Annonce
Udland

Stjerner hylder afdød basketball-legende ved grammyshow

Mario Anzuoni/Reuters
Kobe Bryant mistede søndag livet i et helikopterstyrt nær sin gamle hjemmebane, hvor grammyshowet afholdes.

Grammyuddelingen blev natten til mandag dansk tid indledt med en hyldest til basketball-legenden Kobe Bryant, der søndag mistede livet i en ulykke.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Prisuddelingen afholdes på Staples Center i Los Angeles, som var Kobe Bryants tidligere hjemmebane.

Ikke langt herfra styrtede en helikopter ned få timer før showet, hvilket kostede 41-årige Kobe Bryant, hans 13-årige datter Gianna og syv andre mennesker livet.

- I aften er for Kobe, sagde popstjernen Lizzo, da hun gik på scenen for at åbne grammyshowet med sangene "Cuz I Love You" og "Truth Hurt" til stående bifald fra salen.

Sangerinden Alicia Keys, der er årets grammyvært, indledte derefter showet med endnu en hyldest til den afdøde basketballstjerne.

- Vi føler alle en stor sorg lige nu, fordi Los Angeles, USA og hele verden tidligere i dag mistede en helt, sagde hun.

- Vi står bogstaveligt talt her, knuste, i det hus, som Kobe Bryant byggede, fortsatte hun med henvisning til, at showet blev afholdt på Bryants tidligere hjemmebane.

Kobe Bryant spillede i to årtier for holdet Los Angeles Lakers, som hører til på Staples Center.

Efterfølgende fik hun selskab af bandet Boyz II Men på scenen. Sammen opførte de en a capella version af sangen "It's So Hard to Say Goodbye", som var dedikeret til Bryant.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Forløb om udligning er uskønt

Selvom Danmark er et lille land, er der betydelig forskel på de økonomiske vilkår i de enkelte lokalområder. Derfor er det sund fornuft med kommunal udligning, så borgerne kan få i hvert fald nogenlunde ens levevilkår, uanset om de bor i et velhaverområde nord for København eller i en kommune, der for eksempel er udfordret af mange ældre, plejekrævende borgere og lave husstandsindkomster. Ordninger af denne karakter vil nødvendigvis skabe splid. Nogle kommuner vil føle, de skal aflevere for meget, mens andre oplever at modtage for lidt. Men for at acceptere ordningen er det i det mindste nødvendigt, at man lokalt kan forstå den. Her er det tilsyneladende gået helt galt med regeringens udspil til en udligningsreform. Flere borgmestre erkender, at de ganske enkelt ikke begriber resultaterne, selv om regeringen lidt efter lidt er rykket ud med flere detaljer og regnestykker. De frustrerede borgmestre får opbakning fra professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, der kalder forløbet rodet og kaotisk. Bedre bliver det ikke af, at der undervejs havde sneget sig en regnefejl på 200 millioner kroner ind i udspillet. Fejlen er erkendt, undskyldt og rettet. Men ellers mener Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, at alt er i bedste orden. Processen har været som ved foregående udligningsreformer, og ingen tal bliver holdt hemmelige. Per Nikolaj Bukh mener til gengæld, at informationerne er kommet for langsomt og kun afleveret under pres. Han foreslår derfor, at den store reform bliver sat på pause. Ligefrem at standse et så omfattende projekt midt under forhandlingerne er nok at gå en kende for vidt. Men det ville klæde regeringen at erkende, at håndteringen har været uskøn, hvilket da også har fået De Konservative og Liberal Alliance til at forlade forhandlingsbordet på grund af manglende informationer, mens Venstre kun tøvende mødte op – ligeledes fordi partiet, følte de på forhånd vidste for lidt.

Sønderborg

Evakuerede beboere kunne vende tilbage efter natlig indsats: Svajende skorsten på 40 meter er revet ned

Annonce