Annonce
Varde

Strandene i Varde Kommune er trækpapir for tyske turister

Turistchef Colin Seymour kan glæde sig over et historisk godt turistår i 2018. Fem procent flere turister - som samtidig bruger over 60 procent flere penge. Arkivfoto: Jesper Kristensen

Turistovernatningerne i Varde Kommune steg med fem procent i 2018 til 4,5 millioner. Syv ud af ti turister er tyskere, stort set resten er danskere.

Vestkysten: Turismen fortsætter med at vokse i Varde Kommune. Sidste år nåede antallet af turistovernatninger op på 4,5 millioner, og det er en vækst på fem procent i forhold til 2017.

Det er især tyskere, der holder ferie i Varde Kommune. 70 procent af gæsterne er fra Tyskland. 24 procent er fra Danmark - og de sidste seks procent fordeler sig på en stribe lande.

- Vi har arbejdet intenst på Tyskland, og det betyder, at efter at vi har mistet noget på det tyske marked for år tilbage, så har vi nu kunnet rykke det. Vi kan ikke satse på alt, så vi har lagt en strategi om at satse på vores hovedmarked, og det har vist sig at være en god strategi, siger turistchef Colin Seymour og fortsætter:

- Interessen for at holde ferie i Danmark har aldrig været større. Det betyder, at siden 2013 har vi fået 1,1 millioner flere tyske turistovernatninger om året, og det er jo en rigtig flot vækstrate. Vi satte os et mål om at nå fem millioner turistovernatninger i Varde Kommune inden 2025, og det tror jeg, vi vil nå.

Annonce

Tallene

Antallet af turistovernatninger i Varde Kommune i 2018 blev 4.469.106.Det er en vækst på fem procent, eller 217.937 turistovernatninger, i forhold til 2017.

Tyskerne tegner sig for 70 procent, danskere 24 procent, hollændere tre procent, nordmænd 1 procent og øvrige to procent.

Størst vækst i turisme fra ét land er fra England med 70 procent. I virkelige tal er det ikke meget, idet kun 512 englændere holdt ferie i Varde Kommune i 2017.

Mens der er vækst over hele linjen er der dog to lande, der falder ud. Nemlig Norge og Sverige. Fra de to lande kom der henholdsvis 14 procent og 10 procent færre turister i 2018.

Bruger flere penge

Oven i væksten i antallet af turister er der også kraftig vækst i hvor mange penge, både tyske og danske turister bruger, mens de er på ferie i Danmark.

Fra 2014 til 2017 er de tyske turisters døgnforbrug steget med 62,5 procent, fra 400 til 650 kroner i døgnet. Danskernes ferieforbrug i samme periode er steget med 60 procent, fra 500 til 800 kroner.

En kæmpe kampagne

Tyskland er det marked, Vestkystkommunerne satser på. I år er Varde Kommune og de største turistaktører i kommunen med i den største kampagne rettet mod Tyskland nogensinde i samarbejde med Esbjerg, Fanø og Tønder. En kampagne til i alt 12 millioner kroner.

Danskerne tegner sig for 24 procent - er der også en dansk kampagne?

- Nej, kun en tysk. Den danske turisme i Varde Kommune voksede med syv procent sidste år, men vi tror, at langt den største del skyldtes det fantastiske vejr, så mange danskere valgte at blive hjemme, siger Colin Seymour.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Ordnet Brexit er langtfra sikret

Torsdag var der grund til at drage et lettelsens suk, da den britiske premierminister Boris Johnson på Twitter meddelte, at der var forhandlet en aftale på plads om Brexit. Det er godt nyt ikke blot for Storbritannien, men også for alle os andre. EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, bekræfter, at parterne er blevet enige om en aftale, han betegner som retfærdig og balanceret aftale for EU og for Storbritannien. Naturligvis er det grundlæggende trist, at briterne nu er på vej ud af det europæiske fællesskab. Om det på sigt vil være en fordel for nationen kan der også sættes et stort spørgsmålstegn ved. Det sagt er der dog grund til at glæde sig, fordi skilsmissen nu forhåbentlig kan gennemføres i mindelighed. Det modsatte kunne have medført omfattende kaos med nye handelsbarrierer i Europa. Markedet reagerede da også prompte på meldingen, der fik kursen på det britiske pund til at stige. Dog er det forhastet allerede nu at glæde sig over udsigten til et ordnet Brexit. Om britisk politik kan man kun forudsige, at den er uforudsigelig. Johnsons forgænger som premierminister, Theresa May, fik jo ligeledes forhandlet sig til rette med EU for blot efterfølgende at blive ydmyget i det hjemlige parlament. Man kan frygte, at det scenarie gentager sig. Den britiske regerings nordirske støtteparti har allerede vendt tommelen ned for aftalen. Hos de øvrige partier er velviljen over for Boris Johnson samtidig uhyre begrænset. Måske kan lysten til at smække premierministeren en politisk lussing vise sig større end den sunde fornuft, som en aftale ville være udtryk for. Den danske regering har nærlæst aftalen. Efter det forklarede statsminister Mette Frederiksen, at hun er villig til at strække sig meget langt for at få tingene på plads. Man kan kun håbe, at samme besindighed vil indfinde sig i parlamentet i Westminster Palace. Sikkert er det imidlertid ikke. Så nok er EU og Storbritannien nået et nødvendigt skridt videre. Men i mål er vi ikke.

Annonce