Annonce
Genforeningen

Stemningen ved folkeafstemningen var højspændt

Fra begge sider var der store følelser i spil, da vælgerne ved to afstemninger i 1920 skulle vælge mellem Danmark og Tyskland. Den nordlige del af det daværende Slesvig-Holsten var statsløst område op til afstemningerne.

Helt siden 1898 har Hermann Bendix Todsen været Flensborgs overborgmester. Ikke alle borgere vil acceptere, at byens populære førstemand bliver nødt til sådan bare at forlade Flensborg midt i valgperioden. Ganske vist har den dansksinde politipræsident forbudt et planlagt arrangement med taler og bannere. Men i tavshed forsamles flere hundrede protesterende indbygger foran Todsens hus i den noble Stuhrs Allee, da han bliver afhentet i bil. Tilskuerne kan iagttage stålhjelme, maskingeværer og en båre med forbindingskasse – alt sammen for det tilfælde at situationen spidser til.

Det gør den ikke, men dette øjebliksbillede fra januar 1920 illustrerer undtagelsestilstanden i det nordlige Slesvig-Holsten for 100 år siden. Få uger før folkeafstemningen om tilhørsforholdet til Tyskland eller Danmark er atmosfæren anspændt til det yderste. Ikke blot Todsen, men samtlige politisk valgte tjenestemænd og ledende medarbejdere i forvaltningerne i hele afstemningsområdet må forlade deres poster for en tid. Det er et led i fredsaftalen fra Versailles om at gøre rammebetingelserne i forbindelse med afstemningen så neutrale som mulig. Fra den 24. januar 1920 er den nationale kampzone således statsløst område. Det tyske rige og provinsen Preussen er frataget samtlige beføjelser.

Annonce
Det område, der skulle stemmes i, blev styret af den internationale kommission på Norderhofenden ved havnespidsen i Flensborg. Dengang var det et hotel, mens det i dag rummer politiets hovedkvarter. Arkivfoto

International kommission

Øverste myndighed er en kommission, der består af to briter samt en franskmand, en nordmand og en svensker. Commission Internationale de Slesvig (CIS) residerer på hotellet Flensburger Hof ved havnespidsen, hvor Flensborgs centrale politistation i dag befinder sig. For at sikre kommissionens arbejde er 3000 udenlandske soldater ankommet nogle dage tidligere. Den britiske marine og infanterister er indkvarteret på Marineskolen i Flensborg, mens franske alpejægere befinder sig på Duburg-Kaserne i Flensborg samt i Haderslev, der er den nordligste by i kommissionens myndighedsområde.

Begge afstemningszoner er ikke kun befolket af deres egentlige indbyggere. Såvel fra det øvrige Tyskland som Danmark er stemmeberettigede kommet rejsende i stort tal. I Flensborg udgør de tilrejsende 24 procent af de stemmeberettigede. For ikke blot må alle indbyggere over 20 år i afstemningszonerne afgive deres stemme. Det samme må alle, der er født i området før år 1900 og er flyttet bort eller måske blevet udvist.

Tilrejsende vælgere

Disse stemmeberettigede dansk- og tysksindede rejser til området med særtog eller dampskibe. I en stemning af folkefest bliver de modtaget på perronerne og kajerne af deres ligesindede. Alene i Sønderborg er 1100 ankommet sydfra, beretter Flensburger Tageblatts korrespondent.

På Rådhuspladsen var der en filharmoni-koncert. Om eftermiddagen strømmede de tyske indbyggere til Slotspladsen med deres gæster, fortsætter artiklen. Omkring 5000 deltagere var der tale om.

Under afsyngelse af Slesvig-Holsten Sangen og andre fædrelandskærlige viser bevægede et optog med 30 faner gennem hovedfærdselsårerne til havnen, hvor to store dampskibe fra København netop var ved at sætte deres vælgere i land. Det kom ikke til nogen sammenstød.

Tilstrømningen i Tønder var den samme.

- De seneste dage stod i modtagelsens tegn, beretter Tageblatt.

I forsamlingslokalerne Schützenhof og Tonhalle blev der gennemført tyske hjemstavnsaftener. Salene var overfyldte, og hundreder måtte vende om, fordi der ikke var plads.

På samme vis kommer den danske sides tilhængere i stemning.

