x
Annonce
Danmark

Storbyborgmestre: Vi vil have mulighed for at forbyde brændeovne

Borgmestrene fra de tre største byer i Danmark, Frank Jensen (tv.), Peter Rahbæk Juel og Jacob Bundsgaard (th.) hilser regeringens forslag om en ejerskifteordning for brændeovne velkommen. Men der skal mere til, mener de. Foto: Michael Bager
Regeringens første skridt mod udfasning af brændeovne er ikke nok, lyder det fra borgmestre fra landets tre største byer, København, Aarhus og Odense. De mener, at kommunerne skal have mulighed for helt at forbyde brændeovne.

Brændeovne: Kommunerne skal have mulighed for at forbyde brændeovne i områder med megen partikelforurening, hvor der samtidig er mulighed for fjernvarme eller naturgas.

Sådan lød Socialdemokratiets forslag i 2018, og nu håber borgmestrene i landets tre største byer, at forslaget snart bliver til virkelighed. Både Jacob Bundsgaard (S), borgmester i Aarhus Kommune, Peter Rahbæk Juel (S), borgmester i Odense Kommune, og Frank Jensen (S), borgmester i Københavns Kommune, ønsker at få mulighed for at forbyde brændeovne.

- Det er vigtigt, at vi som kommune har værktøjerne til at skride effektivt ind, når vi ved, at partikelforurening skaber sygdom og overdødelighed, siger Peter Rahbæk Juel fra Odense.

Den socialdemokratiske regering har netop sendt et lovforslag om en ejerskifteordning, hvor boligkøbere tvinges til at udskifte ældre brændeovne, i høring. Det forslag bakker borgmestrene også op om. Det er bare ikke nok, mener de.

- Jeg synes, at det er et godt første skridt. Men jeg mener, at der skal mere til. Vi har et ønske om, at vi får udfaset gamle brændeovne og samtidig får mere restriktive regler for, hvad man må udlede, siger Jacob Bundsgaard, borgmester i Aarhus Kommune.

Når regeringen går målrettet efter de ældre brændeovne skyldes det, at de udleder omkring fem gange så stor en partikelmængde som nye.

Men partikeludledningen fra en ny brændeovn er stadig 20 gange større end fra en gammel lastbil, som er forbudt i miljøzoner i byerne.

Miljøminister Lea Wermelin (S) understregede i et interview med avisen Danmark i begyndelsen af februar, at forslaget om et ejerskifte kun var det første af en række nye krav, som regeringen ønsker at sætte for brændeovnsejere. Forbudsforslaget fra 2018 er også stadig i spil, lød det. Det glæder borgmestrene, der mener, at brændeovnsejere i fjernvarmeområder bør tænke på deres naboer.

- Brændeovne har ingen berettigelse i områder, hvor alle boligerne har klimavenlig fjernvarme, så der synes jeg, at hensynet til sundheden hos dem, der bor rundt om, må tælle over den private hygge hos brændeovnsejeren, siger Frank Jensen, overborgmester i Københavns Kommune.

Annonce

Er der steder, hvor vi kan se, at luftkvaliteten er ringe, vil jeg ikke tøve med at reagere. Det skylder vi de mennesker, der er ofre for luftforureningen

Peter Rahbæk Juel (S), borgmester i Odense Kommune

Vil ikke tøve med at reagere

I Odense har stort set hele kommunen adgang til billig fjernvarme. Men alligevel er der ifølge en opgørelse fra 2018 12.000-13.000 brændeovne i kommunen.

Byrådet har afsat penge til at kortlægge luftforureningen i kommunen fra i år, og det arbejde er så småt begyndt. Resultatet vil være afgørende for, hvor og om borgmesteren vil benytte sig af en mulighed for at forbyde brændeovne i specifikke områder.

- Er der steder, hvor vi kan se, at luftkvaliteten er ringe, vil jeg ikke tøve med at reagere. Det skylder vi de mennesker, der er ofre for luftforureningen, siger Peter Rahbæk Juel.

Han håber, at odenseanerne i mellemtiden vil bruge den skrotningsordning, der resten af året giver borgerne 2000 kroner til skrotning af brændeovne fra før 1995. Samtidig håber han, at den fynske virksomhed Exodraft får held til at sælge sine partikelfiltre til brændeovne. filtre, der kan fjerne 95 procent af partiklerne fra forbrændingen.

- Jeg forestiller mig, at de, der bruger brændeovne i Odense, for det meste gør det for hyggens skyld. Men det er ikke så hyggeligt, når man ser på de sundhedsmæssige risici og de 400 dødsfald, der årligt kan ledes tilbage på partikelforurening fra brændeovne. Når vi har den viden, ser jeg det også som en bunden opgave at komme i gang med at omstille samfundet på en god og social ordentlig måde, så vi kan få alle med, siger han.

I Aarhus er der ligesom i Odense stort set adgang til billig fjernvarme i hele kommunen. Borgmester Jacob Bundsgaard vil derfor også overveje at gøre brug af et eventuelt forbud, hvis der er høj partikelforurening fra brændeovne i nogle områder.

- Det er en del af vores ansvar at sørge for, at vi i fællesskab har et miljø, som vores børn kan vokse op i. Partikelforurening fra brændeovne er forbundet til luftvejssygdomme som astma og for nogles vedkommende en tidlig død. Så jeg synes, det er noget, vi skal tage alvorligt, siger han.

