Fødevarevirksomheden Vega Salmon er flyttet til Kolding med 25 medarbejdere.
Placeringen er bedre, og muligheden for at rekruttere er styrket, lyder det fra Vega Salmon, der har flyttet hovedkontoret til Kolding fra Esbjerg.
Virksomheden indkøber og forædler fisk, primært laks og ørred, og sælger det på verdensmarkedet.
Flytningen kommer, efter virksomheden i maj lukkede produktionen i Esbjerg for i stedet at satse på produktionen i Handewitt, hvor der er cirka 300 ansatte på fabrikken.
- Kolding ligger perfekt for os. Det er jo i hjertet af Jylland, og det er interessant for os, fordi der også er andre fødevarevirksomheder i området. Samtidig er vi tættere på Handewitt, siger administrerende direktør Michael Budtz Berthelsen.
Ny kultur
Det er kapitalfonden Maj Invest, der er hovedaktionær i virksomheden. Fonden overtog styringen i begyndelsen af januar, da de to stiftere solgte virksomheden.
- Vi skal opbygge en ny kultur, hvor vi skal skabe en version 2.0 af Vega Salmon, og det er nogle gange nemmere, hvis man starter fra nul. Det gælder også i forhold til de fysiske rammer, siger Michael Budtz Berthelsen.
Koncernen rundede i seneste regnskabsår en omsætning på én milliard kroner, efter salget var steget med 44 procent. Det var blandt andet salget i Nordamerika, der fik løftet salget. Overskuddet blev otte millioner kroner før skat.
- Muligheden for at rekruttere i Kolding er meget bedre end i Esbjerg.
- Da vi skulle ansætte en ny marketingchef fik vi 200 ansøgninger, fortæller Michael Budtz Berthelsen.
Kort om Vega Salmon
Vega Salmon har produktion i både Handewitt i Tyskland
og Sölvesborg i Sverige. I højsæsonen er der op mod 500
medarbejdere i koncernen. Virksomheden købte sidste år 25.000 ton rå fisk. Produktionen består af både fersk,
gravad, samt koldt og varmtrøget fisk.