Annonce
Esbjerg

Stor fiskekoncern skal fyre flere ansatte i Esbjerg og Thyborøn

TripleNine skal fjerne op imod 40 stillinger - mellem 13 og 17 af stillingerne skal nedlægges i Esbjerg. Arkivfoto
TripleNine forventer at reducere antallet af medarbejdere i Danmark med omkring 37 stillinger, heraf ventes 13-17 stillinger ud af 53 stillinger at forsvinde i Esbjerg.

Esbjerg: Fiskemelsfabrikken TripleNine med hovedsæde i Esbjerg står foran en fyringsrunde.

Det meddeler selskabets danske koncerndirektør, Jes Bjerregaard. Han forventer, at selskabet i løbet af denne måned skal reducere antallet af medarbejdere i Danmark med cirka 37, hvoraf 13-17 stillinger bliver fundet i Esbjerg. Tilpasningerne vil også ramme Thyborøn, hvor TripleNine har sin danske produktion af fiskemel og fiskeolie.

Virksomheden har ventet med at genbesætte ledige stillinger, og derfor kan antallet af opsigelser reduceres, men cirka 33 medarbejdere forventes at blive opsagt ved udgangen af september.

Fyringerne kommer i kølvandet på faldende kvoter på industrifisk, der giver færre råvarer på virksomheden.

- TripleNine Denmark A/S er, ligesom andre i branchen, udfordret af en faldende råvaretilgang. I 2020 er der faldende kvoter på blåhvilling og østersøbrisling, og vi forventer ikke markante stigninger på de lave kvoter fra 2019 på tobis og nordsøbrisling foreløbig. Vi befinder os i et stærkt konkurrencepræget marked som, for danske virksomheder i vores branche, er yderligere skærpet bl.a. på grund af, at den norske krone er blevet svækket med ca. 40 procent i forhold til den danske krone gennem de seneste 5 år. Derfor er der behov for en løbende effektivisering af vores virksomhed, hvor omkostningerne skal tilpasses fremtidens krav, oplyser Jes Bjerregaard, administrerende direktør i en pressemeddelelse, hvor han fortsætter:

- Med de aktuelle stillingsnedlæggelser vil vi nedbringe omkostningerne og effektivisere vores virksomhed, så vi er godt rustet til at klare os i den fremtidige konkurrencesituation. Men vi vil også i fremtiden have fokus på at effektivisere virksomheden på alle områder.

Annonce

Regnskab

I det seneste regnskab for Triplenine Group faldt overskuddet fra 111 millioner kroner til 24 millioner kroner, hvilket var et fald på knap 80 procent.

Regnskabet blev betegnet som "utilfredsstillende og lavere end forventet".

Selvom overskuddet dykkede kraftigt valgte Triplenine Group at udbetale 70 millioner kroner i udbytte til sine ejere. Året forinden blev der udbetalt 270 millioner kroner.

Direktør er fratrådt

Reduktionen vil omfatte både timelønnede, funktionærer og ledere i Thyborøn og Esbjerg. I Esbjerg er der tale om såvel folk ansat på lager og funktionærer.

Imidlertid tager TripleNine per 1. januar 2020 salgsarbejdet hjem fra selskabet Norsildmel A/S, og det vil medføre flere nyansættelser, som samlet set vil have en positiv nettoeffekt.

Inden de varslede opsigelser beskæftiger TripleNine 53 medarbejdere i Esbjerg, hvor der i modsætning til tidligere kun er lager og administration/hovedsæde, og ifølge Jes Bjerregaard har selskabet absolut ingen planer om at forlade Esbjerg.

Fabrikken i Thyborøn har i øvrigt skiftet ud på ledelsespladserne, idet den tidligere administrerende direktør, Peter Jensen, fratrådte 31. maj og er startet på nyt job i Hanstholm. Derfor har Jes Bjerregaard sat sig i stolen som direktør for Triple Nine Danmark.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Haderslev

Socialrådgiver beretter om rystende arbejdsforhold: Kommunal leder foreslog glemsomhed i retssag

Leder For abonnenter

DR er stadig rigeligt stort

Vi har et enormt stærkt Danmarks Radio, der har rigeligt med ressourcer. Statsradiofonien har ganske vist fra årsskiftet gennemført en række programlukninger som en konsekvens af det seneste medieforlig, men tag ikke fejl: DR er fortsat en stor og velpolstret maskine. Fra at have lidt over fire milliarder tvangsinddrevne licenskroner til rådighed hvert år til at drive den vidt og på nogle områder vildt forgrenede koncern, skal DR fremover klare sig med knap 4 milliarder kroner årligt. Det er uanset synsvinkel fortsat et kæmpestort beløb og sikrer DR og dermed staten en meget dominerende medieposition i Danmark. Der er blevet fyret chefer, der er blevet fyret medarbejdere, der er blevet lukket programmer og såmænd også kanaler. Signalet til DR var fra politikernes side klart. Public service er vigtigt, fokuser på kerneopgaven. Public service kan være svært at få greb om. Men det er i hvert fald noget andet end det, markedskræfterne bærer frem. DR skal fokusere på det, andre medieaktører ikke allerede eller alligevel laver. DR skal ikke bare være mere af det samme, men et reelt alternativ til gavn for demokrati, sammenhængskraft og mangfoldighed. Derfor må man undre sig. DR er nærmest gået reality-amok. Danske Damer i Dubai. Øen. Familien Asbæk. Og Fars Pige – lad os holde fast i den. En problemstilling om unge og forældre er bestemt relevant i public service-perspektiv. Men en serie om et forskruet københavnsk familieforhold er en udstilling af ekstremer. Det er ikke dokumentar, det er et freakshow. Det samme kan man sige om serien ”Cougarjagt”. Det kan være public service at kigge ind i parforhold, i kærlighed og samliv. Også på tværs af generationer. Men så er det ikke rendyrket reality-tv om en førtidspensionist, der har sex med unge mænd. Det er godt tv. Det er underholdning. Men det er altså tv, der produceres i store mængder på de kommercielle tv-kanaler, alle tv3-varianterne og kanal 4, 5, 6 og så videre. Det er ikke derfor, vi har DR. DR må gerne samle et stort publikum. Men det skal ikke være på at kopiere det private marked. DR får en enorm statsstøtte for at levere noget andet. Kan koncernen ikke det, er der bestemt basis for endnu en nedjustering af DR.

Annonce