Annonce
Esbjerg

Stor efterspørgsel: Nye byggegrunde på vej i Hjerting

Næste udstykning i Hjerting er på vej. Hvis alt går efter planen kommer den i forlængelse af Marbækparken på arealet mellem Hjerting Landevej og Guldagervej. Kort: Esbjerg Kommune
Esbjerg Kommune sætter nu en forundersøgelse af jord i gang, som skal bane vejen for en kommende ny udstykning af byggegrunde øst for Hjerting Landevej.

Esbjerg: I en årrække har Esbjerg Kommune uafbrudt kunnet tilbyde byggegrunde til familier med boligdrømme i et af kommunens mest populære bosætningsområder i den nordlige forstad Hjerting.

Men med udsolgt i den sidste udstykning, Marbækparken, er kontinuiteten brudt, og borgerne må nu vente mindst et par år, før de vil kunne stikke spaden i jorden i en ny kommunal udstykning i Hjerting.

Esbjerg Kommune går således nu i gang med at planlægge et nyt boligområde øst for Hjerting Landevej. Første skridt er en forundersøgelse af den jord, som man regner med at skulle lave en ny lokalplan for. Undersøgelsen skal vise, om arealerne egner sig til at opføre boliger, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

- Igennem de seneste år har Esbjerg Kommune oplevet meget stor interesse for de parcelhusgrunde, som er blevet udbudt i Kløvholmparken, Myrthueparken og senest Marbækparken. Derfor er jeg også glad for, at de første forundersøgelser af jord øst for Hjerting Landevej nu er startet, så vi inden for de næste par år kan tilbyde nye grunde i Hjerting. Først skal vi dog i Plan & Miljøudvalget behandle igangsættelsen af en ny lokalplan for området, så vi får lavet nogle gode rammer for de familier, der har lyst til at købe en grund, lyder det fra Karen Sandrini, formand for Plan & Miljøudvalget, i pressemeddelelsen.

Annonce

Rekordsalg

Esbjerg Kommune havde i 2019 budgetteret med en indtægt på 42 millioner kroner på salg af byggegrunde. Indtægten endte i stedet på op imod 75 millioner kroner med det lå i omegnen af et nyt rekordsalg af flere end 100 byggegrunde.

Dialog med lodsejere

Området, der er på cirka 28,5 hektar, er i kommuneplanen for 2018-30 udlagt til boliger. Forberedelsen af en eventuel ny udstykning af byggegrunde på området foregår i dialog med ejerne af jorden, som fortrinsvis er minkavlere.

Hvis Plan & Miljøudvalget godkender forslaget om at sætte en ny lokalplan i gang, vil jordejerne blive hørt i lokalplansprocessen. Når en eventuel ny lokalplan er vedtaget, vil kommunen gå i dialog med ejerne om en ekspropriering og opkøb af deres jord i takt med, at området ønskes byggemodnet.

Det forventes, at de første byggegrunde vil kunne udbydes i sommeren 2022.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce