Annonce
Livsstil

Suget var ikke dybt nok

Hvis man vil have de bedste vine fra Bourgogne i glasset, kræver det en velpolstret bankkonto. Foto: Colourbox
Vi har forsøgt i tre supermarkeder, men konklusionen er klar: Man kan ikke spare sig til god, hvid bourgogne. Det kræver et større træk på kontoen.

Chardonnay er en forunderlig drue. Fra godt placerede marker og i hænderne på dygtige vinmagere leverer den nogle af verdens største hvidvine, når frugten, syren og vinkælderarbejdet i form af malolaktisk gæring (som omdanner hård æblesyre til blødere mælkesyre), fadlagring og lagring med gærrester går op i en højere enhed.

Men da chardonnay ikke er en aromatisk sort, og druerne som udgangspunkt er beherskede i smag, kan de også bruges til hektolitervis af intetsigende sjask, der kan manipuleres med præcis den industrigær, de enzymer og den mængde tilsætning af træ, som vinmageren ønsker for at opnå en bestemt duft og smag.

Der er langt mellem yderpunkterne, og det er der også inden for druens klassiske højborg, Bourgogne. Her er det som udgangspunkt nødvendigt at have en velpolstret bankkonto for at få de bedste vine i glasset. Men hvad så med de hvide bourgogner, som man finder i supermarkederne - er de spild af penge? Nej, ikke hvis du stemmer forventningerne efter den gamle regel om, at man får, hvad man betaler for. Den har udbredt gyldighed i Bourgogne.

For et par uger siden kom vi næsten forbi en verdensberømt dansker i vinens verden - Peter Sisseck - i forbindelse med omtalen af ugens bedste vin der kom fra Sardon de Duero, et nabodistrikt til Ribera del Duero, hvor Sissecks kultvin Pingus bliver til. I denne uge tester vi et lille udvalg af hvide bourgogner fundet i tre supermarkeder, og deriblandt er en vin med dansk præg.

Annonce

Danskers vin i Meny

Siden 1993 har Knud Kjellerup, der tidligere ejede Østjysk Vinforsyning, haft hænderne helt nede i materien i Bourgogne, hvor han står bag adskillige hvide og røde vine og crémanter fra Maison Albert Sounit og Domaine Bernollin. I Danmark importeres vinene af Kjær & Sommerfeldt, men man kan også finde nogle af Knud Kjellerups vine i Menys butikker - de er importeret af Gobivin og sælges her under navnet Noélie Laborde.

Dagens hvide danskervin er sammensat af druer fra forskellige marker i det cirka 50 kilometer lange område af Bourgogne, som samlet kaldes Côte Chalonnaise. Vi er syd for Côte d’Or med alle de kendte grand cruer, og vinmarkerne ligger generelt højere og køligere. Det kan påvirke druernes modning og skubbe tidspunktet for høsten, hvilket øger faren for, at efterårsregn udvander den most, som druerne giver.

Kender man chardonnay fra nogle af de bedre cruer i Bourgogne, genkender man nogle af trækkene i Laborde-vinen. Vinen har æble og citrus i smagen, men det er behandlingen i vineriet, som har sat tydeligst præg på vinen; den har smag af både ost og smør fra den malolaktiske gæring og en pæn fedme i mundfornemmelsen, som nok vidner om lagring med gærresterne. Samlet er det en o.k. pakke, som ikke overvælder, men giver pæn værdi for pengene til tilbudsprisen i Meny på 120 kroner.

Annonce

79 kroner giver ikke meget bourgogne

Vi bliver i Côte Chalonnaise med Bilkas Montagny fra 2016. Den er fremstillet af kooperativet La Burgondie, og selvom den har både æbler, ferskner og citrusfrugt i smagen, er det mest interessante i munden, at der er en vedvarende smag af kongen af Danmark-bolsjer. Heller ikke denne vin gør et uforglemmeligt indtryk, og hvis man blot er ude efter en god hvidvin, som man er klar til at bruge 149 kroner på, findes der mange bedre muligheder. To styk-prisen på 94,50 kroner er også i den høje ende, men vinens syre og fedme gør, at den har et vist potentiale til at ledsage mad, så den hiver lige akkurat tre stjerner hjem.

Så når vi til dagens tredje og billigste vin, en Saint Véran fra firmaet François Martenot, som er en del af Les Grands Chais de France, der også står bag mærker som J.P. Chenet, Arthur Metz og Chemin des Papes. Det skal man ikke nødvendigvis lade sig afskrække af, for Saint Véran ligger i den sydligste del af Mâconnais - som er syd for Côte Chalonnaise og lige oven over Beaujolais - og vinene kan her opnå lidt mere fylde og frugt på grund af den sydligere placering af markerne.

Men druerne vokser ikke ind i himlen. For 79 kroner giver vinen fra Netto blot en lille smagsprøve på, hvad man kan udrette med chardonnay i Bourgogne. Den har de nødvendige elementer - syre, frugt og lidt fedme - til at kunne ledsage forskellige retter uden at tage fokus fra maden, men uden mad til bliver det en halvkedelig oplevelse.

Skal man så bare opgive vin fra Bourgogne? Bestemt ikke, men det kræver et dybere sug i dankortet at få fat i de vine, der demonstrerer, hvorfor chardonnay derfra kan være blandt verdens bedste hvidvine. Det sug foretager vi i en kommende test.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sydjylland

Det betyder de nye indrejseregler for grænsehandlen: Efter disse datoer kan du handle i Tyskland

Kolding

Beslutning om at lukke SFO'er i ferier droppes fuldstændigt: Embedsmænd beklager fejl

Kolding For abonnenter

Ejer af fitnesscenter efter næsten fire måneders lukning: - Vi taber penge hver dag

Annonce