Annonce
Udland

Svensk politi: Skudt mand på banegård havde ingen våben

50090 Johan Nilsson/Tt/Ritzau Scanpix
Efter et dramatisk døgn med skyderi og eksplosioner i Malmø har politiet tirsdag formiddag holdt pressemøde.

En mand, der mandag formiddag blev skudt på hovedbanegården i Malmø, havde hverken håndvåben eller sprængstoffer på sig.

Det oplyser politiet i Malmø tirsdag formiddag på et pressemøde.

Ved pressemødet gør politiet status efter et voldsomt døgn, der bød på både skyderier og eksplosioner i den sydsvenske by.

Første hændelse skete på hovedbanegården i Malmø, Malmö C. Her blev en mand, der bar flere tasker, skudt efter at have opført sig truende.

- Den person, som blev skudt og kørt til hospitalet, er anholdt for grove trusler. Vi føler os sikre på, at vi ved, hvem manden er.

- Han er statsborger i et andet europæisk land, siger Andy Roberts fra Malmøs politi ifølge den svenske avis Sydsvenskan.

Ifølge SVT er manden italiensk statsborger.

- I taskerne er der ikke fundet nogen sprængstoffer og ingen våben. Der er kun personlige ejendele. Hans motiv ligger endnu ikke klart. Han er fortsat ikke samarbejdsvillig, lyder det fra Andy Roberts.

Ikke lang tid efter episoden ved Malmö C blev en mand i 20-årsalderen dræbt af skud i et boligområde i Malmø. To personer er anholdt i den sammenhæng. De anholdte er 23 og 29 år, oplyser politiet tirsdag ifølge SVT.

Også i Lorensborg-området var der mandag aften meldinger om skud.

Natten til tirsdag ramte to eksplosioner desuden forskellige steder i Malmø.

Først ved en opgang i bydelen Rosengård omkring klokken to og cirka en time senere uden for en lukket natklub i det centrale Malmø.

Politiet kan endnu ikke sige, hvad motivet til eksplosionerne er.

Ved tirsdagens pressemøde blev politiet blandt andet spurgt om, hvorvidt de seneste begivenheder er et tegn på stigende uro i Malmø.

- I 2019 har der været en kraftig nedgang i antallet af skyderier i Malmø. Håbet er, at det fortsætter, siger Erik Jansåker fra politiet ifølge Sydsvenskan.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce