Vester Vedsted: Stjernearkitekt Dorte Mandrup er klar, flere fonde har meldt sig positive og Vadehavscentret selv er mere end klar på at få fuldendt byggeriet af Vadehavscentret.
Det drejer sig om Vadehavscentrets gamle naturskole, der er eneste fløj af centret, der ikke blev renoveret og omdannet, da det ny Vadehavscentret i februar 2017 kunne åbne efter 10 år på tegnebrættet.
Naturskolen står stadig med rødt tegltag og flødefarvede mursten midt i et råt Vadehavscenter af træ og strå, og da taget samtidig er utæt, mener leder Klaus Melbye, det er på tide at fuldende Vadehavscentret.
Et projekt, der vil koste omkring 10 mio. kr.
- Taget skal skiftes, og nu vil vi gerne fuldende, og dermed fremtidssikre centret. Vi er rigtigt godt på vej, har fået positive tilbagemeldinger fra flere fonde og har en god dialog med Esbjerg Kommune. Kan vi få centret færdigt kan vi udvikle os og være med på beatet inden for blandt andet forskning og de mange projekter, vi er en del af, siger Klaus Melbye.
Han håber på, at byggeriet kan påbegyndes omkring april 2022. Herefter vil der være en fem måneders byggeperiode, inden en ny skolebygning står klar. Ikke med stråtag som resten, men selvsagt i samme stil som resten af centret.
- Det skal udbygges, så vi kan have både forskere og ph.d. studerende boende. Der skal være mere plads til flere aktiviteter og projekter, og på førstesalen vil vi gerne have plads til forskere, der kan være her i uger eller måneder, mens de arbejder i felten. Vi har også et stort ønske om at kunne udveksle guider mellem Danmark, Tyskland og Holland. Vi har allerede et rigtigt godt netværk, og dette vil også blive en del af den nye bygning, siger Klaus Melbye.