Annonce
Erhverv

Store krav til rekrutteringsfirmaer i dag

Med årene er kravene til rekrutteringsfirmaerne vokset, konkurrencen er styrket, og der er mange gange meget konkrete og kontante krav med hensyn til, hvilke evner der efterspørges hos kandidaterne.

Ofte må en opdragsgiver dog gå på kompromis, og oftere end tidligere ses det, at man er indstillet på at hjælpe en kandidat i gang, såfremt potentialet er til stede, selvom der skulle mangle et ᾿fagligt hjørne᾿ i profilen.

Den gamle konsulentregel om, at folk ansættes på deres faglige kvalifikationer, men fyres på deres personlige, er stadig gældende. Med denne efterhånden udbredte forståelse hos opdragsgiverne for denne regel ses der derfor til tider en imødekommenhed over for kandidater, der har gode personlige egenskaber og samtidig har viljen til at lære og til at tage fat.

Der er i dag tale om en meget dynamisk branche, hvor mange af de gamle, kendte konsulentfirmaer inden for toplederrekruttering i dag er borte, mens nye er kommet til. Der er stadig en del, der forsøger at slå sig op som enkeltmandsfirmaer, og kommer man med et stort netværk og personkendskab til en bestemt branche, kan man godt overleve på den måde i nogle år – man behøver måske kun at løse to-tre-fire opgaver om året for at have en tilfredsstillende årsløn.

Men skal et rekrutteringsfirma overleve på længere sigt og kunne levere den kvalitet, kunderne forventer, skal det op at have en kritisk masse, som ligger på mindst en håndfuld ansatte.

Annonce

Malplaceret referenceindhentning

Konkurrencen er som nævnt blevet hårdere end tidligere. Forskellen på nu og for 10-20 år siden er hovedsagelig, at vi oftere kommer ud for at skulle give et tilbud på en rekrutteringsydelse i konkurrence med andre konsulentfirmaer, dog sjældent flere end to-tre andre.

Samtidig går udviklingen i retning af, at konsulentfirmaet skal kunne fremvise en referenceliste med stor detaljeringsgrad. Specifikt lige inden for et hjørne af en branche eller måske endda niche.

Det er ofte et noget malplaceret krav, når vi taler om ledende stillinger, ligesom det er medvirkende til, at det er ”Tordenskjolds soldater”, der atter og atter står til genbrug. Det giver ingen fornyelse, og det hæmmer ofte udviklingen af forretningen.

For eksempel i tilfældet af, at der søges en direktør til en bestemt branche, og hvor en nøjere vurdering af stillingen faktisk giver det resultat, at der ikke skal søges en branchefaglig person, men måske snarere en med god ledelseserfaring fra service eller salg.

Den etiske standard er altafgørende

Langt de fleste betydende og større rekrutteringsfirmaer har en høj etisk standard. Har de ikke det, vil levetiden generelt være kort.

Her kommer fordelen ved, at Danmark er et lille og transparent land ind i billedet. På en måde kan man sige, at markedet regulerer sig selv. Fortrolighed og diskretion i behandling af såvel virksomheder som kandidater er helt afgørende i processen.

Her er rekrutteringskonsulenterne i samme båd som advokater og revisorer. Kandidaters navne må ikke videregives imod deres ønsker, og referencer bør først indhentes sidst i rekrutteringsforløbet.

En hovedregel for headhuntere er, at de ikke genrekrutterer kandidater, de selv har anbragt i en stilling. Man genrekrutterer kun, hvis den pågældende er blevet sagt op, hvis der er sket store ændringer af organisatorisk og ledelsesmæssig art, hvis ejer- og kapitalstrukturen er blevet radikalt ændret, eller hvis der er indtruffet helt specielle omstændigheder.

Af og til er konsulenterne ude for, at en kandidat, vi har anbragt, senere kommer og spørger, om vi ikke nok vil hjælpe ham eller hende videre til et nyt job. Til det svarer vi, at det må han eller hun først tale med sin chef om. Er der grønt lys, vil vi gerne hjælpe.

No cure – no pay

Til god etik hører også, at der ikke er flere rekrutteringsfirmaer, der arbejder på samme sag sideløbende. Dette gør vi opmærksom på i vores ordrebekræftelse.

De fleste andre konsulentfirmaer har samme tilgang som os til forretningsgangen og proceduren. Oftest ser vi, at flere konsulentfirmaer 'støder sammen', når den såkaldte 'No cure – no pay'-model tages i anvendelse. Ikke en model seriøse rekrutteringsselskaber bør medvirke i.

Lad mig give et eksempel.

For nogle år siden blev jeg kontaktet af en kandidat, der fortalte mig, at han nu var blevet kontaktet af tre forskellige rekrutteringsfirmaer. To små og et større.

Han havde haft møde med dem alle, og undervejs fandt han ud af, at det var det samme job, de prøvede at besætte. Han spurgte om mit råd, hvorefter han ringede til den opdragsgivende virksomhed og fortalte den administrerende direktør i klare vendinger, hvad han mente om firmaets etik og forretningsmoral.

Han sluttede af med at sige, at han aldrig kunne drømme om at søge ansættelse det pågældende sted. Jeg håber, at den administrerende direktør fik noget at tænke over.

Klummen

John Lohff er partner i Lohff Management Consultants, der har kontorer i Sønderborg, Vejle og København.

Har du kommentarer til denne klumme, kan du kontakte klummeskribenten direkte på john@lohff.dk

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Gammelt menighedsråd misbrugte omverdenens tillid

Da det tidligere menighedsråd i Holbøl Sogn valgte at træde tilbage i samlet flok i august 2018, skete det nærmest i total tavshed. Ingen i menighedsrådet ville sige noget som helst til ret mange - ud over at de havde krævet den tidligere præst i sognet Kristian Ditlev Jensen fyret. Det lykkedes ikke, hvorefter de besluttede, at så kunne det også være lige meget. Farvel, men ingen tak og altså helt uden nogen form for forklaring. Det har jeg kritiseret i tidligere kommentarer, og kritikken har på ingen måde siden vist sig uberettiget. Tværtimod. SOM VI PÅ JV.DK og i JydskeVestkysten i dag søndag kan dokumentere, har det tidligere menighedsråd ageret, hvad man måske lidt groft kan betegne som små konger i landsbyen. Den tidligere formand Per Ihle har tilsyneladende haft en pæn økonomisk gevinst ud af formandstjansen. Ihle er malermester, og hvilket firma skulle klare maleropgaverne for menighedsrådet? Ja, det kom Ihles eget så til at gøre. Venner ordnede og klarede tingene med vennerne, og om alt gik redeligt og ordentligt til, spillede tilsyneladende ikke den store rolle for det tidligere menighedsråd i Holbøl. IHLE LAVEDE SÅLEDES malerarbejde for 360.000 kroner for sognet i en periode over seks år fra 2012. Uden at der blev indhentet tilbud, som man skal ifølge provstiets retningslinjer, når der er tale om beløb på mere end 50.000 kroner, og uden at menighedsrådet tilsyneladende bekymrede sig om, hvorvidt Ihle kunne være inhabil, når beslutningerne om køb af malerarbejde skulle træffes. I hvert fald fremgår det ikke nogen steder, om Ihle trådte ud af mødelokalet, når menighedsrådet skulle beslutte, hvilket malerfirma man skulle vælge. Meget mere Korsbæk kan det næsten ikke blive. OM DER ER NOGEN som helst sammenhæng mellem det tidligere menighedsråds ønske om at komme af med den forhenværende sognepræst og så menighedsrådets manglende overholdelse af udbudsreglerne, ved vi ikke. Måske er det også lidt ufint i kanten at bringe de to i udgangspunktet vidt forskellige sager ind i en sammenhæng, men spørgsmålene ligger lige for: Hvorfor ønskede det forhenværende menighedsråd med malermester Ihle i spidsen at få daværende sognepræst Kristian Ditlev Jensen fyret? Og hvorfor ville ingen i det gamle menighedsråds svare på spørgsmålet? Havde Kristian Ditlev Jensen påtalt og kritiseret menighedsrådets måde at gøre tingene på? Som skrevet: Vi ved det ikke. SELVFØLGELIG VALGTE både biskop Marianne Christiansen og provst Kirsten Sønderby at afvise kravet. Sidstnævnte erkender i dag, at hun skulle have været opmærksom på, hvordan det tidligere menighedsråd agerede. Sandt nok. Det burde hun. Nok. Men kan man fortænke Kirsten Sønderby i, at det ikke skete? Måske. Blot ikke ud fra en rent menneskelig betragtning. For hun stolede på sit menighedsråd. Hun havde tillid til det, tillid til, at rådet fulgte reglerne og i øvrigt opførte sig, som man skulle. Desværre handlede det ikke med ordentlighed. AT VÆRE FORMAND for et menighedsråd eller bare at sidde i et er et tillidshverv. De blev valgt af andre, fordi disse andre stolede på dem. De tidligere menighedsrådsmedlemmer levede igennem flere år ikke op til den tillid, og af den grund er deres svigt større, end at Per Ihle scorede nogle opgaver, han og firmaet måske ikke skulle have haft. Det er reelt det mest ærgerlige og triste i denne sag. GOD SØNDAG

Annonce