Annonce
Livsstil

STU på Elmehøjen – her kommer mutter med kost og spand

Caroline Berg Kelm i fuld gang med mandagens rengøring af sit værelse på Elmehøjen. Det kaldes bostræning på STU-skemaet. Hun er særligt omhyggelig med at tørre hylderne på reolen. Foto: Birgitte Carol Heiberg
For STU-eleverne på Elmehøjen står der botræning på ugeskemaet om mandagen. Formiddagen går med at skifte sengetøj, støvsuge og vaske – med plads til små overspringshandlinger.

Gennemtræk fra et ovenlysvindue suger frisk luft ind i Caroline Kelms værelse, hvor hun er i gang med at tørre støv af hylderne på en vægreol. Det kræver koncentration, for kluden skal tæt forbi hylder med kasketter, bøger med danmarkshistorien, H.C. Andersen og et Ninjago-kort med et billede af Carolines yndlings lego-Ninjago. Hun er omkring halvvejs i rengøringen af sit hjem på Elmehøjen.

- Jeg er glad for mit arbejde. Jeg gør min pligt, fortæller hun, inden det er tid til næste trin af rengøringen. Nemlig støvsugning. Caroline sætter stikket i, og den støjende støvsugerlyd fylder det lille værelse.

Annonce
Alle møbler er flyttet ud, så det er lettere at komme til med støvsugeren. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Gode, gamle Larsen

Fra den ene væg kigger Kim Larsen med fra en stor plakat. På den anden væg hænger collager fra hans koncerter. Caroline er vild med den folkekære sanger. Ligesom hun også er med hunde. Også Fenrisulven og den nordiske mytologi, kender hun til fingerspidserne. Støvsugeren bevæger sig ud i alle hjørner, før hun pakker den væk. I det fjerne kan man høre en pædagog nævne noget med ”husk også at vaske gulv”. Der viser Caroline, at hun også mestrer selektiv hørelse. Inden der bliver snakket mere om gulvvask, begynder hun at flytte møbler tilbage på værelset, men også en rød ukulele. Endelig færdig med dagens rengøring – eller botræning som det også hedder – har Caroline tid til at give et nummer på ukulelen. Hun spiller ”Kvinde min” – sin yndlingssang med Kim Larsen.

Rengøringspligten er overstået, og Caroline Berg Kelm har tid til at give et nummer på sin ukulele. Hun spiller "Kvinde min" af Kim Larsen, som hun er stor fan af. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Efter at have gjort sit værelse rent kan Caroline Berg Kelm med god samvittighed slå sig ned i sin lænestol og læse lidt i en af sine mange bøger, en biografi om Kim Larsen. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce