Annonce
Danmark

Stofbrug uden stigma: Anja vil revolutionere danskernes syn på hende selv og andre “junkier”

Anja Plesner Bloch vil ændre måden hvorpå vi ser, taler om og behandler stofbrugere. Et skridt på vejen er at afkriminalisere stoffer, siger den 51-årige kvinde, der selv har været heroinafhængig i mange år. Foto: Emil Jørgensen.
Stedfar pillede under dynen, og mor græd af migræne over regningerne. Anja Plesner Bloch har aldrig haft lyst til livet, som det så ud. Narkoen hjalp, men gjorde hende hjælpeløs. Og det offentlige Danmarks misbrugsreaktion forværrede det kun. I dag er Anja 51 år, metadon-medicineret og hæs fortaler for at afkriminalisere stoffer.

Stofstatus: En mand gik rundt med et bilrat i en snor rundt om halsen, fordi han ”styrede for meget selv”. En anden bar en babydukke i favnen, indtil vedkommende “fandt sit indre barn”. Og en 65 år gammel person bevægede sig omkring med pegefingeren boret ned i blomstermuld i en lille potte for at “bevare jordforbindelsen.”

Kalenderen skrev 1995, stedet hed Egeborg Behandlingscenter, og minderne tilhører Anja Plesner Bloch. Det er et af hendes eksempler på, hvordan hun som stofbruger i Danmark føler, hun er blevet behandlet forkert.

- Vi blev degraderet til børn. Vi blev spærret inde, iført badekåber og bedt om at tilbede gud, siger Anja.

Annonce

- Vi lærte, at vi først og fremmest skulle skamme os. Og at livet ville ende i fængsler, institutioner og død, hvis ikke vores misbrug hørte op.

Anjas talestrøm kommer hæst og hurtigt. Vi sidder over en kande filterkaffe i en kælder på Vesterbro i København på Kristi himmelfartsdag. Det er emnet, ikke dagen, som er helligt for hende: Stofbrugeres vilkår i Danmark.

Den kontroversielle institution Egeborg lukkede i 1998. Men den dag i dag fortsætter stigmatiseringen af stofbrugere, mener Anja. De cirka 33.000 danskere, der ifølge Sundhedsstyrelsen har "et vedvarende og skadeligt indtag af hash, kokain, heroin med videre", får ikke altid den hjælp, de har brug for. Enten fordi de ikke beder om den. Eller også fordi de tackles med test og krav fremfor muligheder og mødes med fordømmelse snarere end forståelse.

Problemet, siger Anja, er ikke nødvendigvis stofferne. Det er lige så meget stoffernes status.

- Stofbrugere er en patientgruppe. Det er syge og traumatiserede mennesker. Men så længe narkotika er kriminelt ifølge lovgivningen, vil vil fortsætte med at være den mest nedvurderede gruppe i samfundet.

Sådan har Anja Plesner Bloch sagt i årevis. Men diskussionen er blevet mere aktuel end nogensinde tidligere, fordi den norske regering nu vil afkriminalisere stoffer i vores skandinaviske broderland nord for Skagerak. Som leder af Brugernes Akademi og tidligere medlem i Rådet for Socialt Udsatte advokerer Anja for, at Danmark gør det samme.

Og hun bruger sin egen historie som eksempel på hvorfor.


Stofbrugere er en patientgruppe. Det er syge og traumatiserede mennesker. Men så længe narkotika er kriminelt ifølge lovgivningen, vil vil fortsætte med at være den mest nedvurderede gruppe i samfundet.

Anja Plesner Bloch, leder af Brugernes Akademi.


Tombola af svigt

Anja er diagnosticeret maniodepressiv og har flere andre diagnoser. Hun har mistet alle sine tænder. Og på grund af en kronisk lungesygdom, må hun under interviewet sætte små plastikslanger i næseborene og tænde for en iltmaskine.

Hun er 51 år og mildest talt skrantende.

Men Anja lever et godt liv, siger hun. Og det gør hun, fordi hun får lægeordineret metadon.

- Fordi jeg får min medicin under ordnede, frie forhold, kan det lade sig gøre for mig at gøre det, jeg brænder for, fortæller hun.

Brugernes Akademi er en forening af og for tidligere, nuværende og pauseholdende stofbrugere, hvis formål er at forbedre vilkår og rettigheder for stofbrugere i hele Danmark. På deres kontor har de et Danmarkskort der viser, hvor mange steder i landet de sørger for, at stofbrugere får rene kanyler. Foto: Emil Jørgensen.

- Jeg har aldrig haft lyst til livet, som det så ud.

Det er der flere grunde til. Anjas fortællinger om fortiden er som en tombola af svigt, traumer og dårlige beslutninger.

Når Anja og hendes storesøster legede far, mor og børn som små, så havde mor migræne, og far var på værtshus. Det var det voksenliv, de kendte til.

Indtil skilsmissen. Og fattigdommen. Anja husker en nytårsaften, hvor der kun var råd til et kyllingelår til hende og søsteren. Morens tallerken var tom.

Ind flyttede en stedfar med både penge og alkohol. Som 15-årig vågnede Anja en nat, da stedfaren sad på hug ved siden af sengen og befamlede hende. Hun frøs til is. Kiggede ned på familiens bokserhund, Max, som lå på gulvet, mens hun undrede sig over, hvorfor han intet gjorde.

Anja fandt lindring i æblevin og snaps. Så hash. Senere benzodiazepiner. Heroin. Alt, der kunne skubbe virkeligheden væk.

Fra hun var 16 år og 12 år frem var hun i behandling 23 gange. Målet var altid at blive clean. Og metoden var altid Minnesotamodellen - et 12-trinsprogram bygget op om det princip, at misbrugeren først og fremmest skal anerkende, at han eller hun er "narkoman". At han eller hun "forvolder smerte på sin egen familie." At han eller hun står over for en altafgørende skillevej: Bliv stoffri - eller dø.

For Anja var det nedbrydende.

- Der var aldrig nogen, som spurgte: "Anja, hvad har du brug for?"

- Hvad ville du have svaret på det spørgsmål?

- At jeg havde brug for en bolig, en psykolog, en læge, en diagnose eller medicin. Men den eneste behandlingsform, der eksisterer, når du først har fået stemplet som stofbruger, er, at du holder op med at være stofbruger.

Problemerne voksede. Penge stjal hun. Heroin solgte hun - for at få råd til heroin. Indtil hun flyttede ind hos pusheren. Han gav Anja en kat, da hendes mor døde, men brækkede bagbenene på katten en dag, hvor han var sur. Og truede Anja med samme behandling, hvis hun nogensinde forlod ham.

Anjas storesøster bad hende om kun at ringe en gang om måneden med livstegn. Mere end det kunne søsteren ikke rumme.

Anja tænkte på at hoppe ud foran et tog, men turde ikke. Hun havde intet at leve for.

Indtil hun fandt ud af, at hun var gravid.

Annonce

Oliver

Oliver blev på mange måder Anjas redning. Ønsket om at en god mor var så brændende, at hun hældte sin sidste pose heroin ud af vinduet.

- Vi havde syv gode år med sovs og kartofler og Vild med Dans, siger Anja.

Det hæse tonefald har været muntert igennem hele interviewet - også når hun har fortalt om psykisk vold fra stedfædre og kærester, sine desperate "Egon Olsen-agtige indbrud" og sine stoffremkaldte koksere.

Men den næste del af historien fortæller Anja med ansigtet begravet bag hænderne. Den gør ondt.

Da Anjas kæreste Claus - som de facto var Olivers far - ringede hjem fra en ferie i Egypten, kunne hun høre det med det samme: Han var skæv. Og i og med at han havde haft de samme problemer som hende, blev hun bange.

Da Claus kom hjem til Danmark, kom han ikke hjem til familien. Jagten på stoffer var genoptaget.

- Far har voksenproblemer, sagde Anja til Oliver, som på det tidspunkt var syv år gammel.

Sønnen spurgte, om faren kunne "dø af voksenproblemerne", og Anja forsikrede, at det kunne han ikke.

Samme nat døde Claus af en overdosis heroin. Og Anja gik til hundene igen.

- Jeg bad om at få Oliver i plejefamilie. Men kommunen byggede i stedet en sag op og fik ham tvangsfjernet, fortæller hun.

I stedet for at få hjælp af kommunen til at bearbejde sine tab, følte Anja, at hun blev straffet for at være stofbruger. Igen. Da sagsbehandlerne overrakte meddelelsen om tvangsfjernelse til Anja, måtte naboen i opgangen holde hende. Hun var klar til at slås med dem.

Men hun var også klar til at slås for at få Oliver tilbage. Hun fik kontakt med Gadejuristen – en frivillig organisation, der yder juridisk bistand til stofbrugere og hjemløse – og kom ud af sit heroinmisbrug.

Annonce

Afkriminalisering af stoffer

Tre timer inde i interviewet med Anja på Kristi Himmelfartsdag, kommer der en ung, lyshåret mand ned i kælderlokalet. Han har sportstøj på og et smittende smil. Det er Oliver, nu 22 år gammel.

På grund af sin lungesygdom kan Anja dårligt bære en indkøbspose. Så sønnen kommer forbi tre gange om ugen med mad.

- Jeg elsker dig, siger hun, da han med hurtige skridt forlader lokalet.

- Jeg elsker også dig, mor, mumler han på vej op ad trapperne.

Oliver kender sin mors historie ud og ind. Han flyttede sammen med sin mor igen, da han var 11 år, mens hun stadig boede på et behandlingscenter. Og siden da har Anja Plesner Bloch været en offentlig person, der har kæmpet stofbrugernes sag.

- Men hvordan er din fortælling et argument for afkriminalisering af stoffer?

- Jeg havde søgt om hjælp langt tidligere, hvis ikke stofferne var ulovlige og stigmatiserede. Jeg er blevet presset ud i miljøer og kriminalitet, som kunne have været undgået. Og min familie havde måske også reageret anderledes og undladt at hugge hånden af mig, siger Anja.

For hende handler det om noget helt grundlæggende: måden vi ser, omtaler og behandler stofbrugere på skal ændres. Selv er hun stoppet med at bruge ord som misbruger, narkoman, clean og junkie.

- Misbrug er noget, du gør mod andre. Du kan ikke misbruge en pose heroin, for den bliver ikke ked af det. Det modsatte af clean, det er beskidt. “Junkie” sagde man i gamle dage om en, der samler skrald for at få råd til stoffer.

- Og narkoman… Tænk på, hvor reducerende det er. En narkoman er jo også meget andet. Det er et ord, man kan bruge om én selv. Lidt på samme måde som ‘perker’. Ingen andre skal kalde en det.

Samfundet bør ifølge Anja acceptere, at 100 procent stofløshed ikke nødvendigvis er den rigtige model for alle. Og et vigtigt skridt mod et mere nuanceret blik på stofbrugere er, hvis stofferne bliver afkriminaliseret.

Udenfor vinduet høres lyden af fugleføjt, som blander sig med Anjas pivende åndedræt. Hun ser træt ud.

- Anja, kan du forstå dem, der mener, at det modsatte af at tvinge folk til at stoppe deres stofbrug, det er at give op? Er afkriminaliseringen ikke lig med at give op på sådan en som dig?

- Man tager ikke mere, bare fordi det er tilgængeligt, siger hun.

- Snarere tværtimod. For det giver en sikkerhed og ro, som gør, at man kan få styr på de andre dele af sit liv. Og pludselig har man et liv, man gerne vil være vågen til.

- Men hvad med signalværdien i af afkriminalisere? Specielt overfor de unge?

- Vi skal oplyse de unge i stedet for at skræmme dem.

- Man var også rigtig bange for, at man sendte et dårligt signal, da man lavede fixerum til misbrugere. Der er ikke blevet holdt en eneste blå mandag i et fixerum, det kan jeg godt love dig. Det er syge mennesker, der sidder der.

- Og så skal straffeapparatet ikke bruges til at straffe syge og traumatiserede mennesker, som i virkeligeden har brug for hjælp. For hvad er det for et signal at sende til vores børn?

“Til eget forbrug”: Ny serie i Avisen Danmark

I den kommende tid sætter vi fokus på Danmarks narkotikapolitik - samt undersøger erfaringerne fra Portugal, som afkriminaliserede stoffer for 20 år siden.

Anja Plesner Bloch er diagnosticeret maniodepressiv og har flere andre diagnoser. Hun har mistet alle sine tænder. Og på grund af en kronisk lungesygdom, må hun under interviewet sætte små plastikslanger i næseborene og tænde for en iltmaskine. Foto: Emil Jørgensen.
Annonce
Annonce
Erhverv For abonnenter

22-årige Katarina var solgt første gang hun sad bag rattet i en bus:  - Det var fedt og overvældende pludselig at styre sådan et kæmpe køretøj

Annonce