Annonce
Haderslev

Stefan fik hjælp til at mande sig op: Nu tør han give konen svar på tiltale

Stefan Nielsen erkender i dag, at han har følt sig underlegen i sit parforhold. Nu tør han sige sin mening og gøre de ting, som gør ham glad. For eksempel at gå til ishockeykamp med vennerne, og konen står ikke klar med kagerullen, når han kommer hjem. Foto: Dorthe Rasmussen
Mange mænd føler sig under tøflen i dag, og det er kvinderne faktisk trætte af, for de vil have spændende mænd, der kan give dem modspil. Lokal behandler tilbyder nu onlineforløb til trængte mænd, og det har blandt andet reddet Stefan Nielsens parforhold.
Annonce

HADERSLEV: - Jeg var nok blevet lidt af et skvat, erkender Stefan Nielsen.

Han er blandt de syv første mænd fra lokalområdet, som har været på mandekursus hos sexolog og parterapeut Amalie Pedersen i Nørregade i Haderslev for at lære at sige fra og til.

Det meste af kurset er foregået online på grund af corona, og Amalie Pedersen vil lave flere mand-dig op kurser i fremtiden.

Spydige kommentarer fra mænd på Facebook om, at hun ikke kan lave mandekurser, når hun selv er kvinde, preller af på hende. Mange kvinder vil også gerne, at deres mænd står stærkere, og det kan hun hjælpe dem med.

- Jeg kan jo se fra min parterapi, at der er et behov. Mange mænd i dag har svært ved at stå ved sig selv. De har tendens til at trække sig fra konflikter, tage tingene meget personligt, reagere uhensigtsmæssigt og have svært ved at sige til og fra, konstaterer Amalie Pedersen.

Annonce

Konen bestemte det hele

Den 40-årige Stefan Nielsen var en af den slags mænd, der havde overladt førersædet totalt til konen.

Hun styrede børnene, hjemmet - det hele.

Stefan sagde ja, når han egentligt mente nej og var rimelig utilfreds med sig selv. Det lave selvværd sled på forholdet.

Konen ville i parterapi, og Stefan sagde bare ja, ja og atter ja - lige indtil Amalie Pedersen gav ham et vink om, at han var nødt til at arbejde med sig selv, hvis han ville have respekten tilbage.

- Jeg er ikke den mand, der normalt deler følelser med andre, men man skal også udfordre sig selv engang imellem, siger den 40-årige Stefan Nielsen.

Han er fleksjobber, gift og har to børn på 14 og ni år.

Da børnene kom til, tippede balancen for alvor i parforholdet.

Stefan Nielsen følte sig henvist til passagersædet. Han opgav, og det kan han godt se i dag, var en fejl.

- Jeg havde udfordringer ved at stå ved mig selv og mine holdninger. Det er der stadig lidt, for kvinder i dag står enormt stærkt. Vi er jo lidt undermineret i dag- os mænd, konstaterer Stefan med et smil.

På kurset har han fået redskaber til at forklare sig og forstå, hvad der sker, både med en selv og ens partner, når man pleaser for meget. En kvinde, der ikke bliver udfordret, synes, at man er kedelig.

Annonce

Slut med sure miner

Som kvinde har Amalie Pedersen kunne give kursisterne en indsigt i kvinder, de måske ikke havde i forvejen.

- Alle mænd er bange for at såre deres kvinde eller gøre dem sure. Så hellere trække sig eller lade være med at sige så meget. Jeg har altid trukket mig, for jeg gider ikke skænderier og konflikter. Det fandt min kone hurtigt ud af, fortæller Stefan.

I starten er det måske meget sjovt for konen at få lov at bestemme, men på et tidspunkt bliver hun træt.

Stefan mærkede det blandt andet ved, at hans kone tit var sur, når han tog sig lidt frihed til at gøre noget sammen med sine venner.

- Jeg følte mig også intellektuelt underlegen, fordi hun er bedre uddannet end mig og har fuldtidsjob, mens jeg er fleksjobber på grund af en arbejdsskade. Det betød så også, at hun tog sig flere friheder end mig. Nu er der kommet en ligevægt i vores relation, konstaterer Stefan Nielsen.


Hvis der er noget, jeg ikke har lyst til, så siger jeg: Nej, det gider jeg faktisk ikke.

Stefan Nielsen


Når man er forelsket, vil man gøre alt for hinanden. Efter 22 års samliv har Stefan og konen fundet balancen igen.

- I dag tager vi beslutningerne sammen og bakker hinanden op i dem. For eksempel overfor børnene: - Når far har sagt det, så er det bare sådan, konstaterer Stefan Nielsen.

Han mærker også på andre måder, at hans kone har fået respekt for ham igen.

- Hvis der er noget, jeg ikke har lyst til, så siger jeg: Nej, det gider jeg faktisk ikke. Og hvis der er noget, jeg gerne vil, så gør jeg det. Hvis en kammerat ringer og spørger, om jeg vil med til ishockey i Vojens, så skal jeg ikke stå til regnskab bagefter. Jeg har taget min plads i forholdet, og min kone lytter til mine ønsker og behov nu, siger Stefan Nielsen.

Før faldt der ofte brænde ned, når han kom hjem.

- Nu synes hun, at det er dejligt, at jeg går ud med kammeraterne engang imellem. Der kommer en frisk energi efter sådan en tur, fortæller Stefan Nielsen.

Annonce

Et tabu at tale om

For Amalie Pedersen har det været en ny udfordring at arbejde med mænd, der har været ramt på deres mandighed.

Der er en tabu omkring det, og Stefan Nielsen er da også den eneste af mændene fra det første mande-kursus, der har mod til at stå frem og fortælle om, hvad han har fået ud af det. Han håber, at det kan være med til at få de skvattede mænd ud af busken og få gjort noget ved problemerne:

- Flere mænd burde gøre det, for det er faktisk ikke slemt at komme hjem med nogle redskaber og vise konen, at man faktisk ikke gider bliver snakket sådan til længere.

I dag er Stefan blevet den bedste udgave af sig selv, og han er glad. Som han siger:

- Jeg har givet min kone noget frisk dej, som hun kan lave boller af!

Stå stærkere- Mand!

Stå stærkere – Mand ! er et seks ugers online forløb til mænd om selvværd, personlig udvikling og kommunikation.

Online forløbet handler som overskriften lyder om at stå stærkere som mand.

- Blive bedre mærke og sætte grænser.

- Blive bedre i stand til at sige fra.

- Blive bedre i stand til at tage sin plads enten i dit parforhold eller på sin arbejdsplads

- Får nye indsigter i sine adfærdsmønstre og dermed en bedre forståelse af sig selv.

Flere mænd udtaler:

- Efter forløbet Stå stærkere mand blev jeg bedre i stand til at have en mening og give udtryk for den. Kærligheden mellem min kone og mig er begyndt at blomstre, fordi jeg både siger fra og står ved mig selv.

En anden mand siger, at han har fået det så godt med sig selv. Han er især blevet rigtig god til at sige fra og stå ved sig selv. Det giver et naturlig samspil og modspil, som hans kone efterspurgte.

En anden mand siger, at himlen falder ikke ned når man siger fra, og hvor er det fantastisk at kunne stå ved sig selv.

Mere info om kurset på Amalie Pedersens hjemmeside.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Trekantområdet

Tre ledere er udpeget: I morgen bliver hele løsningen for hjemmeplejedistrikt præsenteret

Annonce