Annonce
Udland

Svenske coronadødstal kan være højere end hidtil antaget

Tt News Agency/Reuters
Officielt er 373 svenskere døde med corona. Det tal kan dog være noget højere.

Antallet af svenskere, der er døde med coronavirus, kan være højere end hidtil antaget. Det officielle tal er 373.

Det viser nye og reviderede tal fra de svenske sundhedsmyndigheder, skriver nyhedsbureauet TT.

Årsagen er, at der har været et vist efterslæb i de svenske offentliggørelser. Det betyder, at myndighederne ikke har fuldt overblik over antallet af coronadøde i landet.

Statsepidemiolog Anders Tegnell, der står i spidsen for Sveriges kamp mod det frygtede virus, tror dog ikke, at tallet meget højere.

- Jeg tror det ikke. Nu arbejder vi mere systematisk med det. Så bliver efterslæbet også mindre, siger han.

De svenske dødstal fremlægges dagligt af Folkhälsomyndigheten, der er det svenske svar på Sundhedsstyrelsen.

Efter at det svenske nyhedsbureau TT har gravet i sagen, er der nu fremlagt reviderede dødstal, som er en del højere, end de tal der først blev offentliggjort.

De reviderede tal viser for eksempel, at da myndighederne den 25. marts meddelte, at i alt 42 coronasmittede svenskere var døde, så var det reelle tal i virkeligheden 97.

Dagen efter blev der rapporteret om totalt 66 døde, men det reviderede tal har vist sig at være 124.

Præcis hvor meget højere end det hidtil kendte, som det svenske dødstal vil være, ved man endnu ikke.

Anders Tegnell erkender, at der har været et efterslæb i opgørelserne og slår fast, at det er et teknisk spørgsmål og ikke handler om, at myndighederne har ønsket at skjule noget.

- Nu skal man så heller ikke skabe indtryk af, at der er en masse døde derude, som vi ikke har fundet. Vi skal nok finde dem, men nogle gange er det sket lidt langsomt, siger Tegnell.

Der har været stor diskussion om Anders Tegnells og den svenske strategi mod coronavirusset. I Sverige har man således fastholdt en stor åbenhed i samfundet sammenlignet med resten af Europa, hvor man i stor stil har lukket ned for at hindre smittespredning.

Anders Tegnell advarer dog om, at det kan være svært at sammenligne dødstal på tværs af lande. Det kan skyldes, at der er forskellige måder at opgøre tallene på.

Ifølge den internationale statistik havde Sverige lørdag 37 døde per en million indbyggere. De tilsvarende tal for henholdsvis Danmark, Norge og Finland er 28, 11 og 5.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tønder

Stærk utilfredshed i Tønder og stor glæde på Rømø: Grænseåbning får meget blandet modtagelse

Sydjylland

Camping-indehaver skuffet over Mette Frederiksens delvise grænseåbning: Vi har brug for weekend-turister

Annonce