Fyn: Drabet på en 33-årig tysk mor i august 2016 ved en motorvejsbro hen over Fynske Motorvej, hvor en eller flere ukendte gerningsmænd smed en 30 kilo tung betonflise ned i familiens bil, har været med til at inspirere den aarhusianske forfatter Jens Blendstrup.
Han har skrevet historien "Den første sten" i novellesamlingen "Sorgens balalajka", som handler om en udadtil velfungerende familiefar og leder i en bank, som i en form for midtvejskrise bliver fascineret af at kaste noget ned fra en motorvejsbro.
Forfatteren fortalte onsdag i kulturprogrammet Kræs på Radio4 om, hvordan ulykken i 2016 og de mange efterfølgende artikler i medierne gav ham inspiration til sit litterære værk.
- Jeg undrede mig over, hvad der får et menneske til at kaste sten fra en motorvejsbro. Så kom jeg i tanke om, at det kunne være et helt almindeligt menneske, der fandt en sten på en bro og pludselig kaster den ud. Det vokser for ham, indtil han slår et rigtigt menneske ihjel, fortæller forfatteren.
Spænding i tilværelsen
Bogen udkommer fredag, og i radioprogrammet gav Jens Blendstrup en forklaring på, hvorfor han netop har valgt stenkasterdrabet fra Fynske Motorvej til en novelle.
- Man ved godt, at børn foretager sig de mærkeligste ting for at prøve virkeligheden af, men hvad nu hvis det er et velfungerende menneske, som mangler spænding i sin tilværelse og i stedet for at bestige et bjerg som Mount Everest kaster sten ud fra en motorvejsbro, spørger Jens Blendstrup.
Han forklarer også, hvorfor han har valgt at belyse ulykken og drabet lyrisk.
-Det er interessant at gå ind i forbryderens sind og skildre ud fra en fiktionsramme, og som forfatter synes jeg også, det er min pligt at belyse en sag med det, jeg kan. Jeg er godt klar over, at det er virkelige mennesker, som kommer til skade, men det er også, fordi jeg selv følte en fortvivlelse over at læse artiklerne om de her sager, siger Jens Blendstrup.
Betonflise kastet
Drabet i virkelighedens verden fandt sted en tidlig søndag morgen den 21. august 2016, hvor der blev smidt to 30 kilo tunge betonfliser og to 10 kilo tunge brosten ned fra en motorvejsbro på Langesøvej hen over Fynske Motorvej.
En tysk familie var på vej hjem fra ferie i Sverige til Recklinghausen ved Dortmund i Midttyskland, og én af de 30 kilo tunge betonfliser ramte lige ned i familiens sorte Seat Leon.
Den 33-årige mor var dræbt på stedet, mens hendes 36-årige ægtemand blev invalideret for altid. Parrets dengang femårige søn slap med lettere knubs. Siden har politiet efterforsket stenkastersagen som drab, men fire et halvt år efter er der stadig ingen anholdte i sagen.
Senest er op imod 70 unge fra Odenseforstaden Tarup blevet afhørt af Fyns Politi, ligesom de unge har fået taget deres dna til efterforskningen. Både på betonflisen, som dræbte den 33-årige mor, og på andre sten kastet fra motorvejsbroer, er der fundet dna-materiale. Det har dog stadig ikke ført til nogen opklaring.
I kulturprogrammet på Radio4 medvirker Fyens Stiftstidendes kriminalredaktør Bjarke Vestesen, som kommenterer forfatterens brug af et virkeligt og fortsat uopklaret drab i litterær kontekst.
Jens Blenstrup, forfatter til novellesamlingen "Sorgen balalajka".Det er interessant at gå ind i forbryderens sind og skildre ud fra en fiktionsramme, og som forfatter synes jeg også, det er min pligt at belyse en sag med det, jeg kan.