Annonce
Udland

Storbritannien lover milliarder til at indhente tabt skoletid

Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, besøgte tirsdag en skole for at deltage i online undervisning. Senere samme dag har den britiske regering lovet hjælp til elever, der skal indhente den tabte læring under nedlukningen af landets skoler. Foto: Jack Hill/Ritzau Scanpix
Når grundskolerne i England åbner i næste måned, skal der gives ekstra undervisningsstøtte til udsatte børn.
Annonce

Den britiske regering har lovet at vedtage en hjælpepakke på 700 millioner pund til at støtte børn i England med at indhente den tabte læring under pandemien, der har lukket landets skoler.

Beløbet svarer til omkring seks milliarder danske kroner.

Engelske skoler blev lukket for de fleste elever 5. januar som en del af nedlukningen. Men elever i grundskolen kan begynde at vende tilbage til skolebænken 8. marts. Det annoncerede premierminister Boris Johnson mandag.

Uddannelsesministeriet melder tirsdag aften, at den vil præsentere en genopretningspakke, der blandt andet er rettet mod dårligt stillede studerende sammen med andre tiltag.

Under pandemien har der været en stigende bekymring for, at udsatte børn er kommet langt bag ud i undervisningen.

- Vores hjælpepakke vil yde en afgørende støtte til børn og unge, der har mest brug for det, og sikre, at alle har samme mulighed for at udnytte deres potentiale uanset deres baggrund, siger uddannelsesminister Gavin Williamson.

Det er den britiske regerings plan, at samfundet skal åbnes i flere etaper, hvor skolerne er det første store skridt.

Herefter vil det fra 29. marts blive tilladt for to husholdninger eller seks personer at mødes udendørs, ligesom udendørs sport igen bliver muligt.

12. april vil butikker, frisører, sportscentre og udendørs servering blive tilladt.

Fra 17. maj vil der blive åbnet for, at en del tilskuere kan følge idrætsarrangementer.

De videre skridt vil afhænge af antal vaccinerede, smittede og døde samt presset på landets hospitaler.

Skolerne i England havde senest åbent mandag den 4. januar efter juleferien.

Men allerede samme dag måtte premierminister Boris Johnson igen lukke samfundet ned. Omtrent lige så hårdt som første gang i marts 2020.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Esbjerg

Efter fund af britisk mutation: Hel landsby forbereder sig på test

Kolding

Budgetaftale sikrer 46,4 millioner kroner til kæmpe vejanlæg ved Tankedalsvej

Annonce