Annonce
Sport

Sublime Liverpool-mål nedlægger Genk i Champions League

Paul Childs/Ritzau Scanpix
Liverpool vandt komfortabelt over Genk, mens Erling Braut Haaland fortsatte sin målstime i Salzburg-nederlag.

Den forsvarende Champions League-mester, Liverpool, er kommet på god kurs i sit titelforsvar efter åbningsnederlaget til Napoli.

Onsdag sejrede Premier Leagues suveræne tophold med 4-1 på udebane mod Genk og har nu kurs mod ottendedelsfinalerne sammen med netop Napoli.

Napoli, der onsdag vandt udekampen mod Salzburg med 3-2, har syv point, mens Liverpool følger efter med seks. Salzburg og Genk har henholdsvis tre og et point.

Genk, der havde Joakim Mæhle med som højrebacken i hele kampen, spillede ellers en fin kamp, men Alex Oxlade-Chamberlain gjorde forskellen med to mål, det ene flottere end det andet.

Tilskuerne havde knap nået at slå bagdelen i sædet, inden bolden lå i Genk-målet efter 110 sekunder.

Liverpool kombinerede uden for det belgiske felt, og fra knap 20 meter tog Alex Oxlade-Chamberlain chancen med et fladt, lusket spark. Bolden strøg i mål ved stolpen, uden keeper Gaëtan Coucke nåede at fortrække en mine.

Genk forsøgte at svare igen med det samme, men Mbwana Samata forpassede en chance for udligning. Kort efter havde den tidligere FC Midtjylland-angriber Paul Onuachu en endnu større chance alene med Allison Becker.

Efter 27 minutter jublede hjemmepublikummet så over Samatas hovedstødsudligning, men videodommersystemet VAR kom i spil og vurderede, at der havde været en marginal offside tidligere i angrebet.

Da havde Liverpool netop haft en stor chance for at score til 2-0, men Sadio Mané manglede skarpheden, da han var alene med Genk-målmanden, efter Roberto Firmino genialt havde spillet ham fri med en "Rabona" bag om støttebenet.

Liverpool kom godt i gang efter pausen, og efter ti minutter blev føringen så fordoblet, og denne gang scorede Alex Oxlade-Chamberlain en sand perle.

Englænderne spillede bolden klogt rundt, og bolden blev i straffesparksfeltets bue serveret for Oxlade-Chamberlain, der elegant tjattede til bolden med ydersiden, så bolden gik i mål via overliggerens underside.

Så gik luften lidt af ballonen for Genk, og Liverpool kunne øge på endnu et flot mål efter 77 minutter, da Sadio Mané med en elegant afslutning færdiggjorde et kvikt angreb.

I slutfasen scorede Mohamed Salah til 4-0, og Stephen Odey scorede et trøstmål for Genk.

I gruppens anden kamp vandt Napoli på udebane med 3-2 over Salzburg, selv om østrigernes Erling Braut Haaland fortsatte sin vilde målstime i turneringen.

Nordmanden scorede to gange og er nu oppe på seks mål som turneringens topscorer. Han havde endda bolden i nettet endnu en gang, hvor VAR annullerede målet.

Dries Mertens scorede dog også to gange for Napoli, og Lorenzo Insigne scorede sejrsmålet.

Rasmus Nissen Kristensen spillede hele kampen for Salzburg som højreback.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce