Annonce
Ribe-Esbjerg HH

Sune Agerschou stopper i Ribe-Esbjerg

Sune Agerschou vil også i fremtiden bevæge sig i håndboldens verden - bare ikke med nogen klubforpligtelse. Foto: André Thorup
Efter ni år trækker Ribe-Esbjergs øverste sportslige ansvaret stikket og søger nye udfordringer i håndboldens verden.

Ribe-Esbjerg skal have ny sportslig leder. I en mail til avisen fortæller Sune Agerschou, at han har valgt at trække sig.

- Jeg har efter ni år i den sportslige ledelse selv valgt at stoppe som formand for eliteudvalget i REHH. Det har ikke været nogen nem beslutning, men jeg tror, at det er den rigtige, skriver Sune Agerschou og fortsætter:

- Det har været ni medrivende og spændende år på alle måder. Fra bunden af den næstbedste række i sommeren 2010 til DM semifinale og EC- kvalifikation syv år senere. Det har været en rejse med op- og nedture som så meget andet her i livet, men de gode oplevelser fylder klart mest. Her tænker jeg ikke kun sportsligt, men også på den menneskelige faktor. Jeg er taknemmelig for at have fået lov til at arbejde sammen med og møde så mange fantastiske mennesker i min tid i klubben. Det har været et stort privilegium. Det vil jeg gerne takke for, skriver Sune Agerschou, der trods afskeden med Ribe-Esbjerg ikke vender håndboldens verden ryggen.

- Jeg har gennem længere tid haft et ønske om at prøve andre ting. Blandt andet at prøve kræfter med håndboldsporten uden en fast forpligtelse til en enkelt klub. Den tid er kommet nu, skriver Sune Agerschou.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Det ligegyldige alternativ

De entrede dansk politik med kærlighed, dans og et dybfølt ønske om en anderledes måde at drive landet på. Alternativet stormede ind i Folketinget ved valget i 2015 og fik fem procent af stemmerne uden nogen anden dominerende slagplan end at gøre tingene på en alternativ måde. Leder Uffe Elbæk fandt det hele ganske "crazy", og på Nørrebro, hvor partiet fik næsten 18 procent af stemmerne og blev større end Socialdemokratiet, løftede man taget i ekstase og drømte om en ny verdensorden. I dag er festen slut. Et elendigt resultat til folketingsvalget i 2019 sendte partiet ned på tre procent af stemmerne, og man må konstatere, at partiet ingen varige aftryk har sat på dansk politik. Til trods for, at folketingsvalget i juni netop handlede om klima, der jo ellers er et af Alternativets mærkesager. Men dagsordenen er global og har ikke en snus med Alternativets indsats at gøre. Skulle man være i tvivl, kan man konsultere det såkaldte forståelsespapir, der er skrevet af regeringen Mette Frederiksen (S) og dens støttepartier Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Her er sat de mest ambitiøse - og måske også uopnåelige - klimamål i historien, men altså uden, at Alternativet har været involveret. Partiet, der om nogen snakkede klima og en ny samfundsindretning, har ikke sat det mindste fingeraftryk på den mest ambitiøse klimadagsorden nogensinde - stærkere bevis for parlamentarisk ligegyldighed findes næppe, og det er sigende, at man ikke har hørt et kvæk fra Alternativet, siden vælgerlussingen i juni. Partiet har i dets korte historie budt på utallige farverige indslag så som en ganske alternativ festkultur, alternativ medarbejderpleje, alternativ ansættelsespolitik i partiet, men alt sammen artigheder fra gemakkerne og ikke fra den politiske scene. Jovist, Alternativet har fået fjernet transseksuelle fra listen over psykisk syge og andre fornuftige ting, men det varige aftryk på dansk politik er det ikke blevet til, og bliver det heller næppe.

Annonce