Annonce
Varde

Stormskadet stillads forsinker byggeri af handicapboliger

Centerleder Kurt Berthelsen sammenligner stilladset med det skæve tårn i Pisa. Foto: André Thorup
Tirsdag skulle der have været rejsegilde på de nye handicapboliger i Ølgod, men festdagen er udskudt - sammen med resten af byggeriet. Et stillads blev ødelagt i en storm, og det har ført til vandskade, så byggeriet må mere eller mindre begynde forfra.
Annonce

Ølgod: Søndag den 9. februar var der storm i Danmark. Og det har fået følger i Ølgod, hvor et byggeri af handicapboliger ikke blot har stået i stampe, men også er blevet ramt af vandskade. Desuden har handicappede i de nuværende boliger været nødt til at blive evakueret to gange.

Det begyndte, da stormen bøjede et stort stillads, der var sat op på grund af udvidelsen af handicapbolig-komplekset på Rosenvænget i Ølgod.

- Det bøjede simpelthen fuldstændig, og vi måtte holde det fast med rigtig mange remme, for at det ikke skulle vælte over i de nærliggende bebyggelser. Der var faktisk stor fare for, at det godt kunne ske, fordi stormen var så kraftigt. Det metal er bøjet helt skævt, så der har været mange kræfter i den storm. Du skal tænke på, at det har været ét stort telt op i nærmest tre etager, siger Kurt Berthelsen, der er leder af Samstyrken, der blandt andet driver kommunens handicapboliger.

Rosenvænget

  • På Rosenvænget og Løkkevang i Ølgod ligger i alt 17 handicapboliger for fortrinsvis udviklingshæmmede.
  • Komplekset er ved at blive udvidet med 18 ekstra lejligheder.
  • Et af formålene er at sikre lejligheder, som udviklingshæmmede kan blive gamle i.
  • Politikerne har sat gang i at undersøge, om andre af botilbuddene skal lukke eller ændre karakter, når de 18 nye boliger åbner.
  • Det er usikkert, hvornår nye beboere kan flytte ind, men det bliver ikke 1. januar som oprindeligt planlagt.
Annonce

Stillads skal ned torsdag

Siden har byggeriet stået stille, for der skal bruges kraner for at skille stilladset ad igen. Planen er nu, at det skal ske på torsdag.

- De store kraner må man ikke bruge, hvis det blæser for meget, så vi har ikke kunnet gøre det før, forklarer Kurt Berthelsen.

Og det har haft store konsekvenser, for imens har det ikke været muligt at sikre det, der allerede er blevet bygget.

Annonce

Vandskade forsinker

Byggeriet skulle have været færdigt 1. januar, men det kommer ikke til at ske. Lige nu er forventningen, at der er forsinkelse på tre måneder.

- Man bliver nærmest nødt til at starte forfra, for det, der er bygget op, kan ikke tåle vand, og det har det jo fået, fordi det har regnet mega meget. Og det har ikke været afdækket, for det har stormen ødelagt. Så vi skal ned og bygge nogle skillevægge på ny, og vi skal bygge stilladset, så det bliver skærmet, så de kan bygge i tørvejr, forklarer Kurt Berthelsen.

Der skulle tirsdag have været rejsegilde på byggeriet, men det blev naturligvis aflyst.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark For abonnenter

18-årig døde efter en voldsom anholdelse: Hvorfor stilles ingen til ansvar?

Esbjerg

Havneordfører besøgte Esbjerg Havn

Danmark

Bekymrede beboere i Vollsmose tog imod justitsministeren og Odense-borgmester: Hvem er det næste offer?

Annonce