Annonce
Aabenraa

SuperBrugsen i Rødekro satte ny rekord og fik underskud i 2019: Vi kan mærke konkurrencen

Det er dette stykke skov, som Superbrugsen i Rødekro gerne vil fælde. Men det kan kun ske ved en lovændring, da det er fredskov. Foto: Claus Thorsted
Nethandel, discount og grænsehandel er de store konkurrenter til SuperBrugsen i Rødekro. Foreningen satser derfor på at adskille butikken fra andre, fortalte formanden i sin beretning til generalforsamlingen.
Annonce

Rødekro: Det blev en atypisk aften, da SuperBrugsen i Rødekro holdt årets generalforsamling. Hvor der plejer at være mad, underholdning og musik og mange hundrede deltagere, var det i år en mere skrabet model i corona-pandemiens skygge.

Det ændrede ikke på resultatet, hvor formand Inge Marx Callesen i sin beretning kunne afsløre en rekordomsætning på 108 millioner, men også et minus på bundlinjen på 250.758 kroner.

- Vi vidste godt, at 2019 ville blive et hårdt år med hård konkurrence fra øget nethandel, konkurrencer fra de mange discountbutikker i lokalområdet og en massiv og aggressiv grænsehandel. Og så spiser flere ude, og færre laver mad. Derfor har vi de seneste år også satset hårdt og investeret i alle ferskvareområderne for at adskille os, gøre os konkurrencedygtige og give kunderne den oplevelse, at vi kan noget andet end de andre butikker i området, sagde hun.

At handle lokalt blev et mantra under coronakrisen i foråret, og selvom Inge Marx Callesen ikke kunne komme med nogle specifikke tal, så kaldte hun omsætningen i første halvår af 2020 for "rigtig fornuftig."

Annonce

Arbejder videre med fredskoven

SuperBrugsen i Rødekro har de seneste år brugt mange penge på investeringer, og det næste bestyrelsen håber at skulle investere i er parkeringspladser.

Foreningen købte derfor for et stykke tid siden et langt smalt stykke krat langs jernbanen, som den gerne vil fælde og bygge p-pladser, vaskehal og måske også mere lagerplads.


Vi vidste godt, at 2019 ville blive et hårdt år med hård konkurrence fra øget nethandel, konkurrencer fra de mange discountbutikker i lokalområdet og en massiv og aggressiv grænsehandel og så spiser flere ude, og færre laver mad.

Inge Marx Callesen, formand for SuperBrugsen Rødekro


Men stykket er fredskov, og selvom foreningen vil plante et andet stykke skov på dobbelt størrelse et andet sted i Rødekro, kan den ikke gøre det uden en lovændring.

- Det kræver benarbejde og tålmodighed, men politikerne var faktisk velvillige og forstående over for vores sag, da vi var på Christiansborg i 2019, og der var en høring i støbeskeen her i foråret 2020. Men så kom corona-pandemien og satte mange ting i stå, og det er lige nu vores forhåbning, at der sker noget i løbet af efteråret. Politikerne udviser stadig velvilje til at ville arbejde med sagen, sagde Inge Marx Callesen.

SuperBrugsen i Rødekro har 7477 medlemmer og er dermed én af de store brugsforeninger talt på medlemmer.

SuperBrugsen i Rødekro fylder 100 år

  • Årets generalforsamling var nummer 99 i rækken, og det betyder, at SuperBrugsen i Rødekro næste år kan fejre sit 100 års jubilæum.
  • Bestyrelsen har planer for, hvordan jubilæet skal fejres, og uanset hvordan verdenssituationen med corona-pandemi og begrænsningerne ser ud næste år, vil bestyrelsen finde en måde at fejre jubilæet på.
  • I bestyrelsen for SuperBrugsen i Rødekro sidder ud over formand Inge Marx Callesen, Poul Søgaard, Erik Bøjesen, Sonja Svendsen, Mogens Krag Nissen, Søren Wollesen og Anja Jensen, som er medarbejderrepræsentant.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce