Annonce
Varde

Sur smiley og bøde til højt profileret slagterbutik under hedebølge i ferieby

Slagter Theilgaards afdeling i Blåvand. Foto: Google Street View
Pølser i en udstillingsmontre var 11,8 grader varme under hedebølge den sidste uge i august. Slagter Theilgaard i Blåvand har blot otte dage senere haft et opfølgende kontrolbesøg og allerede genvundet den glade smiley.

Blåvand: En afdeling af den højt profilerede kæde af slagterbutikker - Slagter Theilgaard - fik den 27. august en sur smiley og et bødeforlæg i butikken i turistbyen Blåvand. Det var ved et kontrolbesøg den 27. august, en meget varm dag, at butikken fik tildelt et bødeforlæg på 5000 kroner.

Den sure smiley skyldes ganske enkelt en for høj temperatur i butikkens udsalgsmontre med åben front. Lufttemperaturen var 12,4 grader.

Det betød, at temperaturen i hakket oksekød var på 9,8 grader, hakket flæskekød 10,6 grader og i frankfurtere var den 11,8 grader. Ifølge Fødevarestyrelsens hjemmeside bør let fordærvelige varer ikke opbevares i temperaturer på over fem grader.

"Der var mere end 20 pakker af hver af de målte produkter i pakken", anfører Fødevarestyrelsen i rapporten

Annonce

Butikskæde: Vi ændrer procedure

Viggo Theilgaard, som er ejer af butikskæden, oplyser, at det var en fejl fra butikkens side, at døren ud stod åben på den meget varme sensommerdag. Der var over 30 grader denne sidste tirsdag i august.

- Så bliver der for varmt i montren, siger Viggo Theilgaard.

Det er ikke godt nok, vurderer ejeren, og kæden har nu taget konsekvensen af fejlen. I butikkerne, der ligger i Esbjerg, Aarhus, Odense og Blåvand, er det nu indskærpet, at dørene ud skal holdes lukket under hedebølge.

- Vi har køling i butikkerne, siger Viggo Theilgaard, som anfører, at der ikke var noget med galt med kølemontren. Men den kan ikke køle tilstrækkeligt, når der kommer så varm luft ind og temperaturen i butikken derved stiger.

Efter en sur smiley eller anmærkning skal en fødevarevirksomhed have et selvbetalt opfølgende kontrolbesøg. Det har Slagter Theilgaards afdeling i Blåvand fået meget hurtigt.

Den 4. september, otte dage senere, var Fødevarestyrelsen på kontrolbesøg, og butikken har allerede generhvervet sin glade smiley.

I rapporten fremgår det også, at der ikke var nogen anmærkninger til rengøring og virksomhedens egenkontrol var da også i orden, selv om montren blev for varm.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: Groteske udsættelser af sigtelser skal stoppe

Bandekonflikter, grænsekontrol og forebyggelse af terror har de seneste år gjort det meget svært for politiet på tilfredsstillende vis at løse alle sine resterende opgaver. Flere betjente til det hårdt pressede korps er på vej, men det tager tid at få dem uddannet, så både politikere og politiledelse står fortsat med en vigtig prioriteringsopgave. I denne uge er det kommet frem, at man ifølge Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, i alle politikredse i nogle tilfælde venter med at sigte mulige gerningsmænd. Det sker på grund af mandskabsmangel for at kunne leve op til politisk bestemte tidsfrister. I sager om vold og våben må der højest gå 30 dage fra, der er rejst en sigtelse, til der er en tiltale, og i voldtægtssager er fristen typisk 60 dage. Berlingske har talt med en anklager, der på møder har hørt ledere fortælle om, at der i Københavns Politi løbende ligger 500-1000 sager, hvor der på grund af tidsfristerne ikke er rejst sigtelser, selv om politiet kender til de mulige gerningsmænd. Det er en hån mod både ofrene og mod befolkningen, der skal have tillid til, at efterforskningen er så effektiv som muligt. Det er fornuftigt, at der er krav om, at sager om grov kriminalitet bliver afsluttet hurtigt. Men ressourcerne skal også følge med. Derfor må politikerne erkende, at politiet står i en svær situation, hvor rigide krav om tidsfrister kan virke mod hensigten. I stedet må kravet være, at politiet får prioriteret kræfterne bedst muligt og ikke lader sig styre af tidsfrister og deraf følgende målkrav, som lederne måles på. Hvis politiet har en konkret mistanke, skal der selvfølgelig rejses en sigtelse med det samme. Også selv om der er risiko for, at der går flere end for eksempel 30 dage, før der er rejst en tiltale. Det er afgørende, at efterforskningen sker hurtigst muligt. Det må politikere og politiets ledelse sørge for, så de groteske udsættelser af sigtelser kan stoppe.

Annonce