Annonce
Esbjerg

Street Food i Esbjerg genåbner: Tidligere diskoteksejer står bag

Streetfood i Kongensgade i Esbjerg åbner igen til foråret. Madmarkedet gik konkurs i slutningen af juni. Arkivfoto
Dan Lia Christensen har beskæftiget sig med restaurationsdrift i 20 år. Nu har han købt aktiverne ud af konkursboet efter Street Food Esbjerg og indgået ny lejeaftale med Bangs Gård.

Esbjerg: Street Food Esbjerg overlevede i bare lidt mere end et år, før den ny tidligere indehaver Søren Gaj Nielsen og en række medinvestorer umiddelbart før sommerferien måtte kaste håndklædet i ringen og indgive konkursbegæring.

Nu er en anden esbjergenser imidlertid klar til at kaste sig ud i nyt eventyr med et internationalt madmarked i den samme lokalitet i det ombyggede Esbjerg Teater i Kongensgade tæt på Torvet.

Dan Lia Christensen har 20 års erfaring i at drive business i Esbjergs bar- og diskoteksmiljø, og han har været med til at ekspandere forretningen til andre byer.

Imidlertid har Dan Lia solgt sine andele i seks barer og diskoteker, og nogle af pengene har han nu brugt til at købe konkursboets aktiver i form af blandt andet inventar i fælleskøkken, borde, stole, markise og varelager. Samtidig har han indgået en lejeaftale med ejeren af ejendommen, Ejendomsselskabet Bangs Gård ved Mads Dam Jensen og Mia Dam Karkov.

Annonce

Sagen kort

Med Søren Gaj Nielsen i spidsen og en stribe erhvervsfolk som medinvestorer åbnede Street Food Esbjerg A/S i maj 2018. Siden udviklede projektet sig i den forkerte retning, og årsagen til konkursen var, at stedet manglede gæster i forhold til investeringens størrelse.

Desuden stod Street Foood Esbjerg med det problem, at syv af boderne havde opsagt deres aftaler per 31. august 2019.

Den største kreditor i boet er Vækstfonden med 2,03 millioner kroner samt Sparekassen Kronjylland med 1,86 millioner kroner.

En tydelig rød tråd

- Esbjerg befinder sig som by i en transformation mod at blive en større by, hvor også et streetfood er et vigtigt element. Under de rigtige forhold og med de rigtige kompetencer, er det min klare overbevisning, at streetfood som koncept har en plads i en by som Esbjerg, siger den indfødte esbjergenser og tilføjer:

- Jeg ved, at der er lagt meget tid og energi i Street Food Esbjerg, og man havde ønsket mere for stedet, end det resultat man nåede. Den opgave håber jeg, at jeg kan løfte, så Street Food Esbjerg når de resultater og drømme, som de tidligere ejere havde for stedet.

Dan Lia kan af fortrolighedshensyn ikke oplyse, hvad det har kostet ham at få overdraget boets aktiver.

Hvorfor tror du, at du kan få succes med streetfood i Esbjerg?

- Jeg skal ikke gøre mig klog på den tidligere ledelse af stedet, men jeg tror på, at jeg med min erfaring kan bidrage med nye elementer og rammer for en god oplevelse for gæsterne. Jeg vil gerne skabe en tydelig rød tråd for Streetfood i Esbjerg, siger Dan Lia.

Åbner næste år

Han er ligesom den tidligere ledelse også opmærksom på, at der venter en udfordring i forhold til stedets synlighed og indgangspartiet mod Kongensgade.

- Vi ved, at 80 procent af gæsterne kommer ind via forområdet, så det er klart, at jeg skal skabe en bedre integration mellem forområdet og streetfood, konstaterer han og tilføjer, at han lige nu har et hav af ting på sin do to-liste, herunder naturligvis aftaler med madholdere.

- Som tingene er lige nu, er vi i idéfasen, og jeg kan heller ikke afsløre for meget på nuværende tidspunkt, men en af de væsentligste ting for os er, at vi vil gennemgå og gerne modtager massevis af feedback fra brugerne lige fra prisniveau til madholdere, forklarer Dan Lia.

Af hensyn til en konkurrenceklausul i forbindelse med afhændelsen af sine andele i de seks barer og diskoteker, må Dan Lia indtil den 1. januar 2020 ikke drive restaurationslignende virksomhed i Esbjerg. Derfor åbner Esbjergs streetfood version 2 først i foråret 2020.

Dan Lia Christensen i midten, her for nogle år siden sammen med Kristian Prisfeldt, t.h. og Tobias Elkjær, tidligere kompagnoner ved Diskotek Rustik, står bag genåbningen af streetfood i Esbjerg. Arkivfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Livsstil

Johnny fulgte lysten til et anderledes hjem: En rund drøm af et hus

Annonce