Annonce
Haderslev

Storm på Møllens billetsalg

Der er allerede nu arrangeret en ekstra forestilling af Ole Sørensens jubilæumsforestilling "Svejk i 2. Verdenskrig". Foto: Søren Hasselgaard Skaaning
Mange har allerede inden sæsonstart sikret sig billet til Møllens kommende forestillinger. Den første ekstraforestilling er skrevet ind i kalenderen.

HADERSLEV: Teatersæsonen 2019-2020 er endnu ikke begyndt, men på Teatret Møllen er enkelte forestillinger udsolgt eller nær ved. Interessen gælder ikke mindst "Svejk i 2. Verdenskrig", der markerer Ole Sørensens 40 års jubilæum som skuespiller.

Annonce
Teaterchef Nikolaj Mineka: Vi holder øje med, om der er mulighed for at oprette flere forestillinger. Arkivfoto: Jacob Schultz

Hundehandler

Interessen har fået teatret til allerede nu at arrangere en ekstra forestilling om hundehandleren Svejk, der lever i Prag under 2. Verdenskrig og har en usædvanlig evne til at rode sig ud i problemer med den tyske besættelsesmagt.

Ekstraforestillingen er programsat til den 2. november.

Publikums forhåndsinteresse retter sig især mod Møllens egne produktioner, og teaterchef Nikolaj Mineka fortæller, at teatret prøver at finde ekstraforestillinger, hvor det er muligt.

Ole Sørensen bidrager også til en fornyelse, der ser dagens lys i den kommende sæson nemlig højskoleforedrag. Han fortæller under overskriften "Du bliver aldrig andet end klovn", om sit lange liv som skuespiller og om, hvordan hans drømme om skuespil engang blev afvist af omgivelserne som optimistiske for ikke at sige virkelighedsfjerne.

Højskoleforedragene omfatter også blandt andet et med scenograf Gitte Kath og forfatteren og fotografen Jacob Holdt, der slog igennem med "Amerikanske Billeder", som han skabte gennem fem år som vagabond i USA.

Endelig bliver der foredrag i april om Møllens største satsning i 45 år, som får premiere få uger efter foredraget: "Romeo og Julie", der er teatrets bidrag til 100-års jubilæet for den dansk-sønderjyske genforening.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Danmark skal hænge sammen

Kan man forestille sig en situation, hvor det offentlige dropper investeringen i vejnettet i dele af landet, så borgerne selv må i gang med asfalteringen? Nej selvsagt ikke. Men faktisk er det nogenlunde en parallel beslutning, vores regering har truffet ved at ikke at afsætte midler til bredbåndspuljen i sit udspil til finanslov. Danmark er på vej til at blive næsten 100 procent digitaliseret. Det rummer mange fordele. Både i dialogen med myndighederne og i privatlivet kan det meste hurtigt og bekvemt ordnes via nettet, der samtidig giver adgang til et uendeligt univers af information og underholdning. Forudsætningen for at være en del af det moderne Danmark er hurtigt, stabilt internet. Imidlertid er det fortsat steder i landet, hvor borgerne ikke har denne mulighed. Hermed er de berørte koblet af en central del af infrastrukturen. Konsekvenserne er logiske. Unge familier vælger landet fra, hvis der ikke er net af tilstrækkelig kvalitet. Man skubber således yderligere på den affolkning, der allerede er sat ind af andre årsager. Kreditinstitutternes uvilje til at yde lån til boligkøb i den knap så tæt befolkede del af landet er i forvejen et problem. Men er der heller ikke netforbindelser af en antagelig kvalitet kan boliger på landet blive usælgelige. Samtidig er det svært at drive virksomhed uden bredbånd. Både det lille mekanikerværksted i landsbyen og den moderne landmand er afhængig af computeren. Ansvaret for netforbindelser kan man ligeså lidt som byggeri af veje eller broer pålægge den enkelte. Et eksempel fra Fyn viser således, at det kan koste privatpersoner op til godt 270.000 kroner at få etableret en individuel forbindelse med fibernet. Naturligvis skal staten være sparsommelig. Men en pulje på 100 millioner kroner er ingen kæmpepost på statens samlede udgifter, der i 2018 var på næsten 700 milliarder kroner. For borgerne kan hurtig adgang til nettet til gengæld gøre en verden til forskel. Danmark skal hænge sammen.

Annonce