Annonce
Kolding

Virksomhed fik bøde på 10.000 kroner for 24 pakker hundepropper: Det er flueknepperi

50-årige Flemming Hansen og hustru har drevet FH Sten på Olgas Alle siden 2011. Foto: Anders Græsbøll Buch
Sikkerhedsstyrelsen kom kort før nytår 2019 på tilsyn hos FH Sten på Olgas Alle og fandt 24 pakker hundepropper, der ikke var CE-mærket. Det gav en bøde på 10.000 kroner. Indehaver af butikken føler, at bøden er helt ude af proportioner.
Annonce

Kolding: En bøde på 10.000 kroner for 10-12 gram krudt. Det er, hvad der for få uger siden tikkede ind hos virksomheden FH Sten på Olgas Alle, der sælger alt i sten og belægning.

Hvert år til nytår sælger virksomheden også fyrværkeri, og op til nytår 2019 kom der tilsyn fra Sikkerhedsstyrelsen, hvor der blev fundet 24 pakker hundepropper, der er den slags krudt, som du stopper i en plastikpistol, og så siger det ”bang!”. De pakker skulle have været CE-mærket, hvilket er en mærkningsordning af fyrværkeri, der blev indført i juli 2017, men det var de ikke.

- Hundepropper må man ligesom bordbomber gerne gemme fra år til år og sælge igen til næste sæson, fordi det er en såkaldt papirsvare. Det er selvfølgelig en fejl, men de fejler ingenting, og jeg vidste ikke, at vi stadig havde nogle, der var så gamle, forklarer 50-årige Flemming Hansen, der er indehaver af FH Sten.

Annonce

"Det er ufatteligt"

Bøden kom først for et par uger siden, selvom tilsynet var helt tilbage i december 2019. Derfor havde Flemming Hansen ikke regnet med, at bøden ville komme, da en medarbejder fra Sikkerhedsstyrelsen også dengang sagde, at mængden var så lille, at det ville de ikke komme til at høre for.

- Jeg synes, at det er ufatteligt, at man går i så små sko. Hvis nu de havde fundet noget tidligere, kunne jeg måske forstå det, men vi har aldrig trådt ved siden af. Selvom vi har travlt, kører vi fuldstændig efter lovens regler, og vi har fået ros hvert år, når en brandinspektør har været forbi, siger Flemming Hansen.

Han undrer sig samtidig over bødens størrelse.

- 10.000 kroner for 10 gram krudt svarer jo til 1000 kroner per gram. Hvis vi regner det op til et stort batteri på 1000 gram, så havde bøden jo været på en million kroner. Jeg er skuffet, og jeg synes, at det er flueknepperi, siger han.

Annonce

Vil stadig betale bøden

Sikkerhedsstyrelsen oplyser, at de ikke kan kommentere den konkrete sag. Udviklingschef Lone Brose skriver dog i en skriftlig kommentar, at fyrværkerisalget til nytår 2019 var den tredje sæson, hvor det var ulovligt at sælge fyrværkeri, der ikke er CE-mærket.

- Den generelle praksis er, at når en erhvervsdrivende overtræder fyrværkerilovgivningen, indstiller Sikkerhedsstyrelsen til politiet, at bødestørrelsen ikke er under 10.000 kroner. Forhandlere af fyrværkeri har pligt til at holde sig orienteret om reglerne, skriver hun.

Selvom FH Sten mener, at bøden er uforholdsmæssig stor, har de dog stadig tænkt sig at betale den.


10.000 kroner for 10 gram krudt svarer jo til 1000 kroner per gram. Hvis vi regner det op til et stort batteri på 1000 gram, så havde bøden jo været på en million kroner. Jeg er skuffet, og jeg synes, at det er flueknepperi.

Flemming Hansen, indehaver af FH Sten


Sådan kan en pakke hundepropper se ud. Det er ikke nødvendigvis de pakker, der var ulovlige. Foto: Anders Græsbøll Buch
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Regionalt For abonnenter

Advokatundersøgelse uddeler kraftige tæv til tidligere VUC Syd-ledelse: Dårlig ledelse, inhabilitet og dokumentsjusk

CORONAVIRUS

Liveblog: Stort flertal bag ny hjælpepakke - her er de vigtigste punkter

Danmark

Få overblikket: Må man ikke længere invitere 12 familiemedlemmer til 50-års fødselsdag?

Annonce