Annonce
Team Esbjerg

Stor skuffelse i Team Esbjerg-lejren: Vi taber kampen på vores egne fejl

Team Esbjerg-cheftræner Jesper Jensen og assistenttræner Ana Razdorov måtte se deres hold gå ned med flaget i de sidste 12-13 minutter af slutspilskampen på udebane mod Herning-Ikast. Hjemmeholdet vandt 30-27 og fører nu slutspilspuljen med syv point, mens Team Esbjerg bliver stående på seks point. Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix 

- Vi har jo chancerne til selv at lukke kampen, så det her er selvfølgelig rigtig skuffende for os.

Team Esbjerg-cheftræner Jesper Jensen var naturligvis langt fra tilfreds med sit holds præstation i onsdagens slutspilskamp på udebane mod Herning-Ikast.

Hjemmeholdet var bagud både 23-19 og 24-20 med et lille kvarter igen, men endte alligevel med at vinde opgøret med 30-27.

- Vi taber kampen på vores egne fejl. Vi brænder for meget, og vi laver for mange tekniske fejl - og så får vi ikke rigtig styr på deres spil syv mod seks, konstaterede Jesper Jensen.

- Og så tror jeg kun, at vi har en redning i de sidste 30 minutter. Der er mange ting, der ikke går vores vej.

Team Esbjerg var uden Marit Frafjord i hele kampen. Hun døjer med lyskeproblemer, og hun manglede til at tage dirigentstokken i forsvaret. Desuden måtte Team Esbjerg spille uden Mette Tranborg i store dele af kampen.

- Der skete et eller andet med min fod i første halvleg. Jeg tror, at jeg gled, og lige nu har jeg lidt svært ved at støtte på den, fortalte Tranborg efter kampen.

Hun var selvfølgelig også slemt skuffet over udfaldet.

- Vi gør det svært for os selv, så nu skal vi vinde de sidste tre kampe i slutspilspuljen. Det tror jeg også, at vi kan.

Skuffelsen lyste også ud af Sonja Frey, der skifter til netop Herning-Ikast efter denne sæson.

- Vores afslutning på kampen var rigtig dårlig. Det skal vi være meget skuffede over, men nu vinder vi de sidste tre kampe i puljen, og så er alt godt. Vi kommer igen.



Annonce

Mest læste

Annonce
Annonce
Annonce
Varde

Sport24 Outlet åbner i Varde

Annonce