Annonce
Sport

Suspenderet dansk Ryder Cup-vinder kan havne i retssag

Andy Buchanan/Ritzau Scanpix
Fredag kan sagen om Thorbjørn Olesen blive afgjort, hvis han erklærer sig skyldig i tiltaler mod ham.
Annonce

Det er mere end fire måneder siden, at Thorbjørn Olesen blev anholdt i lufthavnen Heathrow i London og måtte se sin golfkarriere blive sat på pause.

Om anklagerne mod danskeren vil udmønte sig i en decideret retssag, er stadig uvist, men det kan der komme svar på fredag, hvor han klokken 11 dansk tid skal til tredje høring i sagen i London.

Erklærer 29-årige Olesen sig skyldig fredag i Isleworth Crown Courts retssal 1, kan der falde dom allerede samme dag eller inden for kort tid. Ellers venter efter alt at dømme en retssag i maj.

Olesen er tiltalt for tre forskellige forhold efter en flyvetur fra Nashville i USA til London i England 29. juli.

Han havde netop deltaget i turneringen WGC Invitational i Memphis og tog flyet hjem til den engelske hovedstad, hvor han bor.

Tre dage senere blev Ryder Cup-vinderen fra 2018 tiltalt for at have opført sig beruset og upassende på flyet.

Mere konkret er han tiltalt for "sexual assault on a female", hvilket dækker over berøring af seksuel karakter uden samtykke.

Derudover er han tiltalt for "assault by beating ", som i engelsk lov dækker over et overfald af mindre grov karakter, samt for at være beruset på flyet.

Ved første høring i Uxbridge Magistrates' Court 21. august nægtede Olesen sig skyldig i anklagerne. Hans advokat Paul Morris fortalte, at Olesen inden flyrejsen havde taget noget medicin, og at der var taget prøver, der ikke var færdiganalyseret.

Anklageren forklarede, at Olesen havde været fuld og blandt andet tisset på gulvet i flyet. Ifølge anklageren kyssede danskeren desuden en kvinde på hånden og halsen og rørte ved hendes ene bryst mod hendes vilje.

Fordi Olesen erklærede sig ikke-skyldig i anklagerne, blev et nyt møde sat i kalenderen til 18. september i Isleworth Crown Court i det vestlige London.

Mens Olesen ikke selv forholdt sig til skyldsspørgsmålet her, lod danskerens lejr forstå, at golfstjernen ikke kunne erklære sig skyldig i tiltalepunkterne, men at han ikke bestrider, at hændelserne på flyet har fundet sted.

En række deadlines for indlevering af materiale blev aftalt mellem parterne, og 13. december blev valgt som dato for en "plea and trial preparation hearing". Det forventes at være sidste møde før en eventuel retssag, medmindre høringen af uforudsete grunde udskydes.

Det store spørgsmål er, om Olesen-lejren har fremlagt materiale, der giver anledning til, at tiltalen mod danskeren ændres, så han erklærer sig skyldig fredag.

En retssag i maj 2020 vil forlænge sagen med godt fem måneder. Sagen har allerede kostet Olesen mange penge i indtægter, da han ikke har kunnet deltage i turneringer, siden sagen begyndte.

European Tour, som Thorbjørn Olesen er en del af, har suspenderet danskeren, "mens sagen pågår". Det samme har den nordamerikanske golfarrangør PGA Tour, som Olesen dog ikke er fast medlem af.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Varde

Ingen kære mor: Skoleleder sender eleverne hjem, hvis de overtræder coronaregler

Annonce