Annonce
Tønder

Stod stejlt overfor hinanden: Nu har stridende politikere fundet sammen igen

- Det er vigtigt for os begge at slå helt fast, at der nu på ingen måde er dårlig stemning eller noget negativt i mellem os, skriver Barbara Krarup Hansen (S) og Carl-Erik Nielsen (V) i deres fælleserklæring. Foto: Uwe Iwersen
I sidste uge kunne socialdemokraternes borgmesterkandidat Barbara Krarup Hansen og Venstre-bestyrelsesmedlem Carl-Erik Nielsen ikke blive enige om, hvem der huskede mest rigtig om en politisk flirt. Nu har parterne talt ud og er enige om, at der var grundlag for at være uenig.
Annonce

TØNDER: Det vakte opsigt i de sociale medier og her i avisen, da Venstres bestyrelsesmedlem og mulig folketingskandidat i Tønder, Carl-Erik Nielsen, i sidste uge stod frem, og fortalte, at Socialdemokratiets aktuelle borgmesterkandidat Barbara Krarup Hansen, tilbage i 2018 havde tilkendegivet, at hun var interesseret i at stille op for Venstre.


Vi har drøftet, hvad Barbaras tanker og intentioner bag vores samtaler har været, og vi har drøftet hvordan disse samtaler har kunne tolkes af Carl-Erik, og vi står tilbage med en accept af, at den anden har kunne forstå det på sin egen måde.

Uddrag af fælleserklæringen fra Barbara Krarup Hansen (S) og Carl-Erik Nielsen (V), Tønder


- Det passer ikke. Det har jeg aldrig gjort, lød svaret, og herefter stod udsagn mod udsagn. Så fandt Carl-Erik Nielsen en korrespondance på sin mobiltelefon, der netop pegede på en politisk flirt.

Annonce

Erklæringen

I stedet for at fortsætte meningsudvekslingen i medierne, valgte de to stridende at sætte sig sammen, og det er der efterfølgende kommet en fælleserklæring til offentligheden ud af. Af den fremgår følgende:

- Som opfølgende på de seneste dage avisskriverier, ønsker Barbara Krarup Hansen (A) og Carl Erik Nielsen (V) at bringe følgende udtalelse:

- Når antagelser og misforståelser kolliderer, er løsningen for det meste at sætte sig ned, tage en kop kaffe og drøfte, hvad der egentlig er sagt, skrevet, ment og vigtigst af alt forstået.
- Vi har i dag (torsdag 26/11) gjort os selv den tjeneste og gjort netop det, for når alt kommer til alt, kan vi faktisk godt se, hvorfor den anden har kunne antage den tolkning, som nu har ført til et par ubehagelige artikler.
- Vi har drøftet, hvad Barbaras tanker og intentioner bag vores samtaler har været, og vi har drøftet hvordan disse samtaler har kunne tolkes af Carl-Erik, og vi står tilbage med en accept af, at den anden har kunne forstå det på sin egen måde. Det er vigtigt for os begge at slå helt fast, at der nu på ingen måde er dårlig stemning eller noget negativt i mellem os.

-En lignende opdatering har vi begge lagt på vores Facebook side. Det vores håb, at sagen hermed er lagt ned og ikke længere giver anledning til mere ”avis omtale”.

Sagen

Den 22. november skrev Barbara Krarup Hansen et læserbrev, hvor hun opfordrede Venstre til at tage afstand fra at udstille Mette Frederiksen som nazist i den aktuelle debat omkring mink.

Det startede en længere meningsudveksling på jv.dk, hvor der bl.a. blev mindet om, at DSU i 2009 havde udstillet Odenses konservative borgmester Jan Boye som Hitler.

Carl-Erik Nielsen meldte sig til orde med følgende bemærkning: Du er nød til at bære over med hende, hun har ikke været socialdemokrat så længe - det er faktisk kun 2½ år siden hun spurgte ind til at blive kandidat for, ja sjovt nok Venstre.

Barbara Krarup Hansens svar lød: Du må have misforstået noget eller ikke huske særlig godt. Den slags løsrevne og falske påstande er svære at gå imod. Jeg vil blot sige, at jeg aldrig har været medlem af Venstre, har aldrig haft intentioner om at blive medlem af Venstre.

Carl Erik Nielsen svarede igen den 26. november ved at vise JydskeVestkysten en Messenger-besked fra Barbara Krarup Hansen fra 19. januar 2018. Her stod: bl.a.: 

- Ok - jeg havde tænkt på at tilslutte mig den forjættede kreds kaldet Venstre, og så kunne vi som de nye og unge gøre op med den gamle og berygtede ledelse og tilføre noget ungt og innovativt. Min farfar var Venstre-borgmester i 20 år - men han var fra det gamle Venstre. Så der er da noget Venstre-politik i mig.

Allerede inden de to fandt sammen og drak en kop kaffe havde Socialdemokratiets formand, Lisbeth Hansen, klart tilkendegivet, at hun fortsat bakkede op om Barbara Krarup Hansen, som partiets spidskandidat og borgmesterbud ved valget i november næste år.

Carl-Erik Nielsen følte sin troværdighed draget i tvivl, da Barbara Krarup Hansen trådte og sagde, at hun aldrig havde haft i tankerne at stille op for Venstre. Efter et møde parterne imellem er uenigheden nu bragt ude af verden. Foto: Jane R. Ohlsen

- Jeg håber, at man kan lægge personfnidderet til side, så vi kan komme til at diskutere noget reel politik, så folk kan få at vide, hvad det handler om. Det handler ikke om personer, det handler om politik. Så længe Barbara går med den politik, som vi i fællesskab formulerer, så har jeg ikke noget problem, lød det fra formanden i sidste uge.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce