Annonce
Aabenraa

Strid om sønderjysk sti kan gøre gangbro ubrugelig

Stien mellem Damms Teglgård og Hørgården har ingen lys, og den rydes heller ikke for sne.Foto: Claus Thorsted
En læser har via Aabenraa By spurgt til en sti uden lys, som Aabenraa Andelsboligforening har ansvaret for. Stien fører hen til gangbro ved skolen. Men den er dyr at vedligeholde, så boligforeningen overvejer at fjerne den.

AABENRAA: En læser har spurgt til den manglende belysning på stien mellem blokkene på Damms Teglgård og rækkehusene på Hørgården på Høje Kolstrup.

Søren Duus, formand for Aabenraa Andelsboligforening, har sammen med resten af bestyrelsen erkendt, at det er foreningen, der ejer stien, og dermed har ansvaret for belysningen. Men der har været mørkt siden kommunen slukkede for lyset tilbage i 2014. Master og lamper er nemlig gamle, og det vil kræve en større investering at få dem tændt igen.

Stien og ikke mindst belysningen på stien har gennem mange år været et stridspunkt mellem boligforeningen og kommunen om hvem, der skal betale for at få lys på stien.

Stien er i det hele taget dyr i drift - både når det gælder lys og belægning.

- Belægningen bør snart renoveres, og vi har faktisk talt om, at vi i stedet burde få stien fjernet. Så får kommunen ganske vist en bro hængende ud i den blå luft, siger Søren Duus.

For enden af stien går nemlig broen over Camma Larsen-Ledets vej, og på den anden side af vejen er tre af bydelens vigtige institutioner - købmanden, skolen og Agoraen.

Annonce
Det ville da være en katastrofe, hvis den sti forsvandt.

Erik Ulldal Hansen (S)

Katastrofe

- Det ville da være en katastrofe, hvis den sti forsvandt, siger Erik Uldall Hansen (S), som er gruppeformand for Socialdemokratiet i byrådet og inspektør i Agoraen på Høje Kolstrup.

- Stien og broen bruges jo meget af beboerne - både fra Hørgård, Damms Teglgård og Nørreskovparken, og stien bruges også, når man skal nede fra byen og op til Agoraen, pointerer Erik Ulldal.

- Det er virkelig ærgerligt, når sådan en konflikt spidser til, tilføjer han.

Arne Leyh Petersen (DF), der er formand for teknisk udvalg, er heller ikke begejstret for tanken om, at kommunen lige pludselig skulle stå med en bro, der ikke fører nogen steder hen.

- Det ville være meget uheldigt at fjerne den sti. Det er en sag, vi vil se nærmere på, lover han.

Arne Leyh Petersen pointerer, at striden om belysningen på stien stammer fra en beslutning i teknisk udvalg, hvor kommunen overdrog ansvaret for gadelyset til grundejer- og boligforeninger over hele kommunen.

Den sag blev afgjort, nogle år før han satte sig i formandsstolen i udvalget.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce