Annonce
Sydjylland

Stor fyringsrunde: Udflyttede arbejdspladser i fare for at blive skåret væk

Landbrugsstyrelsen har blandt andet til huse på Augustenborg Slot. Her er flere af de udflytetde statslige arbejdspladser nu i fare på grund af en fyringsrunde hos Landbrugsstyrelsen. Arkivfoto: Poul F Skøtt.

Landbrugsstyrelsen, der blandt andet har til huse i Sønderjylland, skal i efteråret fyre 60-70 medarbejdere. Det er endnu ikke afklaret om styrelsens afdelinger i Tønder og Augustenborg bliver berørt.

Fyringer: Først blev statslige arbejdspladser flyttet fra København til Sønderjylland. Men nu er de samme arbejdspladser i fare for at blive nedlagt. Landbrugsstyrelsen, der i 2016 åbnede en ny stor afdeling i Augustenborg, står over for en fyringsrunde. Styrelsen skal i efteråret afskedige 60-70 medarbejdere på tværs af styrelsen på grund af faldende bevillinger, skriver Landbrugsstyrelsen i en pressemeddelelse. Det svarer til cirka hver tyvende medarbejder.

Dermed er de 392 arbejdspladser, som i 2016 blev annonceret flyttet til det sønderjyske, nu også i fare for at blive nedlagt. Landbrugsstyrelsen oplyser nemlig til JydskeVestkysten, at det endnu ikke er besluttet, hvem der skal fyres, men at fyringsrunden vil ramme bredt over hele organisationen. 376 af arbejdspladserne blev flyttet til Augustenborg, mens 16 arbejdspladser blev rykket til styrelsens allerede eksisterende afdeling i Tønder.

Direktør for Landbrugsstyrelsen Jette Petersen fortæller, at fyringsrunden med garanti også vil ramme afdelingen i Augustenborg.

- Fyringsrundens størrelsesorden gør, at det rammer bredt over alle Landbrugsstyrelsens lokationer, siger direktøren, der ikke vil frede de medarbejdere, som flyttede med deres arbejdsplads fra København til Augustenborg.

- Som udgangspunkt er alle omfattet af den screening, vi skal gennemføre for at finde ud af, hvilke medarbejdere vi skal afskedige. Det er selvfølgelig rigtigt surt, og vi har fået en masse dygtige medarbejdere, der har gjort en fantastisk indsats, siger Jette Petersen.

Annonce

Trist situation

Hun fortæller, at fyringerne ikke kan undgå at gå ud over de arbejdsopgaver, som Landbrugsstyrelsen i dag varetager.

- I hvert fald på den korte bane betyder det, at vi må fokusere hårdt og prioritere på de arbejdsopgaver, der er vigtigst, siger hun.

Samlet set står Landbrugsstyrelsen over for et fald i bevillingen på 18 procent frem mod 2022. Allerede i 2019 reduceres Landbrugsstyrelsens bevilling med knap 70 millioner kroner. Landbrugsstyrelsen gennemfører fyringsrunden i oktober.

Siden udflytningen har styrelsen været ramt af længere sagsbehandlingstider. Landbrugsstyrelsen oplyser, at den cirka har 400 medarbejdere i Sønderjylland.

Styrelsen har også afdelinger i Randers, Herning, Odense, Ringsted og København.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Haderslev

Ny isbar på Gravene åbner i maj

Annonce