Annonce
Tønder

stopper efter 65 år: Tubaspiller har spillet sin sidste strofe

Johann Rasmussen spillede for sidste gang lørdag på sin tuba. Kroppen kan efter 65 år som aktiv musiker ikke klar med, fortæller han. Hvorfor han i øvrigt griner, vides ikke, men måske er det over sidenmanden, Sven Hausøs "bare" 52 år i Højer Frivillige Brandværnsorkester, der er morsomheden. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Lørdag spillede Højer Frivillige Brandværnsorkester en helt speciel koncert. Ikke nok med at orkestret selv fyldte 95 år - så spillede Johann Rasmussen for sidste gang i en 65 år lang karriere. Den sidste strofe er dermed spillet.

HØJER: Lørdag blev et dobbeltjubilæum markeret med god musik på Højer Brandstation. Det var Højer Frivillige Brandværnsorkesters 95-års fødselsdag og samtidig markeringen af, at tubaspiller gennem mere end en menneskealder, Johann Rasmussen, har spillet sin sidste strofe – efter at have været brandværnsorkestrets faste anker i intet mindre end 65 år.

Johann Rasmussen mener selv, at han gennem årene har spillet langt over 1000 koncerter.

- Jeg tror, det er blevet til et sted mellem 1500-2000 koncerter. Men jeg kan ikke spille mere nu. Jeg kan simpelthen ikke få tubaen op, da den er for tung, erkender den 81-årige musiker.

De mange fremmødte på brandstationen kunne foruden brandværnsorkestrets toner også høre det tyske sømandskor, Die Blauen Jungs, der slog stemningen an med muntre sømandsviser.

Annonce

Jeg tror, det er blevet til et sted mellem 1500-2000 koncerter. Men jeg kan ikke spille mere nu.

Johann Rasmussen, tubist og 65-års jubilar i Højer Frivillige Brandværnsorkester

Først trompet

Johann Rasmussen startede i orkestret, efter hans far, der spillede på trompet samme sted, havde haft ham med på brandstationen. Han købte siden en trompet af dirigenten Hans Bomberg. Prisen var den nette sum af 150 kroner.

- Det var en formue dengang, har han tidligere fortalt.

I 16 år var Johann Rasmussen og trompeten uadskillelige. Imidlertid stod den daværende tubaist, der var Højers bedemand og snedkermester, Wolf Lützen, foran pensionering, og Johann Rasmussen blev spurgt, om han ville tage over. Det ville han gerne.

- Der er ikke den store forskel. En tuba er bare større og tungere, siger Johann Rasmussen, der i mange år har levet med sklerose.

Seje tubaspillere

Og det er netop sygdommen, som har svækket hans højre side af kroppen, og til sidst gjort det umuligt for Johann Rasmussen at løfte den tunge tuba.

Selv om Johann Rasmussen blæste i tubaen for sidste gang lørdag, så har han ikke tænkt sig at give slip på hjertensbarnet – Højer Frivillige Brandværnsorkester. Han bevare tilknytningen som redaktør af orkestrets dagbog, der udførligt beskriver, hvor medlemmerne har spillet koncert, og hvor mange tilhørere, der deltog - samt mere eller mindre kuriøse oplevelser for orkestrets medlemmer.

Foruden Johann Rasmussen kunne den anden tubaspiller i orkestret, Sven Hausø, lørdag fejre, at han har været en fast bestanddel af orkestret i 52 år.

Dermed kan man vel konstatere, at tubaspillere er gjort af et helt specielt stof.

Det tyske mandskor, Die Blauen Jungs, formåede at løfte stemningen i Højers brandstation. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Varde

Det nye Blochsgaard er indviet

Annonce