Annonce
Erhverv

Stort handelsfirma solgte for 1,5 milliarder, men fremtiden ser dyster ud

- Det her vil ikke ramme os lige så hårdt som turisterhvervene og tekstilbranchen, men vi bliver ramt på den længere bane. Der er jo allerede mange, der er blevet sagt op i den foregående uge i hele Europa, og det får en konsekvens i forhold til efterspørgslen, siger Gotfred Christiansen, der er administrerende direktør i engrosvirksomheden Schou. Arkivfoto: Schou
Corona-krisen betyder, at cirka 25 procent af de ansatte i engrosfirmaet Schou, der leverer boligudstyr, havemøbler, værktøj og maskiner til store kæder, er sendt hjem under de statslige støtteordninger i Norge, Sverige og Danmark.

Kolding: Engrosvirksomheden Schou voksede igen i 2019. Antallet af ansatte i virksomheden, der har hovedkontor i Kolding, nåede op på omkring 280 ansatte. Samtidig steg omsætningen cirka 100 millioner kroner, så den landede på 1,5 milliarder kroner, og overskuddet steg godt en million kroner til 49 millioner kroner.

Det er tal fra før corona-krisen ramte, og tallene fremgår af det netop offentliggjorte regnskab, og direktør Gotfred Christiansen kan kigge tilbage på et år, der fik stemplet ”tilfredsstillende”. Virksomheden investerede i 2019 kraftigt i eksportafdelingen og en opgradering af it-platformen.

Men på kort tid er tingene vendt på hovedet. Markeder lukker ned, og efterspørgslen er væk i dele af forretningen. Virksomheden har reageret ved at sende cirka 25 procent af de 280 medarbejdere hjem under diverse støtteordning i Danmark, Sverige og Norge. Det svarer til omkring 70 ansatte fordelt over alle afdelinger.

- I første omgang ser vi lige den første måned an, men vi er tvunget til at vise rettidig omhu og reducere omkostningerne i Norge, Sverige og Danmark. Det er funktionærer, timelønnede og vikarer, vi har sendt hjem. Men vi har ikke opsagt nogle medarbejdere endnu. Der er forskellige hjælpepakker i de forskellige lande, men det gælder for dem alle, at vi fortsat har omkostninger, det skal man ikke glemme. Men lige nu ved vi jo ikke, hvor vi ender, siger Gotfred Christiansen.

Annonce

I første omgang ser vi lige den første måned an, men vi er tvunget til at vise rettidig omhu og reducere omkostningerne i Norge, Sverige og Danmark. Det er funktionærer, timelønnede og vikarer, vi har sendt hjem. Men vi har ikke opsagt nogle medarbejdere endnu.

Gotfred Christiansen, direktør

Stor usikkerhed

Virksomheden er landets største engrosvirksomhed, når det gælder udemøbler, produkter til hjemmet og køkken samt ikke mindst til gør-det-selv markedet.

Produkterne bliver typisk indkøbt i Østen og særligt Kina og solgt til detailkæder i særligt Norden. Hovedsædet ligger i Kolding, hvor der inden corona-krisen sad omkring 150 ansatte på Nordager.

- Der er jo en her og nu konsekvens, og så venter der den store konsekvens på den anden side af krisen. Hvordan ser købelysten ud, når vi er kommet igennem? Hvor store lagre har vores kunder? Hvordan påvirker det vores omsætning næste år? Der er en masse spørgsmål, men vi ved ikke, hvor slemt det bliver, men lige nu tror jeg, at det bliver slemt, siger Gotfred Christiansen.

Sidder i krydspres

På den korte bane er meldingerne blandede fra de europæiske kunder. Der er blandt andet nogle varegrupper, hvor der er stor interesse. Det gælder blandt andet efterspørgslen på motionsudstyr, trampoliner og legetøj og nogle produkter inden for gør-det-selv. Men andre steder er der slet ikke efterspørgsel, blandt andet i lande, hvor der er lukket ned for butikker.

- Vi har kunder i Europa, der er hårdt ramt, og salget dykker. Omvendt har vi kineserne på den anden side, der har været igennem ti hårde uger. De har kæmpet for at komme i gang igen, og nu kommer der en masse annulleringer fra Vesten. Der sidder vi i midten. Så vi er mærket, siger Gotfred Christiansen.

Virksomheden er ejet af Jørgen Schou og Jysk-Koncernen, der købte halvdelen af virksomheden i 2017

- Vi er godt rustet, så vi er ikke bekymret for virksomheden, men vi kan godt være bekymret for, hvad vi ser i fremtiden. Men på anden side af krisen tror jeg fortsat, at vi står relativt stærkt, siger Gotfred Christiansen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Live: Svenske coronadødstal kan være dobbelt så høje som hidtil antaget

Sydjylland For abonnenter

Politiet i opråb: Uklare GDPR-regler forsinker opklaring af kriminalitet

Annonce