En straf har sendt Lewis Hamilton (Mercedes) længere tilbage i feltet før Formel 1-grandprixet i Østrig.
Lewis Hamilton blev degraderet kort før søndagens grandprix i Østrig, da han blev straffet for ikke at sænke farten, mens der blev viftet med gule flag i kvalifikationen.
Hamilton rykkes fra positionen som nummer to til nummer fem, skriver Formel 1 på sin hjemmeside.
Straffen betyder, at Red Bulls Max Verstappen, som har vundet løbet i Østrig de seneste to år, rykker frem i forreste række som nummer to.
Poleposition tilhører Mercedes-køreren Valtteri Bottas, der er holdkammerat til den seksdobbelte verdensmester Hamilton.
I første omgang havde løbets stewards besluttet sig for ikke at straffe Hamilton, men Red Bull indgav en protest, og nyt videomateriale viser angiveligt, at Hamilton ikke fulgte reglerne til punkt og prikke.
Danske Kevin Magnussen (Haas) starter som nummer 16 i grandprixet, som på grund af coronakrisen er det første i sæsonen.
/ritzau/
BREAKING: Stewards have reversed their decision not to penalise Lewis Hamilton for failing to slow for yellow flags in qualifying
— Formula 1 (@F1) July 5, 2020
The Mercedes driver will now start from P5#AustrianGP ???? #F1 pic.twitter.com/iIAny9E9zR