Annonce
Udland

Stort flertal støtter våben- og skattereformer i Schweiz

Arnd Wiegmann/Reuters
2,3 millioner privatejede våben ligger hos 8,3 millioner indbyggere i Schweiz, der nu får ny lovgivning.

Ved en folkeafstemning søndag har schweiziske vælgere med stort flertal vedtaget en stramning af landets våbenlove, så de bliver rettet ind efter EU.

Det viser valgstedsmålinger.

Regeringen i Schweiz havde advaret om, at et "nej" til en stramning kunne true forholdet til EU. Samtidig stemte vælgerne for en skatte- og pensionsreform.

Vælgerne skulle tage stilling til nye restriktioner for landets våbenlove, så de er harmoniseret med EU's love.

EU strammede reglerne i 2015 efter terrorangrebene i Paris.

Spørgsmålet om en ændring af våbenlovgivningen har medført en sjælden national debat om retten til at eje skydevåben i det centraleuropæiske land, som har en dybt forankret våbenkultur.

Schweiz er kendt for sit liberale syn på våben. 2,3 millioner privatejede våben ligger hos landets 8,3 millioner indbyggere.

Schweiz er ikke med i EU, men er en del af Schengen-samarbejdet. Og landets regering mener, at en strammere våbenlovgivning er afgørende for at Schweiz kan opretholde sit samarbejde med unionen.

En skærpelse af lovgivninger er blevet mødt af kraftig modstand fra våbenlobbyen såvel som våbenentusiaster.

Den nye lovgivning vil blandt andet medføre, at reglerne for køb af våben bliver strammet, og statens kontrol af solgte våbenkomponenter bliver øget.

Det nye skatte- og pensionssystem, som ifølge valgstedsmålingerne blev godkendt af et stort flertal af vælgerne, fjerner ifølge finansministeriet trusler mod landets rolle som økonomisk finanscenter.

Den ændrede lovgivning baner vej for reformer, så Schweiz kan fjerne meget lave erhvervsskatter. Ifølge finansminister Ueli Maurer undgår Schweiz dermed at blive udskældt som et "parialand med lave skatter".

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

Mysterium om døde måger ved ny sø

Leder For abonnenter

Illegal indvandrig er alarmerende

Fra statistikkerne ved vi, at der er godt 800.000 indvandrere og efterkommere i Danmark. Opgørelserne siger naturligt nok ikke noget om den illegale indvandring, da de pågældende personer ikke er registreret. Men Rockwool Fonden har et skøn. Ved hjælp af en avanceret statistisk model vurderer Rockwool Fonden, at cirka 26.000 personer opholder sig ulovligt i landet. Det er en stigning på 18 procent, siden fonden kom med sin seneste rapport i 2016. Nyheden er alarmerende. Et er den lovlige immigration, der så sandelig også har skabt udfordringer. Men noget ganske andet er, at vores land åbenbart huser mennesker, vi intet aner om. Vi har således ikke mulighed for at tjekke, om de pågældende er farlige kriminelle eller måske endog terrorister. I sagens natur er der indbyggede usikkerheder i rapporten. Men ifølge fondens egen forskningsenhed holder det med 95 procents sandsynlighed stik, at mellem 23.000 og 29.000 personer lever under jorden her til lands. Hver og en af dem er en for mange. Tilsyneladende er der to former for illegal indvandring. Uvist hvordan lykkes det åbenbart nogle mennesker at snige sig hertil og gå i skjul. Andre indrejser lovligt, men opholder sig efterfølgende i Danmark i strid med lovgivningen. Blandt andet sker det åbenbart, at kinesere udnytter deres landsmænd som kummerligt betalt arbejdskraft i restaurationsbranchen. Kokkene kommer til Danmark i henhold til den såkaldte beløbsordning. Den sikrer på papiret kineserne en ganske udmærket løn. Men Fagbladet 3F skriver, at ingen eller kun få fridage samt groteske arbejdsuger kombineret med fradrag for kost og logi reducerer den reelle timeløn til omkring 25 kroner. Kinesiske kokke er næppe den store trussel mod rigets sikkerhed. Men de pågældendes ophold er ligeså ulovligt som alle andre illegale immigranters. Derfor er der også her behov for en energisk indsats med at opspore og udvise disse mennesker, ligesom deres arbejdsgivere naturligvis skal gøres ansvarlige.

Annonce