Annonce
Sydjylland

Strammere kurs over for ansøgere om statsborgerskab: Alle færdselssyndere har fået afslag siden valget

I Indfødsretsudvalget sidder 17 medlemmer. Socialdemokratiet har seks medlemmer, Venstre har fire, mens De Radikale, SF, Enhedslisten, De Konservative og Nye Borgerlige hver har et medlem. Foto: Scanpix Danmark
Siden Folketingsvalget har 29 ansøgere om statsborgerskab med færdselsovertrædelser på samvittigheden fået forelagt deres sag for Indfødsretudvalget. Alle har fået et nej til dispensation. Det er et skift i forhold til året før, hvor flertallet af ansøgere fik et ja. Indfødsretsordfører kalder udviklingen absurd og opfordrer til lempelser.

Politik: Udlændinge med en bøde for en trafikforseelse i bagagen kan se langt efter muligheden for at blive danske statsborgere.

Siden Folketingsvalget i juni 2019 har Indfødsretsudvalget givet afslag i samtlige 29 færdselsbødesager, det har fået forelagt med henblik på dispensation. Det fremgår af et svar fra udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) til Indfødsretudvalget.

I maj 2018 indgik den tidligere regering, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti en aftale om, at Indfødsretudvalget fremover skulle vurdere, om der kunne gives dispensation i sager, hvor en ansøger har fået en færdselbøde på under 3.500 kroner.

Men aftalen har altså ikke fået det nye udvalg til at se igennem fingrene med bøderamte ansøgere. Det er en kursændring i forhold til det forrige udvalg. I perioden fra den 5. juli 2018 til den 5. juli 2019 blev der stemt ja til dispensation i hele 27 ud af 35 sager.

- Det tyder på, at nogle partier har anlagt en strammere linje, og det er ærgerligt. Det er absurd, at man ikke kan få statsborgerskab, fordi man har fået en fartbøde, siger Peter Hvelplund, indfødsretsordfører for Enhedslisten, som har anmodet ministeren om oversigten.

Annonce

Delte meninger

Ventres indfødsretsordfører afviser, at partiet har skiftet kurs.

- Vi kigger på alle sager individuelt. Vi siger ja til nogle og nej til andre, og det gjorde vi også før valget, siger Morten Dahlin (V). Regeringens indfødsretsordfører Rasmus Stoklund (S) afviser ikke, at udvalget har anlagt en strammere linje end tidligere. Han mener generelt, at langt færre sager burde blive dispensationsvurderet af udvalget.

- Der bør opstilles nogle klarere retningslinjer, så man kan få afslag direkte i sagsbehandlingen. På den måde bliver sagerne behandlet ud fra objektive kriterier og ikke ud fra politikeres individuelle vurdering, siger Rasmus Stoklund (S), som blandt andet foreslår, at det bør betyde automatisk afslag, hvis man kører for stærkt ved vejarbejde.

Formand for Indfødsretsudvalget Marie Krarup (DF) mener helt, at muligheden for dispensation bør tages af bordet.

- Der er i forvejen alt for mange, der får statsborgerskab. Vi kan ikke bare sige pyt til folk, der ikke overholder loven. Karensperioden er nødvendig for, at ansøgerne kan bevise, at de ikke på vej ind i en dårlig løbebane, siger hun.

Efterlyser gennemsigtighed

Enhedslistens Peter Hvelplund mener slet ikke, at en fartbøde bør få indflydelse på adgangen til statsborgerskab. Samtidig efterlyser han større gennemsigtighed.

- Hele processen er vilkårlig. Du kan som borger ikke vide, hvilket regelsæt du er underlagt, og det er uværdigt, siger indfødsretsordføreren.

Ansøgere får nemlig ikke en begrundelse for et eventuelt afslag, ligesom afstemningen i udvalget er fortrolig. Rasmus Stoklund (S) er enig i, at det er problematisk.

- Det giver de her folk en svær retsstilling. De ved ikke, om de er købt eller solgt, siger socialdemokraten.

Han håber, det skal drøftes, når udlændinge- og integrationsministeren i oktober indkalder forligspartiernes til evaluering af indfødsretsaftalen. En evaluering, som også Venstre ser frem til.

- Jeg glæder mig til at se, om ministeren spiller ud med noget. Vi står på mål for den gældende aftale og ser ingen grund til at lempe på kravene, siger Morten Dahlin (V).

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Immo har fået en ny vare på hylden

Annonce