Annonce
Esbjerg

Stor opstand mod nyt 60 tons tungt kinesisk marmorkunstværk i Sønderho

Visualisering af Den Hvide Løber fra vejen der går over diget. Visualisering: Fanø Kommune/Morten Modin

En styregruppe blandt andet bestående af to byrådsmedlemmer vil etablere en 65 meter lang hvid marmorløber på Norddiget i Sønderho. Men projektet møder stor modstand hos folk med tilknytning til området.

Fanø: Husene ud til Norddiget i Sønderho er det område, hvor der er allerflest fredede huse. Her har lokalplanen helt fastsatte regler for så små ting som eksempelvis, at bræddebeklædningen under taget skal afsluttes med høvlede vindskeder, der skal kantprofileres og mindst være en tomme bredere end beklædningsbrædderne.

Lige ud for de huse og på Norddiget vil en styregruppe bestående af blandt andet byrådsmedlemmerne Niels Heinel (Miljølisten) og Marius Nielsen (Venstre) og kommunaldirektør Vibeke Kinch etablere en 55-65 meter lang og 4-5 meter bred hvid marmorløber midt i den grønne natur med navnet "Den Hvide Løber".

Kunstværket er udtænkt af kunstneren Morten Modin og skal invitere til vandring op ad diget og symbolisere en take-off bane til at kaste sig ud i mentale rejser ud over diget ud i horisonten.

Den Hvide Løber

Den Hvide løber består af en hvid marmorbane, der anlægges som en løber i jorden, der går på tværs af græsarealet og hen over diget. Løberen skal være 55-65 meter lang og 4-5 meter bred og bestå af omkring 150 marmorfliser, der i alt vejer omkring 60 tons og skal fragtes fra Kina til Esbjerg og derefter til Fanø.Værket skal blandt andet invitere til en vandring op på diget, hvorfra man kan kigge ud i horisonten og ind over Jylland i retning af Ribe by.

Store protester

Projektet møder dog stor modstand i Sønderho. På infomøderne om projektet har der været massive protester fra borgerne, og enkelte forlod endda det sidste møde i utide, da de ikke følte, at der var mulighed for nogen som helst dialog.

Samtidig har der været lavet underskriftsindsamlinger, hvor knap 150 underskrifter er blevet indsamlet. Fire var for projektet, fire ville slet ikke have et nyt kunstværk i Sønderho, mens den store resterende del gerne ville have ny kunst, men det skulle være et andet sted.

- Det er meget vigtigt at sige, at vi ikke er imod kunst på nogen måde. Det er sammenhængen og placeringen, som vi er utilfredse med. Kunstværket er alt for højtråbende, hvor alting er så småt i Sønderho, siger Peter Uhrbrand, der er tilflytter til Sønderho.

Området i Sønderho har for borgerne stor kulturværdi, og derfor er det også et område, som de føler et stort ansvar for at passe på. Niels Heinel, som er en del af styregruppen for at etablere det stedsspecifikke kunstværk, mener også, at man skal passe på området, men mener ikke, at det falder ved siden af.

- Jeg synes, at skitseprojektet er meget flot og fint afstemt i forhold til både historie og omgivelser. Jeg mener, at kunstneren viser en indlevelse og forståelse af Sønderhos kvaliteter herunder historie, natur og kultur. Desværre er mange i Sønderho ikke enige med styregruppen og mig. Derfor kan resultatet blive, at projektet aldrig realiseres, siger Niels Heinel (Miljølisten), der samtidig forklarer, at diget var eneste sted i Sønderho, hvor det ikke ville tage årevis at få en godkendelse til at få opsat kunst på grund af forskellige restriktioner.

Annonce

Processen kører videre

På trods af protesterne har styregruppen dog fortsat processen. Skitseforslaget til kunstværket blev fremlagt den 17. april, og frem til 31. maj kan alle sende deres holdning til projektet ind til kommunen. Det er dog helt efter bogen ifølge Niels Heinel, da man har modtaget penge fra Statens Kunstfond til at udarbejde et forslag, og derfor er forpligtet til at gøre skitseforslaget færdig.

I juni sætter styregruppen sig sammen og vurderer, om de skal gå videre med projektet. Hvis det fortsættes, skal det formentlig godkendes i byrådet. Projektet har et budget på 2,5 millioner kroner, som man vil skulle finde finansiering til primært gennem fonde. Niels Heinel er dog opmærksom på modstanden mod projektet.

- Det er selvfølgelig helt evident at sige, at hvis der ikke er mange positive tilkendegivelser, kan projektet ikke lade sig gøre, og så reagerer vi på det, siger Niels Heinel.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Kolding

Indisk takeaway fik sur smiley

Regionalt For abonnenter

Region om lunken Carelink-bedømmelse: - Man kan godt være tilfreds med en Ford, selv om der står en Mercedes ved siden af

Annonce