Annonce
Aabenraa

Stor forening slår sig ned i Aabenraa: Det er gået mega hurtigt

FDF har 25.000 medlemmer fordelt over hele Danmark. Nu kommer der også en afdeling i Aabenraa. Foto: Frederik Jørgensen/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix
Børne- og ungdomsorganisationen FDF er klar til om få uger at starte en afdeling op i Aabenraa.
Annonce

Aabenraa: Med 25.000 medlemmer i 350 lokale afdelinger fordelt over hele landet er børne- og ungdomsorganisationen FDF en af de helt store foreninger i Danmark, og nu bliver der også etableret en afdeling i Aabenraa.

- Vi er så langt med oprettelsen af en forening i Aabenraa, at vi starter op den 4. november, siger Mette La Cour, der er forbundssekretær i FDF Landsdel 5, der dækker Syd- og Sønderjylland.

Det er efterhånden omkring 20 år siden, at Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund havde en lokal afdeling i Aabenraa, og det skulle der gøres noget ved.

- Vi har manglet noget i Aabenraa, og så kørte vi afsted. Vi bankede på døren og fik en god snak med sognepræst Jørgen Jørgensen, og så var vi i gang. Det var i maj måned, så det er gået mega hurtigt, siger Mette La Cour.

På nuværende tidspunkt har 10 frivillige voksne meldt sig under fanerne til FDF Aabenraa, og der er også blevet udpeget en kredsledelse.

- Samtidig arbejder vi på at få etableret en bestyrelse, siger Mette La Cour.

Vi bankede på døren og fik en god snak med sognepræst Jørgen Jørgensen, og så var vi i gang.

Mette La Cour, forbundssekretær i FDF

Annonce

Forpligtende fællesskaber

Det første møde i FDF Aabenraa bliver holdt den 4. november i Nicolaihuset i Aabenraa, hvor organisationen også skal holde til i starten.

- Det tegner til at blive rigtig godt. Vi håber, der dukker 10 børn op til det første møde, og at det så breder sig, siger Mette La Cour, der ikke har problemer med at komme med flere bud på, hvorfor man skal blive en del af FDF-familien.

- Vi er dygtige til at lave forpligtende fællesskaber. Samtidig skal man være god til at lege, og man skal bare være sig selv og byde ind med det, man kan, siger forbundssekretæren.

FDF bygger på et kristent livssyn, og organisationen forsøger at formidle de kristne fortællinger og værdier på en måde, der er relevant for moderne børn, unge og voksne. Det er værdier som for eksempel tolerance, tilgivelse og næstekærlighed. Det er dog ikke et krav, at man tror på Gud, for at gå til FDF.

- Man behøver ikke at være kristen, men man skal være åben overfor, at det er et kristent fællesskab, siger Mette La Cour.

På det seneste menighedsrådsmøde i Aabenraa Sogn blev medlemmerne orienteret om den nye børne- og ungdomsorganisation i byen, og der var fuld opbakning til initiativet.

I Aabenraa Kommune har FDF også en afdeling i Tinglev.

FDF

Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund er en folkekirkelig børne- og ungdomsorganisation.

FDF har 25.000 medlemmer i 350 lokale afdelinger fordelt over hele landet.

Kernen i FDF er fællesskabet, både for børn og for børn og voksne. Det at lege, hygge, grine og tale sammen og at blive mødt med respekt uanset baggrund, alder eller evner.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Regionalt For abonnenter

Efter brutalt corona-knæk blomstrer turistbranchen igen: Udlejere jubler over reddet og forlænget højsæson

Esbjerg

Hverdagen

Annonce