Annonce
Udland

Sverige kræver negativ coronatest ved indrejse

Sveriges socialminister, Lena Hallengren, statsminister Stefan Löfven og chefen for det svenske Folkhälsomyndigheten, Johan Carlson, ved onsdagens pressemøde, der blev holdt virtuelt. Foto: Tt News Agency/Reuters
Sverige indfører fra lørdag krav om negativ coronatest ved indrejse. Men grænsen er stadig lukket mod Danmark.

Fra lørdag skal alle udenlandske borgere over 18 år, som vil rejse ind i Sverige, fremvise en negativ coronatest.

Det siger statsminister Stefan Löfven på et pressemøde.

Også personer, der rejser til eller fra Bornholm via Sverige, skal fremvise en negativ coronatest. Det oplyser Udenrigsministeriets Borgerservice på Twitter.

Tiltaget kommer oveni de indrejseregler, der i forvejen gælder.

De regler omfatter blandt andet et indrejseforbud for ikke-nødvendige rejser fra Danmark og Norge, som altså fortsat er i kraft. Et lignende indrejseforbud gælder for rejsende fra lande udenfor EU.

Der er dog en undtagelse for rejsende til og fra Bornholm.

Onsdagens beslutning indebærer, at også borgere i de øvrige EU- og EØS-lande nu skal fremvise en negativ test, hvis de vil rejse ind i Sverige.

Årsagen er frygt for spredning af nye, mere smitsomme coronavarianter i landet.

- De nye virusvarianter er urovækkende, siger Löfven på onsdagens digitale pressemøde.

Den negative coronatest må højst være 48 timer gammel, oplyser han.

- Uden en sådan test kommer man ikke ind i landet, siger statsministeren på onsdagens pressemøde.

Der vil ikke være mulighed for at tage en test ved grænsen.

Nogle indrejsende slipper dog med lidt mere lempelige krav. Det tæller folk, der bor i Sverige, og folk der arbejder i Sverige. Også personer under 18 år eller folk, der har nær familie i Sverige, er undtaget fra reglerne.

Eksempelvis må den negative coronatest for personer, der arbejder i Sverige, gerne være lidt ældre end 48 timer.

- Undtagelserne er forskellige, afhængigt af hvorfra man rejser, siger Sveriges indenrigsminister, Mikael Damberg.

Han tilføjer, at detaljerne vil blive offentliggjort på regeringens hjemmeside senere onsdag.

/ritzau/

Se coronaregler på den svenske regerings hjemmeside her
Annonce
Annonce
Annonce