Løgumkloster: Over 300 betalende gæster fyldte søndag eftermiddag Løgumklosters store kirke.
De mange publikummer havde valgt at bruge to en halv time af deres søndag i selskab med Musikvereinigung Nordschleswig, og deres 100-mands store kor, der opførte korets velnok største og mest omfattende værk nogensinde i korets 94-årige historie.
- Vi er startet med at øve tilbage i januar, for der er rigtig, rigtig meget musik, der skal læres i dette værk, forklarer korleder Sussanne Loena Heigold, der har dirigeret koret siden 2013.
Musikvereinigung Nordschleswig
I afdelingen i Tønder er der omkring 35 korsangere, fordelt på sopran, alt, tenor og basstemmer.
Der er korprøve hver torsdag mellem 19 og 21 på Ludwig Andresen Schule.
En gang om måneden samles koret til en fællesprøve for alle afdelinger.
I dag er omkring 30 procent af sangere fra det danske flertal, mens de øvrige korsangere er del af det tyske mindretal.
Alle er velkomne i koret.
Fast tradition
At det store nordslesvigske kor binder an med et stort korværk, er dog slet ikke noget nyt, afslører Susanne Leona Heigold.
- Det er en lang, lang tradition i koret, og det bunder i, at store oratorier bunder i den tyske tradition. Men dette er nok det største, vi har prøvet, uddyber hun.
At de store oratorier falder i publikums smag, det tydede det store fremmøde i Løgumkloster kirke om.
Der var tydeligvis mange fra det tyske mindretal, og der blev snakket en blanding af både dansk og tysk på kirkerækkerne. Da koret, de fire solister og det 40 mand store orkester satte første tone an, var der til gengæld ikke nogen, der snakkede. Der blev lyttet opmærksomt gennem hele koncerten.
Et tomrum venter
For Karin Petersen fra Stemmild ved Tønder og Edna Brahm i Tønder var koncerten i Løgumkloster den store kulmination på et langt forløb med korprøver.
De har været i øvelokalet siden januar, og forud for aftenens koncert i Løgumkloster var gået to koncerter i henholdsvis Vojens på Tørning Mølle og i Sønderjyllandshallen i Aabenraa.
- Der bliver da et lille tomrum, når vi afslutter sådan et langt forløb, konstaterer Karin Petersen, der har været med i koret i fire år.
- Men heldigvis har vi jo nye projekter, der venter efter jul. Og vi får rigtig meget at lave til næste år. Der er en del ting, vi skal medvirke i i forbindelse med, at det er 100-året for Genforeningen, siger Edna Brahm.
Karin Petersen er glad for at kunne være med at til opføre så store værker.
- Det er fantastisk at få lov til at synge sammen med professionelle. Vi er et amatørkor, hvor alle er velkomne. Og der er endda ingen optagelsesprøve. Det er da dejligt, at det kan lade sig gøre, konstaterer Karin Petersen.