Annonce
Indland

Stort fald i antallet af indbrud og tyverier over tid

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Halvdelen af alle indbrud går ud over private hjem. Men antallet mindskes. Kun lommetyverier vokser.

Færre mennesker bliver generet af indbrud og tyveri. Antallet af den slags lovovertrædelser er det laveste i mere end 20 år, oplyser Danmarks Statistik.

I årets tredje kvartal blev der anmeldt 71.702 indbrud, tyveri og andre såkaldte ejendomsforbrydelser.

I forhold til 2009 er der tale om et fald på 39,3 procent. Dengang var der i den tilsvarende periode 118.094 anmeldelser, oplyser Danmarks Statistik onsdag.

Halvdelen af alle indbrud går ud over private hjem. De resterende anmeldelser gælder fritidshuse og forretninger.

I alle kategorier bortset fra en enkelt peger pilen nedad. Kun lomme- og tasketyverier har en lille vækst, når der korrigeres for sæsonudsving, oplyser Danmarks Statistik.

Alt andet lige betyder udviklingen, at presset på politiet mindskes. Forleden kunne Jyllands-Posten berette, at politiet i mange tusinde sager om indbrud ikke foretager nogen form for efterforskning.

I hver tredje anmeldelse om indbrud henlagde politiet i 2018 sagen uden at have foretaget sig noget. Hverken sikring af fingeraftryk, spor efter opbrudsmærker eller andet blev foretaget.

I Politiforbundet har formanden forklaret undladelsen med mangel på ressourcer i forhold til opgaverne.

- Vi lægger sager til side, som kunne være opklaret, sagde Claus Oxfeldt til Jyllands-Posten.

/ritzau/



Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce