Annonce
Sønderborg

Stump for stump pilles fredet lade ned for at blive samlet og rejst igen

Murer Wiestan Winiarski banker stenene mellem bindingerne ud. Foto: Claus Thorsted
Siderne af Lysabilds gamle holstenerlade skal reddes fra at skride ud. Det gøres ved at genopføre laden på samme sted og med stort set de samme materialer.

Lysabild: Midt i en coronatid, hvor børn og voksne kaster sig over flere tusinde brikkers puslespil for at få tiden til at gå, er håndværkere i gang med et lignede projekt uden for stendiget ved Lysabild Kirke. Dog i et noget større målestoksforhold.

De piller en gammel lade i bindingsværk ned: Først røg stråtaget, nu fjernes også spær og mursten. Men stort set det hele skal genbruges, så alt bliver nummereret og lagt til side. Herefter skal det hele samles igen – brik for brik.

Træværket er ormestukket, men det betyder intet:

- Det kan sagtens holde. Vi regner med, at 98 procent af bygningen kan genbruges, forklarer John Kronborg, arkitekt og specialist i gamle bygninger.

Han kender den gamle lade ned i detaljerne, for som projektleder for restaureringen har han udarbejdet over hele konstruktionen. Alligevel blev han overrasket, da nedbrydningen gik i gang og afslørede en indgravering i en stolpe i gavlen. 169 står der – og formentlig også et femtal sidst. Altså årstallet 1695.

Holstenerladen er dog først opført omkring 1760.

- Det viser, at stolpen her har siddet i et andet byggeri, før den er blevet genbrugt i laden, forklarer John Kronborg, som også kan udpege andre dele af konstruktionen, som bærer tydelige tegn på at været brugt før.

Annonce

Derfor er laden fredet

Laden er en af få bevarede holstenske tærskelader fra 1700-tallet. Karakteristisk er dens højremskonstruktion, som giver en meget en høj tagrejsning, samt et ubrudt stråtag med næsten lodrette valme.

Dertil kommer mange detaljer, som vidner om ladens anseelige alder.

Læs mere om laden i Slots- og Kulturstyrelsens register over fredede og bevaringsværdige bygninger på www.kulturarv.dk

Sjovere end at bygge nyt

Så snart tømrerne er færdige med at skille bindingsværket ad, går Klaus Witte Byggefirma i gang med at genoprette fundamentet.

- Det her er hundrede gange sjovere end at bygge nyt. Der er mange flere udfordringer, synes Klaus Witte, hvis ansatte skal i gang med at rense sten for sten for gammel mørtel, før de kan igen kan indgå i bindingsværket.

Det gælder også en række middelalderlige munkesten, som normalt har været brugt til hvælv i kirker, men i Lysabilds holstenerlade har dannet et karakteristisk bånd ved tagremmen.

Cement i mørtlen er bandlyst. Stenene skal binde ved ren kalkmørtel. For bygningen er ligesom præstegården og den nærliggende staldbygning fredet. Så laden skal ligne sig selv, når den til efteråret er bygget op igen.

Eneste forandring bliver, at menighedsrådet har fået lov at indlægge el, og at lerklinede og brostensbelagte gulve erstattes af klinker. Men varme kommer der ikke.

Graffiti fra 1783

Flere hundrede års brug af laden har betydet, at langsiderne er skredet ud, så bygningen var i fare for at styrte ned, hvis ikke der blev grebet ind. Derfor har Sønderborg Provsti godkendt, at menighedsrådet bruger 3,2 mio. kroner at restaurere den.

- Det er fantastisk, at vi får muligheden for at bevare bygningen. Den er jo et vartegn for stedet, forklarer Anne Mette Lyck fra menighedsrådet.

Laden er oprindelig bygget til opbevaring af korn og halm. På et tidspunkt har den også huset dyr, formentlig heste, og der har været indrettet karlekammer i et af hjørnerne.

- Her har præstegårdens ansatte sikkert stået og tæsket korn, udpeger John Kronborg stedet, hvor flere indgraveringer i stolperne vidner om, hvad karlene også fik tiden til at gå med. ”1830” har en person ridset under en fin skitse over hele bygningens indre.

En tredje indgravering er fra 1783.

John Kronborg forventer, at laden er rejst og tækket inden efterårsferien. I den forbindelse har Anne Mette Lyck en appel til Lysabild sogns indbyggere:

- Hvis folk har gode ideer til, hvad vi kan bruge laden til, vil vi meget gerne høre dem, forklarer hun.

Senest har laden huset kirkens maskiner, men menighedsrådet ønsker, at bygningen fremover kan få andre funktioner end blot opbevaring.

Arkitekten John Kronborg har tegninger af hvert eneste stykke træ i konstruktionen. Han forventer, at stort set alle dele kan genbruges. Foto: Claus Thorsted
Her er en af mange grunde til, at laden er fredet. Den rummer mange små hilsener fra karle, der har arbejdet i laden gennem århundreder. Foto: Claus Thorsted
Den høje tagrejsning er typisk for de såkaldte holstenske lader. Laden her står tæt på Lysabild Kirke. Foto: Claus Thorsted
Laden er bygget af eg, og hvert stykke træ er mindst 250 år gammel. Nogle endda meget ældre. Foto: Claus Thorsted
Denne hilsen fra formentlig 1695 har man først fundet under nedbrydningen af laden. Foto: Claus Thorsted
Lars Thimes fra tømrerfirmaet Karl D. Pedersen fik en ufrivillig pause, da liftens hæve-sænkemekanisme gik i stykker midt i nedtagningen af tredje fag. Til gengæld blev han belønnet af en fantastisk udsigt over Sydals. Foto: Claus Thorsted
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce