbud er vi i gang med at skabe et bredere samarbejde med byens foreninger samt påbegynder opførelsen af nye, helt moderne idrætsfaciliteter her i december, tilføjer rektor Ole Kamp Hansen.
Sønderborg Statsskole er desuden blevet optaget i Elitegymnasier.dk og har i mange år også haft elever i Team Danmark-regi, hvilket stadig vil være en mulighed.