Endog helt ned til beklædningen rækker bestræbelserne. I begge siders aviser opfordres læserne til at orientere sig efter de respektive flag – altså enten de slesvig-holstenske blå-hvid-røde farver eller Dannebrogs rød-hvide.

Der skulle ikke sættes krydser. Vælgerne skulle blot tage en seddel og lægge den i valgurnen. Arkivfoto

Gik som forventet

I første zone, Nordslesvig, træffer vælgerne deres beslutning den tiende februar 1920. 101.652 går til valgurnerne. Det svarer trods det våde og kolde vejr til en valgdeltagelse på 91,5 procent. Valglokalerne er åbne fra klokken ni til 19.

Der skal ikke sættes kryds. I stedet skal afstemningsdeltagere vælge mellem to sedler. På den ene står der Tyskland/Deutschland på den anden Danmark/Dänemark. De tysksprogede betegnelser er skrevet med gotiske bogstaver - de danske med de mere moderne romanske.

Udfaldet lever i det store og hele op til forventningerne. 74,2 procent stemmer for Danmark og 24,9 procent for Tyskland. I den danske anmodning til fredskonferencen i Versailles havde man med vilje afgrænset afstemningszonen så nøjagtigt, at man kunne være sikker på et rødt-hvidt flertal.

Den dansksindede landbefolkning gør udslaget. Med undtagelse af Haderslev er der derimod tysk flertal i byerne: Sønderborg 55 procent, Aabenraa 54 og Tønder endda 76 procent.

Desuden er der flere tyske end danske stemmer i godt 30 landsogne. Men fordi der bliver stemt en bloc – altså samlet i hele Nordslesvig har lokale, tyske flertal ingen konsekvenser.

Solen skinner ganske vist, da de 64.524 vælgere i zone to, Mellemslesvig, skal stemme. Men rammebetingelserne i dette stykke land mellem nogle landsbyer øst for Flensborg over byen selv til de nordfrisiske øer er mere dramatisk. Fordi valgresultatet her tæller fra valgkreds til valgkreds har hver eneste stemme større konsekvenser end i Nordslesvig. Derfor bliver der kæmpet så meget desto hårdere til sidste øjeblik.

Den senere valgdato har de danske initiativtagere til folkeafstemningen fået gennemført i forventning om, at flere vælgere i zone to kunne vælge at beslutte sig for Danmark, når de ser udfaldet i Nordslesvig - også for at bevare forbindelsen med Flensborgs nordlige opland.

Flyveblade og plakater bliver censureret af CIS fra den 18. februar for at undgå de værste udskejelser. Den største demonstration samler dagen før afstemningen 35.000 deltagere. I cirka to timer bevæger denne manifestation for den tyske side sig gennem byens vestlige halvdel. Den danske fraktion i Flensborg bliver først og fremmest vred over en udmelding fra direktørerne for værftet og kobbermøllen. Umiddelbart før afstemningen meddeler de, at de vil flyttet de to virksomheder med de mange arbejdspladser, hvis Flensborg skulle blive dansk.

I sidste sekund falder meldingen om det såkaldte Kapp-kup som en bombe. Den tyske regering er flygtet fra Berlin, fordi højreorienterede kredse inden for militær, administration og politik gør oprør mod den nyoprettede, tyske republik.

Den 13. marts – en dag før afstemningen – breder nyheden sig. I første omgang er der tale om rygter, fordi der i begyndelsen af massekommunikations tidsalder tager sin tid, før det foreligger et klart billede af situationen. Men meldingerne rækker dog som et tegn på, hvor vakkelvorne de statslige forhold er i Tyskland efter den tabte, første verdenskrig.

Det må forblive ren spekulation, om det koster stemmer for den tyske side. Men udfaldet er lige så tydeligt som den 10. februar i første zone – blot med omvendt fortegn. 75,2 procent af Flensborgs indbyggere har besluttet sig for Tyskland og 24,8 procent for Danmark. I anden zone som helhed er udfaldet endnu tydeligere: 80,2 procent tyske, 19,8 procent danske stemmer. Valgdeltagelsen når op på 90,75 procent. Kun i tre landsbyer i den vestlige del af Föhr er der små, danske flertal.

