Annonce
Aabenraa

Stort dyk i elevtal: Lille skole har forberedt sig

Ravsted Børneunivers har mistet 17 elever i forhold til før sommerferien, men det er en nedgang, som skoleleder og bestyrelsen økonomisk har taget hånd om i god tid. Arkivfoto: Hans Christian Gabelgaard
Skolen i Ravsted er nu også under de 70 elever, der får politikerne til at holde et ekstra vågent øje med udviklingen. Skoleleder Judith Gripping kan dog berolige med, at der i god tid er taget højde for det faldende elevtal, så det ikke går ud over kvaliteten.

Ravsted: Hvis Judith Gripping på et tidspunkt bliver træt af at være leder af Ravsted Børneunivers, kan hun søge job hos A.P. Møller-Mærsk.

Hun kan i hvert fald det med "rettidig omhu".

Derfor fejer det ikke benene væk under landsbyskolen, at elevtallet er faldet med 17 elever - svarende til godt 20 procent - i forhold til sidste skoleår. Det betyder, at der lige nu kun er 61 elever, og dermed er også Ravsted Børneunivers under de 70, der får politikerne i børne- og uddannelsesudvalget til at holde et ekstra øje med udviklingen.

- Der er et par familier, der er flyttet fra byen. Det bon'er jo ud med det samme på sådan en lille skole som vores, forklarer Judith Gripping, der samtidig før sommerferien sagde farvel til 18 elever i den ældste årgang, mens den nuværende 0. klasse kun har 11 elever:

- Det har vi vidst, for vi har jo også både dagplejen og børnehaven her, så vi har altid nogenlunde styr på, hvor mange børn der er på vej.

Annonce

Skolernes elevtal

  • Skolernes aktuelle elevtal pr. 5. september 2019 (i parentes forskellen i forhold til 2018)
  • Bolderslev Skole: 106 (+11)
  • Bylderup Skole: 234 (-7)
  • Felsted Centralskole: 299 (+3)
  • Genner Skole: 48 (-7)
  • Hellevad Børnehus: 99 (+6)
  • Hjordkær Skole: 240 (-41)
  • Hovslund Børneunivers: 86 (-4)
  • Hærvejsskolen: 626 (-31)
  • Høje Kolstrup Skole: 404 (uændret)
  • Kliplev Skole: 149 (-10)
  • Kollund Skole: 100 (-6)
  • Kongehøjskolen: 755 (-36)
  • Lyreskovskolen: 509 (-38)
  • Løjt Kirkeby Skole: 459 (uændret)
  • Ravsted Børneunivers: 61 (-17)
  • Stubbæk Skole: 340 (9)
  • Tinglev Skole: 332 (-20)
  • Varnæs Skole: 115 (-9)
  • 10. Aabenraa: 162 (-23)

Der er sparet op

Derfor ved Ravsted-lederen også, at der er bedre tider på vej. Allerede næste skoleår skulle elevtallet gerne runde 70, og herfra vil det - hvis hun kigger på den forventede tilgang - ligger stabilt mellem 70 og 80.

- Så der er ingen grund til bekymring, siger Judith Gripping, der på trods af den aktuelle nedgang i elevtallet nemlig også har kunnet holde på alle medarbejdere:

- Fordi vi har vidst, der ville komme et par lidt dårlige år økonomisk, har vi ved fælles hjælp holdt igen på nogle udgifter for at spare op, så det gudskelov ikke har været nødvendigt at skære. For det er enormt vigtigt, at vi kan holde kvaliteten.

Formanden for børne- og uddannelsesudvalget, Kirsten Nørgård Christensen (V), ser da heller ingen grund til andet end, at udvalget blot konstaterer, at elevtallet er faldet.

- Vi har selvfølgelig fokus på, hvordan det ser ud på de skoler, hvor elevtallet er under 70, men de gør det jo udmærket resultatmæssigt, så der er ikke grund til at gøre mere, siger udvalgsformanden.

Genner er under 50

Det har udvalget heller ikke tænkt sig at gøre i Genner, selv om elevtallet dér nu er faldet yderligere, så der kun er samlet 48 elever på de syv klassetrin mod 55 i fjor.

- Så længe de kan give et tilfredsstillende undervisningstilbud, har vi ingen planer om at ændre noget, siger Kirsten Nørgård Christensen.

Ravsted og Genner skoler får - som alle øvrige folkeskoler i kommunen - et grundtilskud, der svarer til 70 elever, da det er vurderet, at det er minimumsbeløbet, man kan drive skole for. Det betyder, at Ravsted "kun" mister tilskuddet for otte og ikke 17 elever.

Skoler i Tønder er mindre

  • Af den nyeste oversigt fremgår det, at den gennemsnitlige folkeskolestørrelse i Aabenraa Kommune dette skoleår er 295 elever mod 299 i fjor.
  • Forvaltningen har desuden medtaget tallene fra de øvrige sønderjyske kommuner til sammenligning.
  • De viser, at Tønder sidste år havde en gennemsnitlig skolestørrelse på omkring 250, mens tallet var henholdsvis 400 og 500 i Sønderborg og Haderslev kommuner.

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce