Annonce
Esbjerg

Stifter viderefører driften efter konkursramte Bygcom

Driften i byggevirksomheden Bygcom, der forleden gik konkurs, er blevet overtaget af firmaets oprindelige stifter, Martin Nielsen. Arkivfoto
Martin Nielsen grundlagde i sin tid firmaet Bygcom A/S, men forleden gik selskabet konkurs. Nu har Martin Nielsen købt driften og rettighederne, og han er overbevist om, at han kigger ind i en sund forretning.

Esbjerg: Den innovative byggevirksomhed, Bygcom A/S, som forleden blev erklæret konkurs under navnet ”Datoselskabet af 4. februar 2020 A/S”, er blevet overtaget af firmaets oprindelige stifter, Martin Nielsen, for så vidt angår rettighederne og driften. Han overtager derimod ikke personalet, som dermed skal have deres tilgodehavender dækket ved Lønmodtagernes Garantifond.

Martin Nielsen har overtaget driften/rettighederne i konkursboet via det nystiftede selskab Profilo ApS, som igen er ejet af Martin Nielsens ligeledes nystiftede holdingselskab med det pudsige navn, Mon'd'gaard Holding ApS, og ifølge Nielsen er overtagelsen sket for private midler.

Bygcom med adresse på Hulvej i Tjæreborg producerede en innovativ elementløsning af valsede, galvaniserede stålprofiler samt bygningselementer baseret på stålprofiler til byggeindustrien i Danmark og nære eksportmarkeder.

Annonce

Vi kommer stadigvæk med en ny teknologi, hvor vi bare ikke helt har vidst hvilket ben, vi skulle stå på.

Martin Nielsen, der overtager driften i konkursboet efter Bygcom

Ændret forretningsmodel

Men selskabet blev hårdt ramt, da den store entreprenørvirksomhed B. Nygaard Sørensen A/S fra Herlev tidligere i denne måned blev erklæret konkurs. Ifølge Martin Nielsen har Bygcom mistet mellem to og tre millioner kroner i forbindelse med den københavnske entreprenørs konkurs, og herefter kastede han sammen med de øvrige daværende ejere håndklædet i ringen og indgav konkursbegæring.

Ingen af de tidligere ejere/investorer er med i det nye setup, men Martin Nielsen er overbevist om, at et nyt Bygcom er levedygtigt med det samme koncept og de samme produkter, men med en ændret forretningsmodel.

- Vi kommer stadigvæk med en ny teknologi, hvor vi bare ikke helt har vidst hvilket ben, vi skulle stå på. Måske har vi været lidt blåøjede, men fremadrettet kommer vi i langt højere grad komme til at agere som underleverandører til større virksomheder, der ved at benytte vores produkt kan skabe en fordel og kvalitet i forhold til deres konkurrenter, fortæller Martin Nielsen, der efter konkurserklæringen også har bøvlet med rygter om, at han skulle være personlig konkurs, hvilket ikke er korrekt.

Ejendomshandel før konkurs

Han fortæller også, at han selv har tabt penge i forbindelse med konkursen, og han kalder det både uundgåeligt og beklageligt, at nogen får et tab på grund af konkursen. I forhold til nogle mindre verserende byggeprojekter, oplyser Martin Nielsen, at man har tilbudt parterne, at de kan købe stålet til deres byggerier. Ligeledes fastslår han, at et boligprojekt på Hellesvej i Bramming, som han står bag, ikke er berørt af konkurssagen.

Der tales om, at der er flyttet/handlet en ejendom (Bygcom Ejendomme ApS, herefter nyt navn ES2020 ApS) ud af selskabet cirka en måned før konkursen?

- Udskillelsen af ejendomsselskabet var en proces, som blev startet allerede ved årsafslutningen 2018, da resultatet satte os i en situation, hvor vi skulle nedbringe balancen. Handlen er sket i samarbejde med både bank, revisor og advokat, forklarer Martin Nielsen.

Bygcom A/S havde på tidspunktet for konkursen cirka 10 ansatte. Det nye Bygcom vil som udgangspunkt fortsætte fra adressen i Tjæreborg.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tønder

Spark-dæk i Løgumkloster er aflyst

Danmark

Live: Nu er 187 døde med coronavirus i Danmark

Annonce