- Brændeovnsejere må betale regningen

Aarhus-borgmesteren mener også, der bør komme et lovkrav om partikelfiltre til brændeovne. Et filter fra Exodraft koster i øjeblikket 14.000 kroner, men virksomheden regner med, at prisen vil falde til 7000-8000 kroner, hvis efterspørgslen øges.

- Selv moderne brændeovne udsender ganske mange partikler, og derfor er det formentlig nødvendigt med et filter. Det er fornuftigt, vi får lavet regler, for der er menneskeliv på spil her. Derfor kan vi godt tillade os at have forventninger til, at der sker noget, siger han.

- Men hvem skal betale de 7000-14.000 kroner for et filter?

- Det kan kun være brændeovnsejeren, siger Jacob Bundsgaard.

Samme svar giver Frank Jensen, overborgmester i København.

Han ser dog hellere, at brændeovne udfases, fordi filtrene kun reducerer partikeludledningen og ikke kan fjerne den helt.

- Der er ingen grund til, at vi tillader den mindste forurening fra brændeovne i områder, hvor vi har god, klimavenlig fjernvarme, siger han.

Frank Jensen har tidligere foreslået, at den nuværende skrotningsordning hæves til 5000 kroner per brændeovn, og at der samtidig kommer forbud mod at etablere nye brændeovne i boliger med adgang til fjernvarme.

Så skadelig er røg fra brændeovne

Forskere fra Dansk Center for Miljø og Energi, vurderer at partikler fra danske brændeovne hvert år er skyld i, at 400 personer dør for tidligt. Derudover kan brænderøg øge risikoen for en lang række sygdomme.

Her er der ifølge professor Torben Sigsgaard øget risiko for sygdomme på grund af luftforening:

Lunger: Astma, overvejende hos børn. Væksthæmning af lungerne indtil 20-30 års alderen. KOL hos ældre.

Hjertet: Forkalkning af årer, der kan føre til blodpropper. Forsnævringer i pulsårerne.

Mave/tarm: Kræft.

Nyrer og kønsorganer: Blærekræft, nyrekræft og prostataforstørrelse. Væksthæmning i forstertilstand.

Lever: Type 2-diabetes. Flere studier tyder også på overvægt og metaboliske sygdomme.

Hjernen: Nyere studier tyder på nervesygdomme som Alzheimers og Parkinson.

Derudover kommer reparationsmekanismerne i menneskets hud på overarbejde ved luftforurening. Cellerne taber elasticitet over tid, og menneskets hud bliver rynket på samme måde som ved cigaretrygning.

Kilde: Professor Torben Sigsgaard

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar

Byens butikker skal bruges - også efter coronakrisen

Fredag eftermiddag blev jeg ringet op. Min frisør havde taget fat i sin kalender og var begyndt at kontakte alle de kunder, hun har eller rettere havde en aftale med i sin salon. Min yngste og jeg stod for tur lige før påske, men den tid kan i sagens natur ikke gennemføres, så min udmærkede frisør ville lige høre, om hun måtte ringe mig op på den anden side. På den anden side af coronakrisen. Lad frisøren være bare et eksempel af mange på, hvordan de selvstændigt erhvervsdrivende kæmper for deres forretninger i disse uger. Frisøren får assistance fra Folketingets hjælpepakker, så hun regner med at klare sig, men hjælpepakker gør det ikke alene. For ville kunderne også være hos hende efter coronaen uden et opkald? HERMED TIL BUTIKKERNE i Aabenraas gågade: Mange af dem ligger lukkede hen, enkelte har genåbnet, og flere gør sig samme overvejelse. I denne uge blev vi på redaktionen kontaktet af Gitte Jensen og Solvejg Jensen fra henholdsvis Tinzon House og Ole Chokolade. De ville gerne fortælle, at de var begyndt at samarbejde nærmest under mottoet - køb lidt hos den ene og få noget med fra den anden også. Dette budskab havde de fortalt på Facebook, men som de konstaterede, er de sociale medier ikke alt, og de ville da gerne have lidt hjælp af os gennem både vores trykte og digitale platforme hos Jysk Fynske Medier. Her i kommunen og landsdelen JydskeVestkysten og Aabenraa Ugeavis. DEN SLAGS GØRES under sædvanlige omstændigheder i annoncer, men her har jeg så valgt undtagelsen - ikke for at hjælpe de to forretninger alene. Eller specifikt, men for at lade Gitte og Solvejg og deres butikker være eksemplet på, at krisetider tvinger virksomheder, forretninger og alle andre selvstændige til at lede efter nye veje til indtægterne. Som Gitte Jensen fra Tinzon House formulerer det: - Jeg tænkte, at vi ville være et godt match. For Solvejg og Ole Chokolade er det højsæson i påsken, og hvis nu vi kunne gøre noget i fællesskab, løfte noget sammen, kunne vi måske holde hjulene i gang. For de to butikker og alle andre kan vi håbe, at det lykkes. At de også vil være her på den anden side. For der kommer en dag, hvor normaliteten vender tilbage. Formentlig i små bidder, men også til den tid skal vi huske, at forretningslivet i gaderne kun er der, hvis det bruges. Af os. I DENNE TID har vi opdaget, hvad det vil sige, og hvordan det føles, når gaderne forekommer at være søndagsforladte hele ugen. I flere uger. Der mangler noget. Byens butikker har også brug for dit lokale engagement efter coronaen. Eller som Solvejg Jensen formulerer sit ønske: - Fra kunder hører jeg, at de føler sig skræmte over, at der er så lukket. Sådan kunne det måske blive engang. Vores håb er, at de vil købe lokalt. Og min egen frisør - hun kan bare ringe. PAS PÅ HINANDEN

Annonce