De tyske valgmøder var langt de største i Flensborg, Arkivfoto

Afstemning blev respekteret

CIS og de allieredes ambassadørråd i Paris har dog det sidste ord. Og som fastlagt i Versailles-traktaten vil de ikke udelukkende fastlægge grænsen ud fra afstemningsresultatet men også "under hensyn til økonomiske og geografiske forhold". Det tolker mange som et fribrev til afvigelser fra afstemningsresultatet. Tilsvarende stor er fantasien på såvel den tyske som den danske side, og der bliver kæmpet for ændringer. I sidste ende får ingen af disse bestræbelser betydning. I foråret 1920 bliver grænsen lagt nøjagtig på skillelinjen mellem de to afstemningszoner.

Den 10. juli 1920 tager kong Christian X Nordslesvig i besiddelse gennem en symbolsk ridetur hen over den gamle grænse ved Kongeåen.

Et dansk valgoptog på vej gennem Norderstraße i Flensborg. Arkivfoto
Franske alpejægere tog sig af sikkerheden i Haderslev. Arkivfoto
Begge sider havde travlt med at fragte stemmeberettigede til den omdiskuterede landsdel. Arkivfoto
Valgdeltagelsen var meget høj i begge zoner, og der blev satset på at hjælpe alle til afstemningsstederne. Arkivfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Støjplagede borgere raser over kampfly som aldrig før: Klager er næsten tredoblet på et år

Kommentar For abonnenter

Mens vi venter på motorvejen

Det er lidt med motorvejene, som det er med vindmøllerne. Vi vil sådan set rigtig gerne have dem, men de skal bare ikke ligge tæt på, hvor vi selv bor. De kritiske røster var klart i overtal, da der tilbage i sommeren 2017 blev sat gang i en offentlig høring af planerne omkring en ny midtjysk motorvej – populært kaldet for Hærvejsmotorvejen. Samme billede er der ved den igangværende høring i forbindelse med VVM-undersøgelsen Tilbage i 2017 var eksempelvis Bække Lokalråd og Bække Borgerforening særdeles klare i mælet i deres høringssvar, hvor én af sætningerne lød således: - Frygten er, at en motorvej - med eller uden afkørselsramper - vil sætte gang i en langsom, men sikker affolkning. Citat slut. Det er ikke noget at sige til, at frygten for en motorvej er til stede. Ikke mindst støjen fra tusindvis af biler, som vil passere forbi, giver anledning til betydelig utryghed hos mange. Dertil kommer også en motorvejs indiskutable indgriben på naturen og miljøet. Argumenterne fra utrygge borgere er ganske forståelige. Men som med meget andet, så er debatten omkring motorveje ikke udelukkende sort eller hvid. Motorvejene kan rent faktisk også bringe noget positivt med sig. Erhvervsudviklingen har ganske mange steder, hvor der er blevet etableret motorveje, vist sig at være positiv. Der er positive eksempler nok – selv inden for vores egen kommune. I Vejen, Brørup og Holsted taler udviklingen i erhvervslivet tæt ved motorvejen sit klart tydelige sprog. Danish Crowns slagteri i Holsted var med sikkerhed ikke blevet placeret i området, havde der ikke været en motorvej Også længere oppe i det midtjyske er der klare fortællinger om, at motorvejen klart kan bringe noget positivt med. I Ikast-Brande Kommune konstateres det, at motorvejene er med til at øge bosætningen og etablering af nye erhvervsvirksomheder. I Silkeborg er der også begejstring. I den midtjyske by er der knap et år efter åbningen af motorvejen for nogle få år siden sat rekord i salget af erhvervsjord. Om hærvejsmotorvejen overhovedet bliver til noget, vil blive afgjort inde på Christiansborg. Men i næste måned – mandag den 16. marts – har Vejdirektoratet inviteret til borgermøde i Vejen. Her vil der blive orienteret om VVM-undersøgelsen og de seks linjeføringer, som er bragt i forslag. To af linjeføringerne vil medføre ganske mange kilometer asfalt gennem Vejen Kommune – og vil også byde på to til- og frakørselsramper dels ved Bække og dels ved Gesten. Hvordan det modtages, må vi se tiden an. Men ud over den forståelige utryghed omkring støj og negativ indvirkning på natur og miljø så vil en ny motorvej også give nogle muligheder. GOD SØNDAG

Annonce