Kolding: De knap 600 elever på Sdr. Vang Skole i Kolding blev fra morgenstunden onsdag opfordret til at blive hjemme, hvis de havde mulighed for det.
Årsagen er, at en skade betyder, at der ikke er noget vand på store dele af skolen. Det vil sige, at eleverne kun har haft adgang til enkelte af skolens toiletter og håndvaske, og derfor kom skolens ledelse med en opfordring til at blive hjemme, hvis man kunne.
Viceskoleleder Ebbe Weng forklarer, at skolen blev tørlagt tirsdag eftermiddag på grund af en skade på hovedvandhanen. Man havde håbet, at vandet ville være tilbage hurtigt, men formentlig kommer det først tilbage engang over middag onsdag.
Ebbe Weng fortæller, at det formentlig er omkring halvdelen af eleverne på skolen, som er mødt op i skole i dag.