Annonce
Indland

Sundheden halter blandt elever på erhvervsuddannelser

Michael Bager/Ritzau Scanpix
Det går ikke godt med sunde vaner for erhvervsskoleelever. Uddannelserne bør have fokus på motion, lyder det.
Annonce

En tredjedel af elever på landets erhvervsskoler ryger dagligt, mange er overvægtige, og endnu flere undlader at spise frugt og grønt hver dag.

En ny national undersøgelse fra Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC) viser, at imens erhvervsskoleeleverne i meget høj grad trives, så ser det mindre godt ud med elevernes kost-, motions- og rygevaner.

Ifølge Charlotte Klinker, der er forsker hos SDCC, var undersøgelsens resultater ventede.

- Undersøgelsen bekræfter vores hypotese om, at det er en relativt sårbar gruppe, når det kommer til sundhedsadfærd.

- Men den nuancerer også billedet, fordi den viser, at erhvervsskoleelever ikke er nogen homogen gruppe, siger hun.

Undersøgelsen er foretaget ved hjælp af et spørgeskema, som 6119 erhvervsskoleelever har besvaret. Det kan være elever, der læser til eksempelvis frisør, kok, elektriker eller landmand.

I undersøgelsen fremgår det blandt andet, at fire ud af ti elever er overvægtige, svarende til 39 procent.

Samtidig spiser tre ud af fire ikke frugt dagligt, og lige så mange fravælger grøntsager.

Og så ryger 29 procent af erhvervsskoleeleverne dagligt.

Tallene bekymrer forebyggelseschef i Hjerteforeningen Morten Ørsted-Rasmussen.

Han siger, at sundheden blandt erhvervsskoleelever er mere udfordret sammenlignet med unge i befolkningen generelt.

- Et af de temaer, vi arbejder rigtig meget med, er social ulighed i sundhed. Blandt de kortuddannede er man eksponeret for flere risikofaktorer.

- Der er flere, som ryger. Der er en større tendens til, at man ikke får spist sin frugt og grøntsager og får bevæget sig nok, siger han.

Undersøgelsen viser også, at der er forskel på erhvervsskoler, alt efter hvilken type erhvervsuddannelse man læser.

Eksempelvis er personer, der uddanner sig inden for handel sundere. Dog trives de ikke i lige så høj grad.

Samtidig har eleverne på uddannelserne målrettet teknologi dårligere sundhed, men trives bedre.

Det er første gang, at en undersøgelse af erhvervsskolerne kigger på forskelle mellem typer af erhvervsuddannelser samt køn, regioner og alder.

- Det kan godt pege på, at det er nogle forskellige typer indsatser, man skal målrette forskellige områder, siger Charlotte Klinker.

Og tallene kalder på handling siger Gitte Laub Hansen, chefkonsulent i Kræftens Bekæmpelse.

Hun peger sammen med Hjerteforeningen og SDCC på, at der skal mere motion - samt generelt fokus på at leve et sundere liv - ind som en del af uddannelserne.

Men ifølge formand for Erhvervsskolernes Elevorganisation Anton Bay Hansen bliver det svært at få en reel kulturændring ad den vej.

- Problemet er, at langt de fleste bruger 75 procent af uddannelsen i virksomheder, siger han.

Der er i alt 107.000 erhvervsskoleelever i Danmark.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Sønderjyske Fodbold For abonnenter

SønderjyskE går fri af nedrykning: Nu kan festen begynde

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Varde

Antons hus kan du få for 100.000 kroner

Annonce