Annonce
Billund

Stig Møller fik fin jubilæumskoncert med overraskelser

Stig Møller styrede både kor og orkester fik pubilkum til at synge med. Foto: Martin Ravn
Stig Møller har i år været dirigent i 50 år og blev fejret på lige den måde, han kunne tænke sig: Ved at lave noget sammen med andre. 100 korsangere og musikere var med.

Filskov: Humøret var højt i Viadukthallen i Filskov, da sangere fra en stor del af landet fredag og lørdag rykkede ind for at være med til at fejre 40 års jubilæum for koret Vokalias og 50 års ditto for korleder Stig Møller. Her var enkelte tidligere Muk' ere, medlemmer af Musikskolens Ungdomskor, venskabskor, tidligere korsangere, som var med i lørdagens sceneoptræden, dirigentvenner - og ikke mindst et børnekor med fire af Stig og Marga Møllers egne børnebørn.

Debbie Højmose var den veloplagte konferencier og styrede vittigt gennem programmet med både musicals, danske sange og hit.

- Jeg har rigtig meget at takke Stig for. Det er ham og tiden i Muk, der har givet mig interessen for musik og teater, sagde Debbie Højmose, som lige har spillet hovedrollen i My Fair Lady i Brande og til sommer kan ses på scenen i Varde Sommerspil.

- Jeg lærte det geniale ved et kor, det at kunne høre flere stemmer og lytte til hinanden, sagde hun og fik også lejlighed til at vise, at hun kan steppe.

Annonce
Debbie Højmose, tidligere MUK'er, var konferencier. Foto: Martin Ravn

Helt vildt sjovt

Stig Møller selv gik til og fra dirigentpladsen og overlod den indimellem til sin tidligere elev Niels Rahbech og samarbejdspartner Sisse Skovbakke, der havde sit eget velklingende kor med fra Struer. Han fik sig også en ordentlig overraskelse, da en flok tidligere elever, "Skønheden og unoderne", til daglig kendt som Helle og Aron Schmall, John Skou og Jørgen Heick, kom truttende ind og overtog scenen.

At fejre jubilæum på den måde var lige, som det skulle være:

- Det er helt vildt sjovt. Det er lige mig at have gang i sådan et arrangement, det at lave noget sammen, sagde han.

- Mit instrument er jo mennesker. Jeg kan aldrig øve mig alene. Jeg kan kun dyrke mit instrument, når der er andre, der vil være med. Det er skønt, at folk vil det, tilføjede han.

Koncerten bød på mange mindeværdige øjeblikke med gåsehud over flerstemmig skønsang. Der var også festlige syng-med-øjeblikke og til slut stående og velfortjent applaus til Stig Møller og alle deltagere.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Det ligegyldige alternativ

De entrede dansk politik med kærlighed, dans og et dybfølt ønske om en anderledes måde at drive landet på. Alternativet stormede ind i Folketinget ved valget i 2015 og fik fem procent af stemmerne uden nogen anden dominerende slagplan end at gøre tingene på en alternativ måde. Leder Uffe Elbæk fandt det hele ganske "crazy", og på Nørrebro, hvor partiet fik næsten 18 procent af stemmerne og blev større end Socialdemokratiet, løftede man taget i ekstase og drømte om en ny verdensorden. I dag er festen slut. Et elendigt resultat til folketingsvalget i 2019 sendte partiet ned på tre procent af stemmerne, og man må konstatere, at partiet ingen varige aftryk har sat på dansk politik. Til trods for, at folketingsvalget i juni netop handlede om klima, der jo ellers er et af Alternativets mærkesager. Men dagsordenen er global og har ikke en snus med Alternativets indsats at gøre. Skulle man være i tvivl, kan man konsultere det såkaldte forståelsespapir, der er skrevet af regeringen Mette Frederiksen (S) og dens støttepartier Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Her er sat de mest ambitiøse - og måske også uopnåelige - klimamål i historien, men altså uden, at Alternativet har været involveret. Partiet, der om nogen snakkede klima og en ny samfundsindretning, har ikke sat det mindste fingeraftryk på den mest ambitiøse klimadagsorden nogensinde - stærkere bevis for parlamentarisk ligegyldighed findes næppe, og det er sigende, at man ikke har hørt et kvæk fra Alternativet, siden vælgerlussingen i juni. Partiet har i dets korte historie budt på utallige farverige indslag så som en ganske alternativ festkultur, alternativ medarbejderpleje, alternativ ansættelsespolitik i partiet, men alt sammen artigheder fra gemakkerne og ikke fra den politiske scene. Jovist, Alternativet har fået fjernet transseksuelle fra listen over psykisk syge og andre fornuftige ting, men det varige aftryk på dansk politik er det ikke blevet til, og bliver det heller næppe.

Annonce