Annonce
Kolding

Stor familierestaurant og selskabslokale er klar til åbning

Naseim Shadab har gjort meget ud af at skabe en restaurant, som ikke ligner andre steder i Kolding. Uranus Restaurant åbner 20. oktober. Foto: Steffen Nielsen
Restaurant Uranus på Haderslevvej skal skille sig ud fra andre spisesteder i Kolding, lyder det fra indehaver Naseim Shadab, som åbner sit nye sted 20. oktober.

Kolding: Efter flere år som ejer af to takeaway-steder i Fredericia og Middelfart og Marco Polo Kiosk i Kolding har 27-årige Naseim Shadab allerede en del erfaring som selvstændig. 20. oktober åbner han så sin hidtil største forretning; Uranus Restaurant på Haderslevvej 93, hvor virksomheden Sanistål tidligere havde butik og lager.

De seneste måneder er gået med en stor ombygning af lokalerne, som er delt op i en restaurant med plads til 50-80 gæster og et selskabslokale til både små og store selskaber.

- Jeg har knoklet på det i lang tid, så jeg glæder mig virkelig til at åbne og sige hej til folk, siger Naseim Shadab, som er gået efter at indrette sin restaurant helt anderledes end byens øvrige spisesteder.

- Restauranter, cafeer og pizzeriaer ligner lidt hinanden alle sammen, så der er brug for noget, der skiller sig ud, så det ikke kører i den samme rille hele tiden.

Annonce

Jeg har knoklet på det i lang tid, så jeg glæder mig virkelig til at åbne og sige hej til folk.

Mad til hele familien

I restauranten vil man både kunne købe mad fra en stor buffet og a la carte. Maden bliver international med blandt andet mexicanske og indiske retter, og fokus bliver på mad til hele familien.

- Alle skal kunne finde noget, de kan lide, og de skal kunne smage lidt af hvert. Det bliver en familierestaurant med fornuftige priser og gode råvarer, så alle kan komme her, siger Naseim Shadab, som i det daglige selv vil betjene kunderne i restauranten.

- Det gør mig glad at være med til folks store begivenheder og glade øjeblikke. Jeg elsker at snakke med folk, møde nye mennesker og gøre dem glade, siger han.

Uranus Restaurant

Den nye restaurant på Haderslevvej 93 åbner 20. oktober.

Restauranten er særligt målrettet familier og har plads til mere end 50 gæster. Desuden er der et stort selskabslokale.

Se mere på facebook.com/uranus.restaurant.

Manden bag den nye store restaurant Uranus er Naseim Shadab. Foto: Steffen Nielsen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Spændende projekt med Tilflytterbolig

Det går op og ned for landsbyerne. Sådan er det rundt i landet, og sådan er det også her i Vejen Kommune. Et par eksempler fra den seneste tids artikler her i JydskeVestkystens Vejenudgave afspejler meget godt, at det står sådan til: I Hovborg er der et mål om at uddele velkomstkurve til de borgere, som flytter til landsbyen. Men den målsætning er blevet en udfordring, simpelthen fordi der flytter så mange til landsbyen, et det endog er svært at følge med at få uddelt velkomstkurvene. I den østlige ende af kommunen – i Andst – har landsbyens dagligvareforretning, Høkeren, mistet omsætning. Andst er ellers en af de landsbyer, hvor der også har været god gang i tilflytningen og byggeri af nye huse gennem de senere år. Hver sin landsby – med hver deres udfordringer. Men tilbage til Hovborg. Selv om det på jævnt vestjysk kan konstateres, at ”det egentlig går udmærket” i Hovborg, hvor der findes en brugsforening, en kro, virksomheder samt et aktivt foreningsliv, så bliver øjnene alligevel ikke lukket for, at der hele tiden skal gøres noget for ikke bare at fastholde tingene, som de er; nej, der skal også udvikling til. Lokalrådet i Hovborg har just afviklet et møde, hvor det netop handlede om, hvad der skal til for at skabe udvikling og fremdrift, der kan være med til at sikre landsbyens overlevelse. Et af udgangspunkterne for mødet er den statistiske kendsgerning – en træls én af slagsen – nemlig, at der rundt i landet de seneste ti år er flyttet 40.000 beboere fra de små samfund og ind til byerne. Det er tæt på, at tallet matcher indbyggertallet i hele Vejen Kommune. En del af lokalrådets møde kom til at handle om projekt Tilflytterbolig, som Hærvejsklyngen – Hovborg, Lindknud, Gjerndrup, Gesten og Bække – er langt fremme med. Ikke færre end 16 projekter er i gang rundt i landet, og her lokalt har Hærvejsklyngen planer om at købe den tidligere børnehave-ejendom i Lindknud og ombygge den til en Tilflytterbolig. En Tilflytterbolig er rettet mod familie eller par, der ikke er bosiddende i den pågældende landsby, men som af jobmæssige årsager ønsker eller overvejer at flytte tættere på sin nuværende eller kommende arbejdsplads. Tilflytterboligen giver mulighed for, at familien eller parret kan finde ud af, om et nyt lokalsamfund og et eventuelt nyt job er det rigtige valg, inden man investerer i en bolig i et område, man ikke kender. I disse år er der god gang i udviklingen af arbejdspladser i Vejen Kommune, hvilket skaber et potentiale for nye tilflyttere. Den tilflytterkampagne, som Vejen Kommune og UdviklingVejen har i gang, suppleres rigtig fint med projektet med en Tilflytterbolig. Det bliver derfor spændende at følge projektet i Lindknud, og om det efterfølgende lykkes at få en Tilfytterbolig i hver af de fem landsbyer i Hærvejsklyngen. GOD SØNDAG

Annonce