Annonce
Tønder

Stort gennembrud for Rømø Havn: - Det er en drøm, der går i opfyldelse

Det arkitektoniske koncept for havne-projektet baserer sig blandt andet på hævede strukturer i beton og sort træ. Den hævede underetage byder både på højvandsbeskyttelse og falder samtidig ind i eksisterende byggeri i området, hvor de såkaldte Kuben-huse har en markant placering. Skitse: Überseeinsel GmbH
Tysk storinvestor klar til at købe udbudt havneareal på Rømø. Området skal udbygges til både service- og turistboliger samt helårsboliger. - Det er en drøm, der går i opfyldelse, siger borgmester Henrik Frandsen.
Annonce

HAVNEBY: - Er det det store gennembrud for Rømø Havn?

- Det kan det nemt blive. I virkeligheden er det en drøm, der går i opfyldelse.

Sådan siger borgmester Henrik Frandsen ovenpå offentliggørelsen af, at en tysk storinvestor har budt ind på køb og udvikling af et knap 1,8 hektar stort ledigt område på Hollænderstrædet  på Rømø Havn. Bag buddet og udviklingsplanen står Überseeinsel GmbH, der netop nu er i gang med stort byudviklingsprojekt i Bremen samt øen Borkum.

Planerne, som Überseeinsel GmbH har bragt i spil på Rømø Havn, omfatter både serviceboliger til virksomheder i offshore-branchen, ferieboliger samt helårsboliger til indbyggere på Rømø og pendlere via færgen til Sylt.

- Tanken er, at man vil gå i gang omkring årsskiftet. Standarden er høj, det er ikke en billig måde at bygge på, siger Henrik Frandsen om projektet, der er på dagsorden i kommunens økonomiudvalg på torsdag. Her skal både salgsprisen og projektet forhåndsgodkendes, inden sagen fremsendes til endelig godkendelse i byrådssalen den 25. juni.

Annonce

Servicehavn

Tønder Kommune udbød det ledige havneareal i løbet af foråret danske og tyske erhvervsmæglere. Ifølge Henrik Frandsen har flere investorer vist interesse, men da tilbudsfristen udløb, var der kun buddet og projektet for Überseeinsel GmbH. Det er borgmesteren begejstret for.

Sort Sol-feriehusene i Havneby har været inspiration for den østrigske arkitekt, der har tegnet projektet langs Hollanderstrædet. Foto: Hans Christian Gabelgaard

Projektet tager ikke mindst udgangspunkt i, at Rømø Havn bliver servicehavn for driften af tre store vindmølleparker i den tyske del af Nordsøen.

- Allerede i dag er Havneby basishavn for driftsselskabet og virksomheden Deutsche Windtechnik Offshore & Consulting GmbH. Medarbejderne hos Deutsche Windtechnik AG forventes at ville bruge boligerne, og langsigtet er en yderligere udbygning af servicestøttepunktet planlagt, skriver projektmagerne i deres fremsendte materiale.

Herfra fremgår blandt andet, at området "serviceboliger offshore" langs Hollænderstrædet vil blive indrettet med 45 boliger. Turisme-delen omhandler møblerede apartmenttyper af forskellig størrelse, mens området med helårsboliger kan udbydes med både leje- og ejerboliger. Fælles for al byggeri er en modulopdelt konstruktionsmåde, der tager udgangspunkt i bestående bygninger i området, navnligt de såkaldte Kuben-huse.

Annonce

Nye borgere

Henrik Frandsen ser Überseeinsel-projektet som en realisering af de tanker, der ligger bag de seneste års udvidelser af Rømø Havn.

- Det var netop ideen med havneudvidelsen, at Rømø skulle servicere havvindmølleparker. Nu skabes der så en super sammenhæng med både turist- og boligformål, siger borgmesteren.

Arealet inden for den røde streg er de 1,8 hektar, som Tønder Kommune nu agter at sælge til en tysk storinvestor, der har planer om både serviceboliger, turisme og helårsboliger. Til højre i billedet ses Rømø Havn, øverst til venstre er det centerbyggeriet i Havneby, der blandt andet huser den lokale brugs. Foto: Tønder Kommune

Han peger i lighed med projektmagerne på, at Rømø med baggrund i timedrift i færgeforbindelse også er blevet attraktiv for bosætning fra naboøen Sylt. Her er  boligmassen dyr, og pendling til fastlandet er tidskrævende.

- At tage færgen svarer næsten til at tage S-toget. Projektet kan bidrage til bosætning af nye borgere i Tønder Kommune og samtidig understøtte udviklingen af Rømø, vurderer Henrik Frandsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tønder

Så forsvandt den sidste respekt

Kolding

Ikke kun SF'ere ville have Søvndal på banen: Lokale socialdemokrater opfordrede ham også til at stille op

Annonce